Jeg længes efter at danse tæt med natskyggerne på min væg. Jeg vil kæle med dem og stryge mig op af deres kolde skuldre. Jeg vil stirre direkte ind i skyggernes døde og tomme øjne, som ikke kan se min angst og mine rædsler. Jeg føler mig pludselig modig og stærk. Om dagen vil jeg krybe ind under sengen sammen med de danselystne skygger. Der vil jeg ligge til mørket bryder frem og månen snedigt lister sit lys ind, i sprækkerne fra mine gardiner. Jeg vil ligge der ligeså stille, som en skorpion i Saharas ørken der kun venter på sit næste bytte.
Når mørket igen er fremme og giver mig liv, vil jeg kravle frem og danse natskygge-dansen på min væg. Dvæler i mine rædsler og angst, danser til det sidste liv dramatisk vrider sig fra mig og smider sig på væggen som et slattent stykke pasta, der har kogt alt for længe.
Natskyggerne vil end aldrig vide at jeg har været der, for at hylde deres trygge kolde verden.