Det var koldt, Ashira knugede sig fast mod sin mors arm, de havde siddet her i mange timer nu.
Få timer forinden havde hun været ude på engen sammen med sin bror, de havde plukket blomster. De havde også spillet fodbold, sammen med de andre børn fra gaden. Ashira havde stået på mål, og havde forhindret en bold i at trille forbi sine små brune barne ben, til sin lidt ældre brors store stolthed. Han havde været så stolt af hende, at han havde aet hende kærligt på hendes lille barne hoved, som var dækket af det smukkeste lange, sorte hår. Ashira havde grint, og klappet i sine små hænder. Pludselig, mens hun og broderen stod der i deres barndoms lykke, havde hun hørt larm oppe ovenfra, hendes bror havde trukket hende i armen. "De bomber igen," havde han råbt. Og så var de begyndt at løbe hen mod kælderen. Ashiras mor var kommet i samme øjeblik med bedstefar og tvillingerne. De havde skyndt sig ned, og mor havde ligeså hurtigt lukket døren bag dem.
"Er det ikke nok I har taget børnenes far fra mig, vil I nu også have mine børn?" råbte hendes mor hen mod den smækkede dør, og så havde hun grædt.
Nu sad de her, alle sammen, Ashira, hendes storebror, de små tvillinger og bedstefar.
Ashira knugede sig tættere ind til sin mor, der var så mørkt og koldt, der var ingen vinduer i kælderen - og larmen udenfor var så voldsom, at hun måtte holde sig for sine små øre. Der lugtede af fugt og støv. Når hun ikke holdte sig for ørene, kunne hun kunne høre bedstefar hoste og de små græde. Hun lukkede sine øjne og forsøgte at huske hvordan det så ud derhjemme. De store flotte tæpper som hendes far havde købt - sengen, som hendes bedstefar havde lavet til hende på hendes syv års fødselsdag, malerierne af springvand på væggen, dukken der sad på hendes hovedpude. Hun ville ønske sig en dukkeseng når hun blev otte, sådan en kunne bedstefar sagtens lave.
Alt imens Ashira sad her, og huskede på hvordan der så ud derhjemme, og sendte sine ønsker ud i form af barnlige uskyldige tanker, kunne hun pludseligt høre flyene nærme sig, de kom tættere på, de var lige over dem. Det var de samme som havde taget hendes far…
Mere nåede Ashira ikke at tænke, før eksplosionen drønede ned over dem, væggene rystede, og rummet blev fyldt med mere støv. Det gjorde ondt i hendes ører, og hun begyndte at græde.
"Jeg ønsker mig en dukkeseng når jeg bliver otte," råbte Ashira grådkvalt ud i mørket, "sådan en kan bedstefar godt lave."
Støvet fra væggene ramte de små lunger, og Ashira begyndte at hoste.
"Bedstefar, bedstefar, hvor er Du?" - Ashira rev sig fri fra sin mor for at finde sin bedstefar. Hun famlede rundt i mørket, kravlende på sine små bare ben - det gjorde ondt i hendes knæ, hun kunne mærke der lå sten og murbrokker under hende. "Bedstefar, kom frem, jeg skal snakke med dig." Ashira var nu begyndt at græde, hun var bange, og hendes ben gjorde ondt. De små knæ blødte og der var småsten i de blodige sår.
Hun mærkede en stor hånd gribe fat i hendes ene arm. Det var bedstefar, hun havde fundet ham!
"Jeg har fundet dig bedstefar," græd hun. Hun knugede sig ind til sin bedstefar, hendes små hænder famlede efter hans ansigt - hun syntes han havde våde kinder, græd han også?
Hun kyssede bedstefar på kinden. "Jeg ønsker mig en dukkeseng når jeg bliver otte," hulkede hun.
Hvis bare hun kunne få en dukkeseng, så ville alt blive godt, så ville de holde op med at bombe udenfor, og mor ville ikke græde.
Bedstefar tog fat om Ashiras barnehoved, og kyssede hende på kinden. Han trak hende tæt ind til sig.
I det samme faldt der endnu en bombe, denne gang var den så tæt på, at noget af muren forsvandt.
Sten og støv fyldte rummet, mursten fløj rundt omkring i kælderen, man kunne høre skrig og hosten fra alle 4 hjørner. Ashira sad i øst hjørnet med sin bedstefar, hun holdt sig for ørene, og kneb sine små brune øjne sammen, så de lignede to tynde sprækker på en forstøvet klippevæg.
Da de sidste mursten og den værste larm var overstået, åbnede Ashira forsigtigt de små øjne, en lille bid af solens stråler lyste op i den ellers så mørke og støvede kælder. Ashira missede med øjnene for at vende sig til lyset. Hun kunne se hendes mors ben stikke frem under noget af muren. Hun bevægede sig ikke. Tvillingerne der havde siddet på skødet af mor, var ikke længere at se. Ashira vendte sit ansigt for at kigge på sin bedstefar, han sad med åbne øjne, han trak slet ikke vejret, han hostede heller ikke mere. Ashira skreg, og rev sig løs fra sin bedstefars livløse arme. Med tårer trillende ned af de små forstøvede kinder, søgte Ashira mod hullet i væggen. Hun kæmpede sig ud mellem murbrokker og løse sten.
Udenfor var der tåget af støv, kun strålerne fra solen, kunne snige en smule lys frem. Det var næsten umuligt at se noget, støvet i luften fra bombe angrebene, gjorde luften tyk og ubehagelig at indånde.
"Ashira, kom tilbage," hørte hun sin storebror råbe nede fra den før så mørke kælder. Ashira vendte sig om og kiggede på ham. Der stod hendes ældre bror, med blod og støv i hele ansigtet. "Jeg ønskede mig bare en dukkeseng," fremstammede hun grådkvalt, og i det samme faldt den sidste bombe ikke langt fra Ashira og hendes bror. Bomben tvang den lille barnekrop til at ligge sig livløs på den forstenede jord. Ashiras gråd kunne ikke længere høres.
Få timer efter, kunne man se soldater løbe rundt i området - en af soldaterne fandt en dreng med et blodigt ansigt, han sad med en lille piges livløse barnekrop i skødet, han vuggede frem og tilbage, mens han sang noget, på et sprog soldaten ikke forstod. Soldaten sank i knæ ved siden af drengen og den lille pige, som om han havde fået sparket benene væk under sig, og måtte give efter, i en krampagtig smerte. Han lagde sit våben på jorden ved siden af sig og kiggede på drengen og hans døde søster, det var for meget for ham. Han dækkede sit ansigt til, med begge sine hænder, og mærkede hvordan gråden fyldte hans medskyldige hænder.