"Det er fra kommunen." Den blegfede sekretær åbnede modvilligt døren helt op ind til direktionskontoret. "Det er vedrørende "Plan 2011."
   Hendrik Mogensen, nyansat direktør, tiltrådt i forbindelse med sin fars eskalerende demens, løftede irriteret blikket fra www..fraekketvillinger..dk og så over på faderens aflagte sekretær Tina. Mod sin vilje kom han til at tænke på om hans fædrene ophav nogensinde havde bemærket de ualmindeligt velformede, og højtsiddende bryster hun gik rundt med? Hendrik skyndte sig at løfte blikket. "Vis ham endelig ind." Det var nok smartest at være venlig over for de kommunale. Hvad fanden var "Plan 2011"?- En ny afgift at platte de erhvervsdrivende med?
   "Det er altså en hun..."
   Den måde Tina fik anbragt femininummet på var nok til at det gav et gib i direktøren. Så tog han sig sammen. Hendrik slog ud med hånden over mod de udrangerede møbler. "Vi sidder dér." Han strøg sig over håret. "Måske vil du så skaffe os noget kaffe?"
   Tina sendte ham dræberblikket, men trak sig tilbage. Hun hadede at lave kaffe, det vidste han godt - følte det degraderede hende. Hendrik kunne ikke lade være med at smile - Han huskede glimrende faderens kvaler.
   Tina forsvandt ud af syne og kvinden i døren så venlig nok ud, som hun stod og trippede med den brune skindmappe mellem hænderne. Hendrik vinkede hende indenfor. Kvinden kom nærmere, lignede præcis en skrankepave, kaldt ud til lejligheden - men imødekommende åbenbart, - heldigvis.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Hendrik rejste sig halvt fra skrivebordet og rakte hånden frem. Spøjs type, for resten. Egentligt køn nok, men med bittesmå bryster, noterede han med det samme. Skulle han alligevel forsøge at invitere hende ud? Han orkede næsten ikke. Lang aften i klubben i går, havde egentligt lovet sig selv at gå tidligt i seng i aften. - Men der var nu noget over hende. Hendes øjne virkede så levende...
   "Jeg har rekvireret noget kaffe. - sid ned," Han pegede over mod sofaerne. Der stod allerede sukker og brikmælk i små skåle. "Vi har det bedste forhold til kommunen..."
   Firmaet solgte brevkuverter - troede kommunen at de kunne kradse ekstra skat ind? - Efter Internettets ankomst?

Kvinden der præsenterede sig som Franzisca ville gerne have sukker i kaffen. Da Hendrik rakte hende koppen lagde han mærke til de fintformede lange fingre. Neglene var malet svagt rosa. Der var faktisk noget delikat over hende. Et øjeblik forestillede han hende mellem kølige lagner i ungkarlelejligheden.

Det var først senere, at han mærkede koldsveden på panden. Tørrede den febrilsk, da han begyndte at høre efter sætningerne, hun udstødte.
   "200.000 mennesker fødes hver dag på Jorden." Franzisca Berson så over på direktøren i drejestolen. "Vidste De det?"
   Den blege, velklædte mand i den sorte kontorstol rystede på hovedet. Hænderne kørte nervøst over papirerne på skrivebordet, som udførte han beroligende bevægelser for sig selv. "Nej, det anede jeg ikke..."
   "Det er der heller ikke mange, der tænker over," medgav Franzisca og tog en tår af den nu kolde kaffe foran sig. Hun så rundt i det dunkle kontor. Rystede diskret på hovedet.
   Manden i stolen tørrede sig igen over panden med et lommetørklæde. "Og nogen må altså ofres?"
   "Nogen må ofres," bekræftede Franzisca muntert og fandt den brune kontormappe frem. "Vi har som et forsøg valgt at gå efter branche, frem for fødselsår, som ellers."
   Hun smilede, da hun placerede mappen på skrivebordet og slog den op, med fronten bortvendt fra manden. "Og vi kan jo ikke løbe fra, at kuvertbranchen er for nedadgående - efter Internettets ankomst..."
   Hun rystede påtaget bekymret på hovedet, men kunne ikke tilbageholde smilet.
   "Der er jo bare ikke plads på Jorden til os alle..." Hun hev en lang sprøjte op af mappen og trak en lille flaske frem. Det sort-hvide dødningehoved på etiketten blev kun delvist skjult af den lakerede tommelfingernegl. "... Så, hvis De venligst lige vil række håndledet frem?" De brune øjne tindrede.
   "- Så kommer der et lille prik..."