Jeg vågner og kigger mig omkring. Sætter mig op i sengen og sukker. Får kæmpet mig fri af dynen og finder mit tøj og lister ud af værelset. Fuglene er begyndt at synge udenfor. Det blev alt for sent. Alt for sent.
Jeg cykler hjem mens løber tårerne ned af mine kinder. Da jeg har fået låst min cykel udenfor huset, kigger jeg op. Der er heldigvis ikke lys i lejligheden. Lister op og låser mig ind. Der er ingen. Heldigvis. Frederik må have været gået tidligt. Eller så er han ude efter morgenbrød. Jeg går gennem lejligheden og kigger på billederne af mig og ham, vores fælles venner og familie. Sukker igen. Under bruseren finder jeg saglighed. Fred. Står længe og lader vandet rense nattens lyst væk fra mit sind og min krop.
Jeg er alene hjemme hele dagen. Læser til eksamen. Ser tv. Da Frederik kommer hjem sidder jeg foran min bærbar og skriver. Jeg kigger op og smiler. Rejser mig og kysser ham.
Vi snakker ikke sammen. Vi begynder bare at lave mad sammen - vores ritual. Det er det eneste tidspunkt vi ikke snakker, skændes eller diskuterer.
Der er roligt - stille før stormen.
Vi spiser og snakker. Jeg spørger til hans dag og han til min. Min mobil ringer. Jeg tager den. Efter snakken, sætter jeg mig igen. Han spørger hvem det var, svarer at det var mine veninder der ville høre om jeg ville med i biografen og en tur i byen.
Efter maden, vasker vi op - igen ingen snak. Han sætter sig ind og ser fodbold og jeg gør mig klar til turen. Han kommer ud til mig, kysser mig og spørger om det bliver sent. Forsikre ham at det ikke bliver så sent som i dag, det er jo bare en lille tur - en løgn. Han nikker og går igen.
Kigger mig selv i spejlet. Ryster opgivende på hovedet over min opførsel. Min mor ville blive rasende hvis hun vidste noget.
Jeg elsker ham jo. Han er min verden. Vi har været sammen længe og været igennem meget. Men alligevel. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det slår Frederik ihjel at jeg er lykkelig - med en anden. Hver gang jeg går ud af døren for at tage i byen dør en smule af ham. Jeg ved at han ved jeg er ham utro. Jeg behøver ikke lyve for ham. Jeg havde ikke behøvet at fortælle at jeg skulle ud med veninderne, for han ved godt at det ikke passer.
Han ser stadig fodbold da jeg skal til at gå. Han rejser sig for at kramme mig. Står og holder mig tæt ind til ham. Jeg kan lugte ham og bliver ør i hovedet. Hvorfor gør jeg det her mod ham? Jeg torturerer ham. Forstår ikke hvorfor ikke vi gør det forbi. Det ville måske være det bedste, men vi ved begge to at vi aldrig ville kunne leve uden hinanden. Jeg burde måske gøre det forbi med den anden i stedet for?
Jeg trykker mig længere ind til ham og han holder tættere om mig. Siger at han elsker mig. Jeg siger at jeg også elsker ham. Dette er ikke en løgn. Men resten af aftenen vil bygge på en. Han kysser mig og siger at jeg må hilse mine veninder.
Da jeg lukker døren og går ned mod gaden, græder jeg. Jeg burde være hos ham - ikke den anden.
Jeg ved at Frederik nu sidder alene, i vores lejlighed, med billeder af ham og mig - og jeg er ikke hos ham!
På et tidspunkt må bærret flyde over og det må slutte. Men hvilket af dem vil slutte? Hvem vil dø til sidst, så modparten kan være lykkelig?