Hjalte læner sig med en let dunken i lænden ind over bordet for at kigge på dagens sidste sagsakt. Efter i ti minutters tid at have stirret ufravendt ned i de sirligt ordnede papirer glipper han søvnigt med øjnene og retter ryggen, der knirkende rejser sig over bordet som masten på en gammel fregat.

Da hans øjne langsomt begynder at fokusere igen, får han øje på en fed blå spyflue. Den sidder lige foran ham på væggen og skinner provokerende i dagens sidste stråler.
   Rasende hæver han næven og brøler mod det intetanende insekt: "Hvad fanden bilder du sig ind, fuldstændig respektløs sådan at komme brasende ind i mit arbejdsværelse!" Han knalder pennen i bordet og går resolut ned i køkkenet for at få styr på sine tanker.
   Efter en kop stærk kaffe og en mad med spegepølse, lister han sig op ad trappen til arbejdsværelset. I hånden har han et syltetøjsglas, på læberne et listigt smil.

Da han når trappens top, puffer han blidt til døren, der uden en lyd glider op. Stadig med et lusket smil og et underfundigt blik entrer han let sammenkrummet og meget forsigtigt værelset. Hurtigt danner han sig et overblik. Fluen sidder stadig på præcis samme sted, og han kunne sværge på, at den kaster et hånligt smil i hans retning. Ude af sig selv kaster han sig frem mod væggen og smækker det åbne glas ind mod fluen. I sin ophidselse får han ikke modereret udfaldet mod fluen på den blanke væg og knalder med en dump lyd hovedet ind i væggen. Det summer for hans ører, og han er lettere bims men presser syltetøjsglasset hårdt mod væggen.
   Da han efter et par sekunder har fået sundet sig, synes den gennemtrængende summen at have flyttet sig en anelse mod højre. Og ganske rigtigt - bag glassets mure flyver fluen nu rasende rundt: "sum, sum...sumsumsum." Med en hurtig bevægelse skubber Hjalte låget ind bag glasset og spærrer endegyldigt urostifteren inde.

Veltilfreds sætter han sig tilbage til den endnu ikke færdigbehandlede sagsakt og smiler for sig selv ved lyden af fluens rasende summen. Han véd præcis, hvor han har den - den skal ikke forstyrre ham igen.
   Før han falder i søvn, kaster han et blik på fluen, der nu er faldet mere til ro. Han har med en syl lavet en håndfuld små huller i syltetøjsglassets låg, så fluen ikke blot dør af simpel iltmangel. Han vil iagttage den naturlige forfaldsproces, som følger manglen på næring.

Da han slår øjnene op næste morgen, ser han hen mod glasset. Fluen bevæger sig ikke men ligger stille på glassets bund. Han sætter sig hen til arbejdsbordet og påbegynder dagens dont. Han når at behandle et par sagsakter men stopper så brat ved lyden af en høj summen.
   Han har gåsehud, da han ser op og får øje på ikke én men to fluer, som netop er landet lige ud for ham. Han gentager proceduren fra dagen før og når endnu et par akter, før han går til ro.

Fluerne må dog have nået at formere sig, for at år senere sidder Hjalte på sit værelse omgivet af glasmontrer befolket af skinnende blå fluer. Mange ligger døde på bunden, en del kravler afkræftede rundt på deres hedengangne venners lig, en del flyver forvirrede rundt imellem hinanden.
   Fluernes summen er nu så gennemtrængende, at Hjalte ikke længere er i stand til at arbejde. Iført morgenkåbe sidder han blot og stirrer apatisk mod bunken af papirer, der, som med en egen vilje, hober sig op foran ham til lyden af den monotone summen.