Barndommens endeløse sommerdage, hvor vi løb ud på bare tæer uden morgenmad eller tandbørstning. Tidseltorne i en tå og brændenældebrændte ben, der måtte kartoffelmel på. Den søde duft af solbrændt hud, når man stak næsen i albuebøjningen. Nybagt brød med hjemmelavet jordbærsyltetøj. Den sødt-syrlige duft fra tomatplanterne vi nippede med gule fingre.
Hushøj skvalderkål man kunne blive væk i. Den tørre lugt fra Foderstoffen, kontordamen havde elskov med gårdejeren i sin parkerede bil ved grøftekanten. Vi forstod at hun var den utugtige.
Dage ved vandet, vi fangede rejer i net udspændt på cykelfælge. De var grå og uanselige, men blev stærkt røde, når vi skoldede dem. Nyrøget hornfisk med de grønne ben fra røgerens lille hvide hus. Fryden ved at fange krabber, der kunne bide i tæerne. Blæretangens sprøde smæld, når man klemte den.
Og altid fik vi buksebenene i cykelkæden.