Altid havde jeg følt mig ensom og alene i denne vide verden. Jeg havde ofte undret mig over, hvordan kærlighed og lykke, skulle lægge sig til rette hos mig. Ingen person havde jeg endnu mødt, som kunne tilfredsstille mig, og jeg havde ej heller følt, at jeg kunne levere et smagfuldt produkt til nogen anden. Jeg følte en ubeskrivelig pinsel, og uanset hvad jeg foretog mig, ledte mine tanker hen på tomrummet i den sorte ensomhed.

Men pludselig og uventet dukkede du op en velsignet solskinsdag, hvori fuglene sang den lykkeligste vise, og skyerne var fløjet bort til ære for menneskene hernede på kloden. Jeg var en tur nede ved den store sø denne dag. Du kom i glimt, og jeg var i tvivl i starten, hvordan jeg skulle få mere af dig at se. Du var uden tvivl det vidunderligste, jeg nogensinde havde øjet. Dog var det som om, at der var noget bekendt ved dig; som om at jeg allerede kendte dig. Jeg var opsat for at få mere af din skønhed og kærlighed.

Jeg jagtede dig dag og nat. Somme tide dukkede du op af dig selv, og andre gange måtte jeg kæmpe hårdt for at være sammen med dig. Men synet af dit smukke ansigt og den ubeskrivelige nærkontakt, var altid det samme. En følelse der overgik alt andet skønt.

Vi fandt vore hjerter mere og mere tætte, som tiden gik. Hvor end du gik, var jeg der. Hvad end du sagde, svarede jeg dig. Det var utroligt, hvordan vore bevægelser fulgte hinanden med slagets takt. Jeg nød blot at sidde i timer og betragte dine små og hemmelige træk, og det var så dejligt at føle din berøring på mit ansigt, når vi ikke kunne holde hænderne fra hinanden. Jeg var ikke alene længere, for du var der altid hos mig, som en tapper følgesvend. Vi var lykkelige sammen, du og jeg.

En dag så jeg på dig, som jeg så ofte gjorde. Intet var forandret i dit polerede ansigt, men jeg følte en usikkerhed fra dine øjne. Ligeså blev jeg usikker: Vi havde intet rigtigt gjort for hinanden. Vi havde ej vist hinanden frem på gaden og sagt, at vi var det lykkelige par. Vi havde ikke gået til fester sammen og sunget sange med de andre gæster.
   Ulykken viste sig frem som små krystaller i dine øjenkroge. Du tænkte det samme som jeg: Vi var ikke ægte sammen. Der var intet "du og jeg", intet "vi".
   Tårerne trillede i takt ned ad vore kinder som et synkrondansende svømmehold. Forskellen var blot, at vi intet hold var. Du kiggede mig dybt i øjnene, og jeg fandt ud af, hvem de velkendte øjne i virkeligheden tilhørte. Øjenkontakten forsvandt et kort øjeblik. Da jeg ville møde dine øjne igen, var det blot synet af mine egne øjne, der mødtes for enden af spejlet.