Jeg ville så gerne sprede denne glæde, som boblede inde i mig, som tusinde af springglade græshopper. Jeg ville så gerne have hele verden til at vide, hvor glædelig tilværelsen var. Hvor meget der var at glæde sig over lige denne dag. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor folk gik rundt, og lukkede sig selv ind i deres egen personlige tykke skal. Jeg kunne bare ikke.

Jeg gjorde alt for at sprede mit gode humør; jeg gav alt, hvad jeg havde at tilbyde. Jeg stod på hænder, jeg dansede min krydrede tango og jeg klovnede endda med mig selv, for at se et lille smil på deres læber. Det var det eneste, jeg ønskede. Folk skulle vide, at der var en grund til at nyde dette liv, at det kunne betale sig at smile, når andre spredte denne åbenhjertige invitation.

Det hele ville også have været så meget nemmere, hvis ikke jeg havde været så forelsket. Forelsket i dette liv og denne store chance for at leve fuldt ud til mine dages ende. Hvis jeg havde vidst, at der ingen forskel ville være på dette samfund, blot fordi jeg selv havde fået en åbenbaring. Så ville jeg være fri for at prøve. Ja, det havde muligvis været muligt at få glæden og det dejlige smil frem på folks læber, hvis blot jeg var datter af andre forældre, og hvis blot jeg havde set anderledes ud, end jeg gør.