Det var en de der dage hvor kaffekanden stod på det antikke mahognibord og sagde pive lyde, fordi der var undertryk.
   Det var også dagen hvor postbudet bankede på døren, for at beklage sig over at der ikke var plads i postkassen, fordi jeg ikke havde tømt den i fire dage.
   Men hvorfor skulle jeg tømme den? Det eneste der er i den, er rudekuverter og en helvedes masse tilbudsaviser, hvor kvinderne er majet ud med smykker fra en smykkebutik der har et skide smart og anderledes navn. Så sidder kvinden der på tilbudsavisen med en diamantring på pegefingeren og lader den hvile på overlæben som en anden Marilyn Monroe.
   Nedenunder er billedet der skrevet med fed skrift:
   "Fordi vi er kvindens bedste ven".
   Nu regner de så nok med, at samtlige kvinder står og river i deres maskuline partneres slips for at få den samme ring som kvinden i tilbudsavisen har.
   Nej, hvorfor fanden skulle jeg tømme min postkasse for sådan noget lort?
   Desuden bor jeg alene, jeg har ingen at hive i slipset eller at plage om den slags ting.
   Og rudekuverterne? - Ja de kan få lov at ligge hvor de ligger til den første, hvor jeg alligevel tømmer min bankkonto for at have tag over hovedet og forsikre mig mod brand og indbrud.

Nå, men det ar altså en af de der dage hvor kaffekander, postbud og tilbudsaviser bare irriterede min blindtarm.
   Jeg travede ud til min postkasse, forbi det fornærmede postbud og uden at sige en lyd. Jeg hev alt det talentløse og farvede papir ud af postkassen.
   Postbudet stod og så på mig, som om jeg var en reklame-forbryder i skikkelse af en ånds-fattig Judas.
   Da jeg smed den store bunke med reklamer foran ham, mindede jeg ham om at der dagligt forsvandt et stykke regnskov, til fordel for den slags unødvendige ting som reklamer. Så stirrede han bare på mig og spurgte om jeg aldrig havde hørt om "nej tak til reklamer" klistermærker, de kunne hentes gratis på posthuset.

Det var den dag hvor jeg skamfuld over min egen højrøvethed gik på posthuset, for at hente det famøse klistermærke. Det var også dagen hvor jeg fire dage før den første betalte et par regninger.
   Da jeg kom tilbage var kaffen kold.