Vi skal nå det hele, alting skal klares, før jeg visner og du dør.
Animalske produkter der bugner i udvalg på hylderne - vi skal nå at vælge.
Føntørre håret før frosten gør det stift, og afsætte tid til at dyrke fremmedhadet, som er frugten af egne euforiske mindreværdskomplekser

Nogle dage går jeg baglæns, for at indhente det jeg ikke nåede - så sker det at jeg falder over mine egne tanker, det hænder at jeg bløder af faldet.
Hvis jeg havde øjne i nakken, ville jeg måske kunne se mine tanker ligge der bag mig, forladte og forstumpede, fordi jeg ikke nåede at tænke dem dem.
Mine øjne i nakken, ville kunne se, at sofaen trænger til en støvsugning, mine sko skal pudses, og døren der ikke er låst. Jeg ville også kunne se, at fremmedhadet er alle steder.

Solen ville skinne i mine øjne, uanset hvilken vej jeg vendte. Og hele tiden ville jeg blive mindet om alle de ting jeg ikke nåede, eller overså.
Så ville stressen sætte ind, blodet i mine åre ville pumpe, og mine tindinger ville være så optagede, at de dunkede en hovedpine frem.
Fordelen er, at jeg ville kunne bevæge mig ind på et apotek, baglæns, og bede om noget lindrende, uden at de så hvordan mine tindinger bankede mine skyldfølelser ud, over alt det jeg ikke nåede at se, mod den tynde hud, der klæber sig til min hjerneskal.

I biografen vil jeg kunne se kæresteparret holde i hånd, og se den sidste sætte sig.
Måske jeg vil være så optaget af, hvad der skete bag mig, at jeg aldrig får set filmen på det store hvide lærred. Så må jeg købe endnu en billet og sætte mig med ryggen til.
Men min ryg vil begynde at gøre ondt, og mine skuldre ville være ømme, grundet den akavede sidde stilling. Jeg må endnu engang på apoteket.


* * *
Jeg visner, og du dør - det er det eneste her i livet vi kan være stensikre på.
Og jeg er glad for, at jeg kun har et sæt øjne, og at de sidder i samme retning som min næse peger.