Athene - en arketype. Og sikke da en dejlig en. Jeg holder meget af Athene.
Jeg har efterhånden lavet mange løse skriv om denne arketype, som jeg så fint kan identificere mig med, som så mange andre kvinder i den moderne verden også kan det, aktive som vi er i en hovedsagelig mandsdomineret hverdag.
Nåmen, her er et af mine nyeste skriv. Det er skrevet som respons på en mail fra en af mine venner, der bad mig fortælle ham hvad jeg sådan lige vidste om Pallas Athena.
Okay... på vej i toget i morges fik jeg formuleret hvad jeg vil sige om Pallas Athena. Om jeg kan huske det nu, hvor jeg atter er kommet hjem, er strax en anden sag... men jeg prøver. Nedenstående er frit efter hukommelsen omkring det, jeg ved om Pallas Athena.
Du kender sikkert myten om Athene's fødsel, men da den er temmelig vigtig for at forstå denne arketype gengiver jeg den her.
Zeus, det ultimative maskuline, den øverste af guderne på Olympen gjorde Metis, Visdommens gudinde gravid. Da han havde hørt, at hvis Metis fødte en søn, så ville denne engang omstøde Zeus som den øverste, slugte han Metis for at undgå dette. Slugte hende. I moderne sprog kunne man sige, at han absorberede/integrerede hendes egenskaber; det feminine, den feminine form for visdom.
Men... han blev selv gravid og typisk maskulint var han end ikke klar over det. Han fik bare på et tidspunkt en så forfærdelig hovedpine at han søgte hjælp hos smedeguden, som flækkede Zeus' pande med sin økse. Ud sprang Athene, ikke som en baby, men fuldt udvokset og iført fuld rustning og våben. Athene blev altså ikke født, hverken af en kvinde eller en mand, dvs. hun var uden berøring med det mest kropslige vi har, nemlig fødsel. Og det var ej heller et tilfældigt sted, hun forlod sin faders krop, nej, det var hovedet. Måske kunne man sige at hun blev tænkt - i hvert fald var hendes fødsel en mental proces. Og sådan fortsætter hendes liv faktisk.
Hun er moderløs, men sin faders mest elskede søn - selv om hun er en pige. Hun har fra dag 1 særstatus på Olympos. Hun skal ikke giftes væk og hun kan komme og gå som hun vil. Når Zeus er væk, er hun den eneste, der må røres hans spyd, fx
Athene er krigens gudinde, men ikke på samme måde som fx Ares, der får et kick ud af krig. Nej, Athene er strategen; den, der udtænker og egenhændigt bærer et projekt/en krig igennem. Nu er det lige krig, men det kunne i princippet være enhver anden form for projekt, for det er den mentale proces, overblikket, detaljerne, koordinationen og fuldførelsen, der er Athenes indgangsvinkel.
Athene bevæger sig på mændenes områder, ingen er dog i tvivl om at hun er en kvinde, men hun har ikke det typisk feminine i sig. Hun er mental, ikke følelsesorienteret. Hun er dog også meget andet end krigsgudinde. Engang prøver en af guderne at voldtage hende mens hun sover. Springer hun op og slår ham ihjel, som den krigens gudinde hun er? Nej, hun løber væk. Han når dog at få udløsning på hendes ben og det, der drypper ned på jorden skaber en søn. Men det er en anden historie.
Selv om Athene er rationel og mental, kan hun dog også vise følelser, især vrede og medfølelse. Det beskrives, at hun - ikke som barn, for hun har efter sigende aldrig været barn, barndommen sprang hun over - men dog indenfor hendes første leveår, der havde hun en meget kær og elsket veninde ved navn Pallas, som hun tilbragte meget tid sammen med. En dag, mens de leger lidt for vildt, kommer Athena ved et uheld til at slå veninden ihjel. Hun sørger meget over dette og tager som en æresgestus venindens navn som et tillægsnavn til sit eget - og kalder sig herefter Pallas Athena. Men... at tage en andens navn er en mental proces, der ikke kan erstatte den levende person, som skulle have lært Athene om det feminine. Som sin fader har hun slået det feminine i hjel. Hun er altså både moderløs og venindeløs og bliver aldrig hel, før hun finder de dele af sig selv.
Athene kender ikke til søstersolidaritet. Der går historier om, at hun ofte blev indkaldt for at dømme, når guderne ikke kunne blive enige. Flere gange dømte hun til mændenes fordel, imod kvinderne, hvad der måske kan undre. Men på den anden side var det blot fordi hun fulgte et for hende højere princip, nemlig altid at dømme til fordel for mindretallet. Uanset udfaldet. Så hos Athene tæller de store linier mere end den enkelte personificerede sag.
Athene er mest kendt som krigsgudinde, der er dog også en anden side af hende, som var vigtig, nemlig håndens værk. Hun opfandt ifølge myterne væven, sejlskibet og en masse andre praktiske ting, der alle er kendetegnet ved at tilhøre håndens værk. Og hun vævede selv. Var den dygtigste af alle. Dette foregik i den ensomhed, der var en nødvendig modvægt til at aktive udadvendte strategiske liv, hun ellers repræsenterede. At lade tankerne og sindet falde til ro ved håndens værk, det kreative og det monotome.
Der går en historie om at en dødelig kvinde gjorde grin med Athene, ved at kalde sig en bedre væver end gudinden. Dette kom Athene for ører, og selv om hun ikke udøste sin vrede over manden, der forsøgte at voldtage hende, så gjorde hun det overfor den, der satte spørgsmålstegn ved hendes faglige kunnen. Hun udraderede og ødelagte kvinden totalt. Bagefter fik hun dog dårlig samvittighed og forvandlede hende til en edderkop, som respekt for det arbejde kvinden rent faktisk gjorde ved at spinde og væve og efterfølgende var edderkoppen en af de dyr, der hørte Athene til.
For mange aktive moderne kvinder i en mandsdomineret arbejdskultur er det nemt at identificere sig med og føle sig tiltrukket af de egenskaber, som Athene repræsenterer. Man skal blot tænke på, at arbejdslivet ikke er hele livet. Der findes noget, som Athene ikke kan bruges til eller først skal lære for som sagt at blive et helt menneske. Hun er moderløs og venindeløs og har på denne måde aldrig været næret af og favnet af en feminin naturkraft som moderkærligheden. Hun er resultatorienteret og skal lære at finde sin indre moder, Ceres, for at næres og for at blides og måske også for at forstå svaghed.