Carls ouija-bræt

Del 1 af 2


6 år siden 3 kommentarer 2 kapitler Fantasy science fiction forfatter mystik

19Manden med sneploven
Søvnig mor med · klapvogn · i morgenmørket · Lille snottede Sofie · der s... [...]
Digte · følelser, socialrealisme, thriller
5 år siden
9Panda
Pandabjørnen · æder bambus · fordi det har dens · forfædre · altid · gjort · ... [...]
Aforismer og gruk · natur, humor
5 år siden
19Brasiliansk klokkeblomst
Prolog · Langt borte · På den anden side af kloden, vokser en · særegen... [...]
Digte · natur, monstre, satire
5 år siden
25Vi er første generation
Vi er første generation, vi blev født i kolber · og ammet af maskin... [...]
Digte · samfund, science fiction
5 år siden
6Forår for Sophus
"styne: beskære et træs krone ved at skære det ned til en bestemt... [...]
Klummen · kæledyr, humor
5 år siden
8Sophus - Vandhund i problemer
Sophus, den glade engelske bulldog, er godt nok umanerlig glad fo... [...]
Klummen · humor, kæledyr, natur
6 år siden
9Hugin, Munin og Sophus
Sophus, den nu et-årige engelske bulldog, holder meget af sine gå... [...]
Klummen · natur, humor, kæledyr
6 år siden
12Valnøddefesten
Sani plukker de soldrukne brombær, der tynger de piggede grene. M... [...]
Fantasy · mystik, monstre, kærlighed
6 år siden
9Carls ouija-bræt - Del 2 af 2
Forfatteriet begyndte at køre igen. Men hans muse eller hvem der ... [...]
Fantasy · mystik, science fiction, forfatter
6 år siden
3Carls ouija-bræt - Del 1 af 2
Over den mandshøje pejs hænger et kudu-hoved med slanke og snoede... [...]
Fantasy · science fiction, forfatter, mystik
6 år siden
19Sophus, engelsk bulldog
Midt i den koldeste vinter blev Sophus født. En broget pølse brød... [...]
Smilebåndet · humor, kæledyr, natur
6 år siden
24Den søde ventetid
DEN FØRSTE MÅNED · 6. januar 2013 · Maria skriver digte i røde notesb... [...]
Noveller · graviditet, børn, mystik, skæbnefortælling
7 år siden
13Tilfældige hændelser
Det tordner. Simone skutter sig i lænestolen. Trækker det lilla u... [...]
Noveller · mystik, sorg, skæbnefortælling
7 år siden
40Dukkehuset
Hårde regndråber lander i dukkens stive blik. Falder på de blåmal... [...]
Noveller · spænding, mystik, skæbnefortælling
7 år siden
17De små synger
Måske var det børnenes sang, der skræmte mig allermest? Jeg ved d... [...]
Noveller · børn, mystik, gys
7 år siden
15Paradisøen
Klokken ringer omsider højt og skingert. Thomas vender sig træt m... [...]
Noveller · satire, science fiction, socialrealisme
7 år siden
13Hatonns venner
13. september 2012 · Carina har set dem før, i august. Da hun ser d... [...]
Noveller · kærlighed, apokalypse, religion
7 år siden
19Vanvid
Hvordan forklare det, der raser i hendes krop · Stormen af så forbu... [...]
Digte
7 år siden
22Kendis-Klubben
Første stadie · Judith havde haft mistanken længe, men vidste ikke ... [...]
Noveller · gys, kendte, satire
7 år siden
14Bare en lille pille ..
"Det bliver næsten som at have en tjener", sagde jeg til min nabo... [...]
Noveller · samfund, science fiction
7 år siden
26Brødrene
Prolog · Dana så på Maria, der lå fastspændt på den hvide briks. "V... [...]
Fantasy · kryptozoologi, science fiction
8 år siden
31Post-it®
Post-it®: · "Det er det eneste, ingen taler om. Alene ordet er tabu... [...]
Noveller · overbefolkning, virus, science fiction
8 år siden
32Den enes død
Betjenten satte frisk papir i printeren. Kvinden placerede sig på... [...]
Noveller · krimi, satire, mord, humor
9 år siden
13Meteoritten
1. december 2012 · " ... Jeg opdagede det ved et tilfælde. Jeg havd... [...]
Noveller · gys
9 år siden
26Revnen
Marian får nøglerne til lejligheden udleveret klokken kvart over ... [...]
Noveller · psykiatri, kunst, edderkopper
9 år siden
19Praktisk hypnose
Anine knipsede hårdt med fingrene foran det morgenfriske sludrech... [...]
Noveller · humor, samfund, satire, thailand
10 år siden
20Veras vaskedag
Vera smilede og lukkede hjemmehjælpen ud. "Nej tak, jeg behøver i... [...]
Noveller · hjemmerøveri, kvinder, alderdom
10 år siden
20H1N13
Larmen fra foyeren var standset. For nogle minutter siden havde d... [...]
Noveller · influenza, science fiction, virus, satire
10 år siden
27Lavkonjunktur
"Det er fra kommunen." Den blegfede sekretær åbnede modvilligt dø... [...]
Kortprosa · overbefolkning, kapitalisme
10 år siden
22Guds udvalgte
De første timer efter bortrykkelsen var det ikke rigtigt gået op ... [...]
Noveller · familie, apokalypse, science fiction
10 år siden
86Det tynde forhæng
"Hej..." · (knas på båndet) · "Som du nok kan høre, har jeg lånt di... [...]
Noveller · monstre, storm
10 år siden
7Herbert Prater - Kapitel 9
Nanna tog forundret brevet op fra entrégulvet. Der var ingen afse... [...]
Romaner · spænding, demagogi
10 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 8
Nanna vågnede efter nogle minutter. Fortumlet satte hun sig op og... [...]
Romaner · demagogi, spænding
10 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 7
De mødtes på Vesterbros Torv. Jonas skuttede sig i kulden og så N... [...]
Romaner · spænding, demagogi
10 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 6
Nanna fortalte Jonas om det. · "Kan du huske hvordan det pentagram... [...]
Romaner · demagogi, spænding
10 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 5
De næste dage kredsede Nanna om den tunge bog. Hun læste i den og... [...]
Romaner
10 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 4
Nanna havde bogen i tasken på vej hjem i taxaen. Hvem havde dog s... [...]
Romaner
10 år siden
31Afgang
Det er nat og det er mig, der har vagten. · Udenfor bilruden svæver... [...]
Kortprosa · død, drama, følelser, samfund, mystik
10 år siden
6Herbert Prater - Kapitel 3
Journalisten Rikke var rasende over den behandling hun havde fået... [...]
Romaner
10 år siden
7Herbert Prater - Kapitel 2
Rikke Grønnelykke fik øje på Herbert Prater og hans gorillaer på ... [...]
Romaner
10 år siden
13Herbert Prater - Kapitel 1
Nanna Bang var rystet, da hun trådte ind i den oplyste gigantiske... [...]
Romaner
10 år siden
28Forfatter-mareridt
Karina satte sig til rette med løftede hænderne over tastaturet, ... [...]
Kortprosa · forfatter, mystik
10 år siden
13Hund med krave
Det er aldrig rart at se sin hund syg. Vores hund, Max, der er gå... [...]
Klummen · hunde, max
10 år siden
15Sne i juli
"Se mor, der ligger sne over det hele!" · Barnet i den lyseblå som... [...]
Noveller · mystik, familie
10 år siden
25Menneskeæderne
Majoren var vant til at parere ordre. · Han lod andre om at stille... [...]
Noveller · krig, ufo, kontrafaktisk
11 år siden
17Nephila clavipes?
"En edderkop!" Lone røg i vejret og børstede febrilsk sine cowboy... [...]
Noveller · edderkopper, socialrealisme, humor
11 år siden
9Invasion
Først efter nogle måneder begyndte man at undres over, at Kattemo... [...]
Noveller · død, ufo, socialrealisme
11 år siden
16Vinterforråd
Kummefryseren var stort set tom og pengekassen havde været det læ... [...]
Noveller · økonomi, familie, ungdom
11 år siden
16Trold
"Og børnene levede lykkeligt til deres dages ende..." Karin så kæ... [...]
Noveller · monstre, stedforældre, børn
11 år siden
15At blæse ånde i en lerfigur...
"Officielt (altså i mit eget hoved) skriver jeg på en længere rom... [...]
Essays · forfatter
11 år siden
29Legetøj
12. juni 2013 · Varmen kom pludselig. Meteorologerne var forbavsede... [...]
Noveller · samfund, skæbnefortælling
11 år siden
1Kongamato II - Kapitel 13
Sverige · Anna og Morten arbejdede koncentreret med de sidste forbe... [...]
Romaner
11 år siden
1Kongamato II - Kapitel 12
Ungala · Den skaldede mand fik et møde hos Alakim klokken 14.00.. · ... [...]
Romaner
11 år siden
1Kongamato II - Kapitel 11
Den skaldede mand kørte videre. Flere steder lå der bunker af dyr... [...]
Romaner
11 år siden
3Kongamato II - Kapitel 10
Ungala · Den skaldede mand var ganske rigtigt allerede i Ungala. Fa... [...]
Romaner
11 år siden
2Kongamato II - Kapitel 9
Sverige · Morten gav en hånd med til at pakke museets effekter ned.... [...]
Romaner
11 år siden
1Kongamato II - Kapitel 8
Sverige · Morten og Anna trådte ind i byrådssalen kort efter mødets... [...]
Romaner
11 år siden
2Kongamato II - Kapitel 7
Sverige · Anna og Morten gik ind på det lille kontor, der lå i tilk... [...]
Romaner
11 år siden
2Kongamato II - Kapitel 6
Sverige · Anna satte flyttekassen fra sig på gulvet og pegede på de... [...]
Romaner
11 år siden
2Kongamato II - Kapitel 5
Sverige · "Du nævnte Loch Ness-uhyret før..." Morten smilede og kas... [...]
Romaner
11 år siden
2Kongamato II - Kapitel 4
Inde på museet pakkede Anna stadig ned i kasser. Morten kiggede u... [...]
Romaner
11 år siden
5Liv i haven
Hver morgen skal der fodres fugle i haven. De små pipser sidder i... [...]
Klummen · haveliv, fugle
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mikala Rosenkilde (f. 1968)
Over den mandshøje pejs hænger et kudu-hoved med slanke og snoede horn. De sorte øjne stirrer uudgrundeligt ud på den grønne park og på diskoskasteren på den trimmede plæne. I baggrunden bølger Øresund. Sneen i luften hvirvler dekorativt forbi udenfor de bladguldsindfattede karnapvinduer. Ilden buldrer og sender velduftende knald ud i stuen. Under antilopehovedet, tæt på den lystige ild, sidder Carl Hagenskjold og Nanette Bertramsen, henholdsvis forfatter og kendisjournalist.

"Men hvorfor lagde du pennen," prøver Nanette igen og han ser, hvordan hun diskret tæller de 12 fag vinduer omkring dem. Væggene er dækket af kostbare silketapeter, hvor flokke af krinolineklædte kvinder og elegantklædte mænd holder frokost i det grønne mellem hjorte, der græsser. Nanette forsøger nok at gætte, hvad han gav for slottet. Kun han ved, at beløbet nærmer sig halvdelen af, hvad han senere har spyttet i restaureringen. Alle boligblade med respekt for sig selv har kørt reportager fra de dekorative stuer og eksklusive gemakker. Nanette sluger det hele med de stærktmalede øjne.
   "Du gjorde virkelig mange kede af det, da du aflivede Josephine?" Hun møder hans blik gennem de store briller. Retter på det sorte retrostel. "For det er jo sådan, de oplevede det, læserne. Det ved du vel godt, Hans-Jørgen? At de mener, du slog deres bedste veninde ihjel."

Forfatteren skotter over til de tætskrevne papirer, der flyder på det antikke skrivebord. De høje vinduer vender ud til den majestætiske park, han aldrig bliver træt af at lade øjnene hvile på. Kom ikke og sig, at det ikke kan svare sig at skrive bøger i Danmark. Man skal bare skrive de rigtige. Han læner sig tilbage i den brokadeklædte lænestol, løfter koppen og drikker af det brune fluidum, kun han ved indeholder en del stærkere procenter end journalistens sorte kaffe.
   "Jeg syntes, jeg skrev mig selv op i et hjørne med 'Smeltede snedriver'." Overhører hun kalder ham Hans-Jørgen, men kan ikke forhindre sig selv i at bide tænderne sammen.
   Det er hans første interview, siden han proklamerede at han standsede sit forfatterskab, og længe har han sagt nej til alle henvendelser. Det her interview med Nanette Bertramsen har hans forlag tvunget igennem. Sandsynligvis fordi journalisten har en klemme på redaktøren. Sådan forlød det i hvert fald inde på Bobi Bar forleden. Aner ikke hvad det går ud på, men sex or money, sådan er det jo som regel. Også i hans egne bøger. Det går man sjældent galt i byen med. Men nu tjener Nanette, ganske uvidende naturligvis, sit helt eget formål.

Kvinden overfor bladrer hovedrystende i sine notater over hans svar. At han skulle have skrevet sig op i et hjørne. Nu kan han godt selv høre det. Efter 43 titler skriver man sig ikke bare op i et hjørne. Den slags er han for rutineret til. Noget andet er, at han er berømt for at hævde, at den sidste bog også bliver den sidste, han nogensinde vil skrive. Det siger han hver gang, men der kommer altid en roman til alligevel, kort tid efter. Det er nærmest blevet hans varemærke.
   Han lader blikket dvæle et øjeblik på journalistens fyldige barm. Sikkert kunstig. Det er de flestes nutildags, har han indtryk af. Løfter blikket og lader det hvile på de karminrøde læber. En farve alle åbenbart skal bære i vinter. Også Sacha selvfølgelig, hans 4. hustru, som han faktisk var oprigtigt forelsket i engang. Nu skal hun bare dø. Og Nanette med, naturligvis. Han løfter koppen og smiler høfligt til journalisten. De skal bare dø. Hele bundtet.
   Han studerer igen læbestiften, da hun smiler tilbage til ham med et nyt spørgsmål parat. Ved hun mon godt at farvestoffet udvindes af pressede lus? Sikkert ikke og er, gætter han, nok også ligeglad. En kvinde der sprøjter pølseforgiftning, botulinumtoksin, direkte i pandebrasken flere gange om måneden, er vel ikke bange for en smule presset lus på læben? Det gjaldt da i hvert fald Sacha, da han delte den interessante oplysning med hende en sjælden aften, hun var hjemme.

En lyserød tungespids kigger frem mellem journalistens fyldige læber. Skjuler de spidse hjørnetænder, der har givet hende mere end ét øgenavn gennem tiden. Smiler så et rovdyrssmil, hun ikke ser, han bemærker. Kvindemennesket vil sætte et nyt stød ind fra en anden vinkel. I så fald er hun ikke den første, der forsøger. Jævnligt får han henvendelser fra læsere eller journalister, der vil have en forklaring, om han virkelig er stoppet denne gang? Nanette Bertramsen med den torpedoformede sweater og de sortkantede briller kan spare sig. Naturligvis kan han ikke fortælle hendes dumme læsere sandheden, og da slet ikke sine egne.
   Nanette ser på ham henover brillerne. De lange negle, der matcher læberne, trommer på den hvide notesblok. På bordet mellem dem hviler den sorte iPhone. "Den hopper mine læsere nok ikke på. Jeg gør i hvert fald ikke." Et øjeblik stirrer hun ham ind i øjnene. "Din redaktør lovede mig en luns kød." Hun smiler, viser tænderne. "Jeg advarer dig. Du burde vide, hvad jeg er i stand til." Et øjeblik brænder rovdyrøjnene direkte ind i hans. Så ser de begge væk. Det knitrende bøgebrænde akkompagnerer deres tanker. Duften af dyr røg hænger i luften. Ud ad øjenkrogen ser han Nanettes blik hvile på parkens diskoskaster, der snart er dækket af puddersne. Gad vide hvor meget der egentlig vil stå tilbage derude, når det bryder løs? Når først rovdyrøjnene overfor er lukkede for evigt? Synd han ikke kommer til at opleve det selv. Et sted derude i andre menneskers hverdag, kan han høre en ambulances fjerne sirene.
   " ... Jeg fik et sammenbrud."
   På en måde er det også sandt. 'Chok, sammenbrud, alvorlig selvmordsrisiko'. Det var, fortalte de hvidkitlede læger, en naturlig reaktion i den proces han måtte igennem. Simpel psykologi.
   Udenfor de høje vinduer leger vinden med sneen, der tiltager og lægger millioner af fnug i driver om de statelige figurer, der står spredt rundt om i parken. Nanette rækker ud efter den spinkle kop og drikker af kaffen. I en sølvindfattet glasskål mellem dem ligger fem diminutive, italienske småkager.
   Og så fortæller han omsider. Løgnen flyder fra læberne, og han standser snart med at lytte til sin egen stemme. Lader i stedet blikket følge den fygende sne, mens han vrøvler videre om det, der skete dengang. Løgnen: Hvordan hele tvivlen på sin og ja, på hele menneskehedens eksistens trak tæppet væk under ham. Dukker sig et øjeblik over at bruge sådan en slidt metafor, men Nanette æder den og grifler. Og han taler videre, mens sneen omfavner parken, og kendisjournalisten febrilsk noterer hvert ord fra hans læber. Hendes smil er ægte nok. Det ser han tydeligt. Der er nærmest fråde i de karminrøde mundvige. Hun ser selvfølgelig straks de store overskrifter og sit eget forbandede svineheld.
   "Det må have været forfærdeligt svært ... og rystende ..." Nanette fjerner med to fingerspidser et blåsort hår fra den hvælvede barm, før hun grifler videre. "Rystende. Virkelig" Hun retter på det sorte hår. "Fortæl endelige videre, Hans-Jørgen. Jeg lytter." Og han skærer tænder, drikker af koppen, tager sig sammen og fortæller videre om sammenbruddet og om Sachas umådelige støtte.

Og ikke sandheden naturligvis. Fx at Sacha var i byen, guderne må vide hvor, og at det ringede på hans dør en mørk og stormfuld nat, efter han bedugget omsider var krøbet til køjs. Knust efter at have opgivet at afslutte kapitel 12, i efterfølgeren til 'Smeltede snedriver'. Den bog, der skulle tage røven på dem alle sammen. Og det på en måde, der ville sætte de kritikere til vægs, der i anmeldelserne antydede, at det var han sluppet lidt for let fra sidst, - bare sådan at sende et rumskib, når det var allermest belejligt.
   Han lå der og tudede af selvmedlidenhed i de hvide silkelagner, og så var det at klokken pludselig gjaldede ud i mørket. Han var lige ved at falde ud ad sengen af forskrækkelse. Stirrede op på kontrolpanelet. Klokken kom nedefra den store port. Ikke Sacha vel? Hvornår var hun sidst kommet hjem før klokken 9 om morgenen? Forvirret havde han stirret på uret, hvis visere lyste grønt i mørket. Hvem fanden fik gæster kl. 02.30 om natten?

De mørkklædte mænd bad ham følge med. Han fik lige lov at skifte fra pyjamas. De tog ham med ind til et institut, han godt vidste lå på Blegdamsvej og her var der møde midt om natten, med ham som hovedperson. Han var sig pinligt bevidst, at han stank af sprut, men gruppen af jakkeklædte mænd var høflige, og lod som om de ikke bemærkede det. En af dem rejste sig alligevel og åbnede et lille vindue i taget.

Nanette Bertramsen grifler på sin blok. Sneen er holdt op med at falde for en stund, men det er som om lyset langsomt forsvinder, skønt der er flere timer til solnedgang. Øresund flyder med dovne skummende bølgetoppe for enden af slotsparken. Forfatteren fortæller med udtryksløs stemme om sit sammenbrud. 'stadig i chok', noterer journalisten på sin blok, kan han skimte. Han har altid været lidt af en ørn til at læse på hovedet.
   Bag de store vinduer, oppe på den forblæste himlen, kan de første stjerner skimtes, skønt det stadig er først på eftermiddagen.
   "Overvejede du slet ikke på noget tidspunkt selvmord?" Nanette læner sig frem, der er håb i blikket. Brysternes tyngde truer blusestoffet. Han ser hvordan hun forsøger at gøre sine stærktsminkede øjne empatiske. "Måske du ligefrem forsøgte?" Rollen som sjælesørger giver hende et sært og komisk skær.
   "Nej," lyver han og stirrer op i loftet. Der er spindelvæv mellem kuduens horn. Den klovn til rengøringskone er da også snart blevet for gammel. Måske skal han bare fyre hende og ansætte en thai? Den slags kan vel også gøre rent? Nå, nej, han skal jo begå selvmord. Det eneste der mangler er det sidste kapitel af bogen, der skal offentliggøres, og det skal Nanette Bertramsen hjælpe ham med. Op i røven med spindelvæv mellem trofæhornene.
   "Selvmord strejfede mig aldrig, nej." Han ser sørgmodigt på journalisten i renæssancestolen. Spiller med på den fjollede leg. "Syntes jo alligevel jeg havde så meget at leve for." Nikker op mod det indrammede billede af den ualmindeligt velformede blondine på ryggen af den hest, han forærede hende. Formodentlig så den eneste, hun ikke har været ham utro med. "Med en kvinde som Sacha ..." Han vifter en usynlig tåre væk. Nanette rynker brynene. Er den alligevel for tyk? Der er et skarpt blik i de grønne øjne, men hun siger ikke noget.
   Udenfor trækker vinden op, og han fornemmer duften fra sundet, selv med vinduerne lukket. En stjerne, større end de andre på himlen, står lige over slottet. Blinker ned til ham gennem vinduet. Det er hans stjerne. Nanette ser ikke noget, bladrer bare i sine notater og smiler med den karminrøde mund.

Selvmord er i virkeligheden det eneste han tænker på. Men ikke uden Sacha. Hun skal ikke sidde dér og fnise, når han er væk. Det kunne ellers lige passe. Tanken om hendes snarlige og voldsomme død morer ham. Han er lige ved at komme til at grine og skynder sig at lægge ansigtet i alvorlige folder igen, nu de taler om hans forfatter-sammenbrud. Udenfor sænker mørket sig dybere, og flere stjerner kigger frem. Diskoskasteren lyser op midt på plænen. Senere vil en skjult projektør fremhæve statuen. Lige nu lyses det blege marmor op af sneen og stjernerne på himlen. Egentlig underligt, at Nanette ikke bemærker det tiltagende novembermørke?

Lyset i rummet gik ud, kort efter den ene habitklædte mand åbnede vinduet. I det splitsekund der gik før han igen kunne se, nåede han at blive bange for mørket. Mændene åbenbarede et stort lærred på endevæggen, og viste ham en film. Personerne, på billederne, en høj kvinde og en mand, var i færd med at bygge et eller andet på et metalbord, i et stort og skinnende industrikøkken. Det virkede aldeles foruroligende. Bag de to, på det blanke gulv, sad en lys labrador og fulgte interesseret med. Der voksede antenner ud fra hundens isse. Det var næsten som at være i en biograf og først forstod han ingenting, og hvorfor alle sad så stille. Han var den eneste, der kiggede op på filmen. De andre stirrede kun på ham, som ventede de på en eller anden reaktion.
   På filmen var kvinden ved køkkenbordet iført en hvid kittel. Det skinnende, røde hår var samlet i en hestehale, der gik hende til midt på livet. Aldeles genkendelig som Liana, nyopfunden superskurk. Den anden i billedet, var lavere, mere korpulent og iført de grønne seler, han vidste læserne verden over snart skulle forbinde med den lede 'Hr. Scwartz'. - Hvis han da nogensinde skulle få skrevet den scene færdig. For om lidt ville det hele nemlig eksplodere mellem hænderne på den rødhårede kvinde, og så var det at forfatteren var gået i stå i historien. Filmen sluttede kort efter med en voldsom eksplosion, og en af de jakkeklædte knipsede, og lyset kom igen. For enden af rummet gled lærredet op og fremviste igen kongefamilien i gyldne rammer.


Nanette prøver igen. "Men når man mister sit fodfæste - sit kunstneriske, ja, hele sit eksistentielle grundlag, må det vel være naturligt - at der i mørke nætter må opstå svære tanker." Journalisten læner sig igen mod ham, denne gang så kavalergangen afslører den røde blonde-bh. "Du kan roligt sige det til mig ..." Der er tårer i de blanke øjne. Hvordan hun så fremkalder dem.
   Poplerne i haven svajer tungt i tusmørket og kaster med den tunge sne. Mørket bliver tættere. Diskoskasteren er nu næsten skjult. Stjernerne lyser på himlen over det mørke Øresund i baggrunden. Den store stjerne blinker på himlen. Næsten lige over dem, ser det ud til. Nanette stirrer ned på sine mange notater. Bordet er fyldt med hendes håndskrift på løse ark. Hun ser hverken mørket eller stjernerne på himlen derude. Kun optaget af sit forbandede held og de mange dejlige overskrifter, hun sidder her og skaber.

"Det er jo ... min historie." sagde han så omsider, da mælet stammende kom igen. Kunne næsten ikke genkende sin egen stemme. Han vendte blikket mod de andre mænd om bordet. "Hvem er I og hvad fanden laver I inde i mit hoved? Det her er jo ikke engang ordentligt skrevet ned?!" Forvirret og vredt stirrede han fra mand til mand, som de sad dér seks personer om bordet. Syv med forfatteren, spærret inde.

Nanette trækker sig tilbage, da han igen begynder at fortælle. Denne del af forestillingen, 3. akt, går ganske som forventet. Hendes læber hænger ved hans. Hvert eneste ord er en indstuderet løgn. Det har han da i hvert fald kunnet skrive. Dét og så drejebogen til sit selvmord. Og alle de idioter, der skal med i faldet.

"Er den historie, du lige har set, med de to i køkkenet, er den så ikke skrevet færdig?" Den høje mand med de skarpe træk for enden af bordet så på ham. Det var ikke venlighed, han læste i det hvasse blik.
   "Næsten, den er næsten færdig." Løj og mærkede sveden pible frem på ryggen. Hvad ragede det også dem, hvem fanden de så var?


Faktisk havde han skrevet sig grundigt op i et hjørne. Lortet var blokeret som et andet kloakrør. På en eller anden måde tænkte han altid på sine historier, som noget, nogen andre havde skyllet ud. Lige meget hvad anmelderne så skrev om 'Beates inderlige følsomhed' eller 'Roses skrøbelige, indre uro, der forplanter sig som et skælvende, bankende hjerteslag i takt med læserens'. Op af lokummet var det trukket. Roman for roman, hovedperson for hovedperson. Men det sagde han selvfølgelig aldrig til nogen. Mere noget med at han 'trak på de skæbner, han havde truffet på livets sære stier" Eller 'På Nepals stejle bjergvægge forstod jeg pludselig noget om den menneskelige natur." Han sagde aldrig, at han fik sine idéer på lokum.

Mændene om bordet havde stirret udtryksløst på ham i flere minutter. Omsider kunne han ikke klare det længere.
   "Jeg har skriveblokering!" Den korte sætning sprang ud af munden på ham, før han fik den stoppet. Forvirret stirrede han bordet rundt. Hvorfor sagde han dog det? Manden for bordenden sad længe uden at sige noget. Stirrede bare, så nikkede han langsomt, som forstod han præcis, hvad forfatteren mente. Omsider brød hovedpersonen selv tavsheden. "Hvad er det her for noget, og hvad laver jeg her?"
   "Vi ved det ikke." Manden så irriteret på ham. "For nu at besvare dit første spørgsmål. Vi tror, eller vi formoder, at der er sket dig noget omkring februar 2013." Manden for bordenden med de stikkende øjne holdt en kort pause. "Vi er opmærksomme på, at du var indlagt på det tidspunkt."


Indlagt. Ja, det var ikke løgn. Han havde nærmest drukket sig over i en anden verden, da Sacha greb ind og fik ham indlagt. De havde heller ikke været gift ret længe på det tidspunkt. Slet ikke længe nok til at hun ville arve ham. Det var måske der, det skete, det underlige? Nogle timer efter indlæggelsen satte hans hjerte ud. I 20 minutter baksede de med ham. Selv havde han ingen erindring, andet end at vågne med de værste tømmermænd han nogensinde havde prøvet og voldsomme smerter, der hvor hjertestarteren havde arbejdet.

Militærmanden lænede sig ind over bordet. Så forskende på ham. "Der er ikke noget der indikerer, at du havde særlige evner, før du blev - æh, syg?"
   Han rystede på hovedet. Så langt var han selv med. Og faktisk kom henvendelsen fra myndighederne ikke bag på ham. På en eller anden måde vidste han godt, at det han gjorde var noget særligt, og næppe kunne holdes skjult i al evighed.


En aften under sit hospitalsophold lå han og kedede sig gudsjammerligt. Han åd en hel rulle chokoladekiks, bøvsede kvalmt, og opgav at sove mere. Han havde intet ønske om at skrive en ny bog eller på nogen måde fortsætte sin forfatterkarriere. Det eneste han havde lyst til var en blødere seng og en stor drink.
   Han tændte fjernsynet og så en skør udsendelse om automatskrift. Bagefter så han begyndelsen af en western. Det tåbelige første program blev ved med at køre rundt i hans hoved, og han greb en blok og en blyant og tegnede løst nogle streger på papiret, mens John Wayne ordnede verdenssituationen i technicolor.
   Først skete der ingenting. Det var bare hans egen hånd, der førte den gule blyant. Så var det som om John Wayne fadede ud, og noget andet kom til. Længe følte han en svag krampe i håndleddet, som om noget sitrede derinde og langsomt, ganske langsomt, begyndte blyanten af sig selv at tegne nogle blege streger på det hvide papir. Et øjeblik troede han, at han igen havde fået delirium, men kom så i tanke om, hvor længe det var siden, han havde drukket noget stærkere end hospitalets tynde saftevand.
   Først kunne han ikke se, hvad det var, han tegnede, men så gik det op for ham, at det var bogstaver. Fem styks og et ord han ikke kendte.


O U I J A


Aldrig hørt om. Han prøvede at bytte rundt på bogstaverne og fik stadig ingen mening i det mærkelige ord. Men det var måske på spansk? Eller indonesisk? Sandsynligvis et ord, hans underbevidsthed havde opsnappet et sted, og som så var poppet op i hans overspændte hjerne, da han så den fjollede udsendelse. Så lagde han papiret væk, slukkede for tv'et og på en eller anden måde lykkedes det ham at få et par timer på øjet, før solsorten og de morgenfriske sygeplejersker begyndte deres evindelige skræp og kvidren.

Tre dage senere kom hans smukke kone på besøg. For en gangs skyld var han glad for at se den tyggegummignaskende Sacha, der surmulende medbragte hans bærbare. Han havde ikke villet have den før, det mindede ham for meget om nedturen, men det underlige ord - hvis det da var et rigtigt ord, blev ved med at summe rundt i hans bevidsthed. Han vidste ikke engang hvordan det skulle udtales, men han ville prøve at google det.

Samme aften lavede han i hemmelighed sit eget ouija-bræt af bagsiden fra en gammel linieret blok, han fandt i sengeskuffen. Med tungen i mundvigen skrev han koncenteret alfabetet op, tegnede en firkant og tilføjede 'Ja' og ét for 'Nej' med sin pæneste skrift. Han behøvede ikke en planchette, som han læst det hed, den pil, der skulle udpege åndernes stavede svar for ham. Han havde brugt blyanten før, og den kunne han vel bruge igen. Han var slet ikke i tvivl om at han havde en direkte kontakt, og at ånden, eller hvad han nu havde fået fat i halen af, gerne ville kommunikere, men at den altså ville gøre det gennem sådan et ouija-bræt. Helt i orden for ham. På en måde havde han det som et lille barn, der venter på juleaften. Ved at der skal ske noget fantastisk, men ikke præcis hvad, og hvordan miraklerne vil udfolde sig. Sådan havde han det, mens han puslede med sin tegning, og slet ikke opdagede at nattevagten pludselig stod bøjet over ham. "Hvad laver du Hans-Jørgen?"
   Han fór sammen, som havde hun skudt ham, og han så forskrækket op på den gamle kvinde. Hun missede svagtsynet på hans tegning, men det sagde åbenbart ikke det sure ansigt noget. "Læg nu det væk, Hans-Jørgen." Hun snøftede kraftigt ind, tørrede næsen med bagsiden af hånden. "Det er sengetid. Så kan du tegne videre i morgen."

Da han blev udskrevet, begyndte hans nye liv. Han smed det hjemmelavede bræt ud og købte et antikt ét på nettet. Han kasserede blyanten og brugte i stedet et fint bøhmisk vinglas, han tog fra samlingen i vitrineskabet. Genoptog dermed, for sjov og i en ordentlig brandert, legen fra ungdommen, som han pludselig huskede. 'Ånden-i-glasset', kaldte de det dengang. En søsterleg til ouija-brættet, men princippet var det samme.
   Opdagede at glasset jog fra bogstav til bogstav, og han skrev resultatet ned med blyanten på en gammel blok, og dagen efter, da han læste sine fuldemandsnotater blev han alligevel i tvivl om han virkelig ikke selv havde flyttet lidt på glasset? Og så prøvede han igen. Og for fanden! Det glas flyttede sig selv. Og de bogstaver, det dannede ...

Time efter time sad han med fingeren på den rundede glaskant og mærkede noget stærkere end sig selv flytte det fra 'K' til 'A' og videre til 'P', og som ved fælles overenskomst, stavede han selv hurtigt videre, hvis han genkendte ordet, og blev belønnet med et strejf over til det lille 'JA'.

Klokken fem om eftermiddagen var første kapitel i bogen klar. Der manglede ikke et komma, ikke et bogstav. Kapitlet var klar til tryk og mens dagens 7. gin gled ned, forsøgte han at glemme at sådan havde han aldrig skrevet før, og hvem var det egentlig der førte hånden? Han ville faktisk helst ikke vide det, og skyndte sig at skænke noget mere væske i et stort glas, for det var også skide-ligegyldigt, for det kapitel var det bedste, han nogensinde har skrevet, og det var det eneste, der betød noget lige nu.

Han færdiggjorde hurtigt en roman med glas og bogstavleg, og introducerede dermed den populære Josephine og skrev så den næste roman, også med hende i hovedrollen, og hans fanskare voksede til nye og ukendte højder. Forlaget var lykkelige og pengene høvlede ind på kontoen. Selv Sacha blev helt blid i mælet en tid.

Efter anden bog om Josephine kom ud og bravo-anmeldelserne regnede ned over ham, opdagede han at ouija-brættet en dag strejkede.
   Han havde ellers fået idéen til en ny succesroman, da han opdagede at brættet ikke ville være med. Først blev han irriteret og rystede det gamle bøhmiske glas, tvang det over det blanke, slidte træ, men fik ingen kontakt. Han tog en dobbelt-gin med vodka og prøvede igen. Stadig intet resultat. Han forsøgte så at skrive bogen selv, uden brættets hjælp, men opgav efter få forsøg. Ingen Josephine-bedrifter uden ouija-brættet. Ingen grund til at forsøge mere.

Den nat drømte han om verdensherredømmet. At han og glasset, brættet og den gule blyant skulle dele magtens scepter. Forvirret vågnede han i den tomme seng og opdagede at Sachas side igen stod urørt. Normalt ville han blive ked af det, men lige nu var han ligeglad, for han mærkede langt inde at den drøm havde en særlig betydning.
   Han greb sin badekåbe, stak de bare tæer i morgenskoene og løb ind i stuen. Lyset spredte sig over parken og sendte sine stråler over diskoskasteren iført morgendug. Øresund blinkede konspiratorisk til ham fra baggrunden. Han tog glasset og satte det beslutsomt på brættet, lukkede øjnene og lukkede verden ude. Kort efter mærkede han det velkendte lille ryk i glasset.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/10-2013 19:04 af Mikala Rosenkilde (Mikala) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4104 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.