Kærligheden rammer hårdt, når den rammer. I mit tilfælde ramte den lillejuleaften uden for Irma. Jeg var ude for at klare de sidste indkøb. Derhjemme ventede Hanne og ungerne med varm risengrød, og så trådte jeg ud i snevejret. Der sad hun. På en grøn ølkasse sad hun med sin harmonika og prøvede på alt andet end virtuos vis at trække sig igennem Dejlige jul. Det var en ynk og bestemt ikke rart. Men der var noget ved hendes øjne. De lå dybt i hendes brede ansigt, men de var store og rolige. Hannes var bare almindelige. Ikke så store, ikke så små, kornblå og somme tider med lidt sminke på. Det var hverdagens små søer af glemsel. I begyndelsen spejlede jeg mig i dem, men det var jeg stoppet med for lang tid siden. Og her sad HUN. Med sine dybe brune øjne og røde hue. Jeg sammenlignede hende lidt med den lille pige med svovlstikkerne. Jeg var den varme stue, og jeg ville lukke hende inde, før kulden tog livet af hende. Jeg var ikke et sekund i tvivl, så jeg gik straks over og kurtiserede hende. Det vil sige; jeg gik over og lagde en halvtredser foran hende og smilede stort. Hun skyndte sig at samle den op fra sjappet og stak den ind under sin slidte skindjakke. "Kom," sagde jeg og strakte hånden ud mod hende. Hun kiggede forvirret op mod mig. "Hvaad" sagde hun og lød ikke helt som den østeuropæiske prinsesse, jeg havde forestillet mig. Men pyt. Hun var kunstner, og Hanne var trods alt kun mellemleder i et konsulentfirma. Vi havde gået på journalisthøjskolen sammen. Dengang virkede det eksotisk. Vi skulle ud og afsløre prostitutionens bagmænd. Nå, sådan var det altså ikke gået. Efter et halvt år med freelanceopgaver, men lidt for meget usikkerhed, besluttede vi os for at søge faste jobs. Der var ikke just mangel på journalister dengang, så Hanne var stået på marketingtoget. Jeg var derimod heldig at kende en, der kendte Tøger Seidenfaden. På den måde var jeg endt på Politikens sportsredaktion. Jeg havde som 14-årig drømt om at blive rockstjerne, men opgivet tanken. Det virkede uoverskueligt, så jeg meldte fra til musikskolen, dagen inden vi skulle starte.
   Men nu skulle det altså være! "Jo kom nu," sagde jeg lidt utålmodig. "Jeg er sportsjournalist på Politiken. Lad mig tage dig væk herfra." "Ja, ja, hvis du siger det," mumlede hun og rejste sig besværet. "Jeg har en and her i posen," sagde jeg ivrigt, "og gløgg." "Og rødvin," spurgte hun pludselig interesseret. "Har du husket rødvin til at blande med?" "Deet, det var en færdig blanding", svarede jeg lettere overrumplet. "Ja det skriver de. Men sandheden er, min gode mand, at den kun er halvfærdig, for den sidste halvdel vin mangler. Føj siger jeg! Sidste år bød Orla nede fra klubben mig på et glas, og jeg kan godt sige dig, at jeg blev forskrækket! Ja jeg troede jo, at det var fordærvet, så jeg spyttede det direkte tilbage i synet på ham! Han blev skide sur, men han havde sgu selv fortjent det!" "Vi går bare ned og køber en flaske i morgen." Nu var det mig, der mumlede. Men ved en pludselig indskydelse udbrød jeg: "Nej ved du hvad, vi smutter ind og finder en god flaske med det samme. Så kan vi også købe en tube risengrød. Man skal da have risengrød lillejuleaften, synes du ikke?" "Hva?"
   Ude på gaden igen sjokkede vi hen til bilen. Hun viste sig at bo lidt længere nede af Mozarts Gade i en etværelses lejlighed. Hun havde kun to kogeplader, og den ene var i stykker, så vi blev enige om at nøjes med gløggen. Så kunne vi spise risengrøden juleaften, for jeg havde ikke megen fidus til hendes forslag om, at vi kunne koge anden i hendes ene kasserolle sammen med et halvt glas rødkål, som hun havde taget hul på ugen før.