0Genkendelig
Jeg kender ganske udmærket dette sted. Jeg har været her før; det... [...]
Noveller
11 år siden
0Den forbipasserende
Hvad mon han tænker, hver gang han går forbi det hus? Han gør det... [...]
Kortprosa
11 år siden
2Jeg ønsker du mig aldrig vil slippe
Jeg ønsker du mig aldrig vil slippe, · Så urealistisk jeg med øjnen... [...]
Digte
12 år siden
0Der er så mange ting...
Der er så mange ting fra vore sind vi vil slette, · Men hvorhenne e... [...]
Digte
12 år siden
4Du er min sjæleven
Du er min sjæleven · Kom blidt og kys mig igen. · Dine øjne er så smu... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg ved ikke om jeg tør
Jeg ved ikke om jeg tør · Fortælle hvad du ved mig gør · For jeg vil ... [...]
Digte
12 år siden
0Den forførende beruselse er mit sikre sted
Den forførende beruselse er mit sikre sted, · Dér får ingen dæmoner... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg er mundlam og ved ej hvad at sige
Jeg er mundlam og ved ej hvad at sige, · Er ikke dum og ved du har ... [...]
Digte
12 år siden
0Hvorhenne finder jeg min inspirationskilde?
Alting synes pludselig så stille, · Hvorhenne finder jeg min inspir... [...]
Digte
12 år siden
1I vor første år af livet
I vore første år af livet · Vi tager intet for givet, · Men langsomt ... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg ved godt at du mener stop
Jeg ved godt at du mener stop, · Når du har svært ved at nå derop, · ... [...]
Digte
12 år siden
0Vil ikke fortsætte dette ubehag
Vil ikke fortsætte dette ubehag, · Jeg føler mig pludseligt så svag... [...]
Digte
12 år siden
1Føler mig så utilstrækkelig dum
Føler mig så utilstrækkelig dum, · Dine signaler har gjort mig stum... [...]
Digte
12 år siden
0En hånd jeg rækker så klart
En hånd jeg rækker så klart · Tag blot imod og sæt din lid · Det burd... [...]
Digte
12 år siden
1Så var det, du ville
Så var det, du ville fortælle mig det; jeg vidste, du ville beken... [...]
Noveller
12 år siden
1Live -rockmusikken hamrede højt i mine ører
Live -rockmusikken hamrede højt i mine ører · Larm og mennesker kon... [...]
Digte
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stefanie Andersen (f. 1991)
Så var det, du ville fortælle mig det; jeg vidste, du ville bekendtgøre mig det før eller siden. Det vidste jeg godt. Jeg ventede blot på, at du ville fortælle mig det; og nu gjorde du det altså. Du satte dig selvfølgelig først rigtig komfortabelt hen i sofaen, blot for at lade mig vente i pinsel få sekunder længere, og bare for at lade dig se dit fornøjede ansigt, sådan som du kunne lide det. Ja, du puttede dig nærmest blandt puderne og struttede lidt med din bagende, så jeg slet ikke ville kunne få øjnene væk fra dig, selvom det var det jeg ønskede allerhøjest i dette øjeblik. Jeg turde ikke høre sandheden, selvom jeg ganske vist kendte den. Måske lige så godt som dig. Du smilede sagte, og prøvede næsten at fange min øjenkontakt. Jeg forargedes, og turde ikke; hvad var det for noget at gøre mod mig; stå der og spille smart i denne yderst alvorlige scene. Med den besked du ville til at give mig, kunne den ikke være andet.
   Jeg kiggede op i loftet; der var huller efter mit forsøg på at hænge julenisser op dengang det var jul; de dér nisser af karton og englehår, som du havde lavet til mig, dengang vi var helt pjattede med hinanden. Men jeg fik selvfølgelig aldrig nisserne op; jeg er overhovedet ikke nogen handyman, og jeg ved hvor meget, det kan irritere dig. Jeg fik selvfølgelig kun indrammet de nisser, og satte dem på kommoden i stedet. Og det blev slet ikke klædeligt.
   Jeg lænede mig endnu mere tilbage, og sang en sang for mit indre øre; hvorfor skulle det i dette øjeblik lige blive bryllupssangen? Jeg husker vort bryllup, som var det i går. Vi var så lykkelige, og vi havde alle de små brudepiger, der skulle slæbe rundt på dit slør; men jeg husker, at det morsomme var, at dit slør kun gik dig til hofterne; og så måtte tøserne sidde på bænken med deres forældre i stedet og se yndige ud. Jo, det var en mindeværdig dag; og den fest, ja den var skøn med din fars tale, der næsten fik alt din sminke til at løbe ned ad kinderne på dig; og så kom din tante løbende for at redde den. Åh, hvor jeg lo. Men nu er det hele glemt, og det er næsten en skam at huske denne dag med glæde.
   Og så var det, at jeg skulede hen til dig i ny og i næ; vi sad blot der i samme stue i stilhed. Jeg skulle ikke nyde noget af at starte denne samtale. Dit smil blev blot bredere og bredere; og jeg kan forsikre om, at jeg havde lyst til at skubbe dig ned af sofaen. Hvor var det dog ondskabsfuldt og indbildsk af dig at udvise denne overlegenhed, fordi du udmærket var klar over, at du var dommeren i dette scenarie. Jeg ventede blot på dit udbrud. Ja, sådan har du altid været. Jeg erindrer den sommer, vi kørte gennem Europa, bare du og jeg. Jo, det var såmænd dødromantisk og alt det; men så var det selvfølgelig, at jeg kom til at køre lidt i den gale retning. Og så kunne du gå der og være rigtig mopset på det grundlag, at det var mig, der var chaufføren. Det var der noget værre ballade ud af; og du nægtede at snakke med mig i tre dage eller sådan noget; du ville jo ikke indrømme, at det hele handlede om, at vi ikke kom hen til den forpulede forlystelsespark, du havde snakket om hele turen. Hvilket halløj.
   Det var lige netop dét, du havde gang i nu, du havde magten. Men om ikke jeg kendte til sandheden, du skulle til at fortælle mig. Som om du helt uskyldigt rendte rundt med dine veninder så ofte. Det kunne da ikke passe. Som om du skulle være i stand til at forklare alle de mærkelige breve, du konstant skrev, for ikke at tale om al den tid, du tilbragte på Internettet på uspecificerede hjemmesider. Jo, jeg vidste udmærket, hvad du ville fortælle mig. Var det ikke også som om dit udtryk blev lidt mere alvorligt? Bare en smule? Var du færdig med at spille smart, og afventede bomben nu? Af en eller anden grund satte jeg mig bare mere behageligt tilbage i sofaen, selvfølgelig så langt væk fra dig som muligt, og naturligvis uden at fastlægge blikket på dig. I stedet kiggede jeg på orkidéen i vindueskarmen. Hvis det dog var muligt at beskrive al den ballade, der havde været med den, men dette ville sandsynligvis alligevel ikke blive nogen spændende beretning. Du købte dem i Føtex en tilfældigt torsdag aften, hvor du altid gik ud og handlede som bare fanden. Det var vel og mærket den gang, vi stadig var nyforelskede og alt det. Og så var det, du fandt den "blomst". Det var i hvert fald, hvad du kaldte den. Jeg var en smule skeptisk, for der var ikke andet end blade, en lang stilk der knap nok kunne stå selv, og så var der noget bark i bunden. Men det viste sig, at du atter fik ret. Som tiden gik, og vi kom nærmere hinanden, kom der spirende blomster på grenene. Men hver gang en blomst døde, nægtede du at smide den ud, fordi du påstod at nye ville spire frem, hvis blot man brugte en kærlig hånd. Og om ikke du havde ret igen. De døde sgu så ofte, men altid kom til live igen. Og nu da jeg betragtede vor orkidé, så jeg en spirende blomst på vej.
   Og så var det, jeg diskret lagde en hånd bag nakken og kiggede ud i luften; kunne ikke holde det her ud længere. Dine øjne udstrålede det bare. Du måtte fortælle mig det, og jeg var nødsaget til at høre på det. Desværre.
   "Hvorfor er du så pokkers stille? Det forstår jeg altså ikke," og så smilede du blot endnu mere. Var det et ondskabsfuldt smil?
   "Øh, æh. Der er noget, du vil fortælle mig ikke?" jeg vidste da absolut ikke, hvad jeg skulle sige i sådan en situation.
   "Jo, det er der faktisk; som du havde regnet ud," jeg vidste det; det var nu hammeren ville falde. Jeg bad en stille bøn for mit indre. Ønskede næsten ikke at høre sandheden.
   "Du...d'd'du har fundet en ny, ikke? En helt ny, du elsker højt?!" af en eller anden grund var det bedst selv at få det sagt; dum som jeg var.
   "Ja, det har jeg. Meget har jeg tænkt om dig, men så dum troede jeg heller ikke, du kunne være," hendes smil var ved at tage verdensrekord i bjergbestigning; aldrig havde jeg set det så højt oppe; hvor uforskammet at sidde dér og smile over sådan en seriøs situation.
   "Jamen.. dum? Hvad mener du?!" jeg forstod absolut intet af dette. Jeg var da ikke dum.
   Hun lo blot; højlydt og inderligt, som en kvindes røst kan ytres overfor en magtesløs mand.
   "Jeg har fundet en ny, ja; og du sidder og kigger på den," hendes øjne glimtede, og hun pegede ned på hendes mave. Den var flad som en pandekage; som sædvanligt.
   - Men hvor dum kunne jeg være?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/01-2009 12:06 af Stefanie Andersen (steffy) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1206 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.