Post-it®:
"Det er det eneste, ingen taler om. Alene ordet er tabu. Vi går mellem hverandre, tættere og tættere på fremmede kroppe. Ingen siger noget. Alle håber, at andre en dag vil sige det usagte."
Post-it®:
"Jeg gik gennem lejligheden. Her kan jeg lidt endnu - være alene. Brevet kom i morges. Det er sjældent, der kommer et rigtigt brev mere. Hvis der gør, er det fordi, det er alvorligt."
Post-it®:
"Det vi frygter er naturligvis brevene fra Staten. 'Det anbefalede brev'."
Post-it®:
"Jeg aner ikke hvem, jeg skriver det her til. Jeg forsøger at efterligne bogstaverne fra tastaturet."
Post-it®:
"Mine fingre dirrede, da jeg samlede kuverten op fra gulvet. Logoet stod øverst, lysende mod den hvide bund. 'Ministeriet for globale anliggender'. Det kunne kun være dét. Brevet var kortfattet og i bydeform."
Post-it®:
"På mandag kommer de første. Nye regler siger ét værelse pr. familie. Selv ikke min forrang som offentlig ansat kan længere forhindre det."
Post-it®:
"Er i øvrigt blevet forkølet. Lige hvad der manglede."
Post-it®:
"Der er vedlagt en kopi af en blanket med navnene. Syv i alt, hvoraf personnummeret på de fem er mindreårige."
Post-it®:
"Stuen lå badet i eftermiddagslys, da jeg gik derind. Jeg så rundt på de hvide sofaer og lave bogreoler. Det var svært ikke at græde. Måske kan jeg få plads til møblerne i soveværelset?"
Post-it®:
"Det er nok umuligt. Hvis stuen er 15 m2, er soveværelset 10. Højst. Skal huske at købe kleenex. Er næsten løbet tør."
Post-it®:
"Jeg tænker på den gang i Ilva, hvor Thomas og jeg købte dem. Hvor ømme vi var over dem i starten, fordi de var så sarte og hvide. Der er stadig ingen pletter på. De har holdt så fint."
Post-it®:
"Thomas rejste, da de tilbød job på Mars. Han var heldig, hans nummer blev råbt op."
Post-it®:
"Der går rygter om at frivilligheden til organdonation er ophævet. På grund af krigen."
Post-it®:
'Vi må alle bringe ofre', som Præsidenten sagde, sidst han var på. Måske er det sandt? Der har ikke været noget officielt fremme endnu."
Post-it®:
"Det er desværre sandt. De har lige sagt det i TV. De mennesker samfundet har brug for, Eliten og soldaterne, har nu fri adgang til organer. Jeg håber, jeg er for gammel."
Post-it®:
"Man skulle ellers ikke tro, de var i bekneb."
Post-it®:
"Sidste optælling lød på 9 mia. på kloden."
Post-it®:
"Nina på arbejdet afgav en nyre sidste år. Hun fik en månedsløn. Det får man nok ikke mere."
Post-it®:
"Jeg er virkelig forkølet. Næsen bare løber."
Post-it®:
"Inde i soveværelset stod sengen jo lidt ud fra væggen. Bag ved stod det grønne sengebord. Hurtigt tømte jeg det for indhold. Satte det hen under vinduet."
Post-it®:
"Skubbede sengen hårdt op til væggen og frigav 30 cm. plads. Jeg får brug for alle de ekstra kvadratcentimeter, jeg kan skrabe til mig nu."
Post-it®:
"Den store hvide patriciervilla overfor står stadig tom. Eller næsten. Fru Knudsen bor der jo. Alene."
Post-it®:
"Jeg ved godt, hvorfor hun får lov. Hendes datter arbejder i 'Ministeriet for globale anliggender'."
Post-it®:
"Jeg har ingen døtre i fine stillinger, der kan redde mig."
Post-it®:
"Så kommer familien i morgen. Overvejede at gøre rent, men nej. Min stille protest."
Post-it®:
"De er flinke nok, den nye familie, men de fylder meget. Jeg er stadig meget forkølet."
Post-it®:
"Jeg kom op og skændes med konen om skabsplads. Hun kan ikke bare komme med alle de gryder. Vi må vel kunne deles om pladsen!"
Post-it®:
"Jeg har ikke været på toilettet i to dage. Døren ud til badeværelset er blokeret. Der bor en eller anden i mit pæne badekar."
Post-it®:
"Den yngste søn blev afhentet af politiet i morges. Jeg ved ikke, hvad han har gjort. De skreg og råbte. Forældrene."
Post-it®:
"Måske skulle de bruge hans organer?"
Post-it®:
"Jeg ved ikke hvor alle de mennesker kommer fra, som går rundt i min stue?"
Post-it®:
"Jeg har feber, kan jeg mærke."
Post-it®:
"De har vist mig et brev fra kommunen, som siger, at jeg skal rykke ud af soveværelset."
Post-it®:
"Jeg kan ikke forstå, hvad der står og hvorfor jeg ikke kan anke. Det er vel stadig min lejlighed? Vil ringe til kommunen i morgen. Bare jeg ikke var syg."
Post-it®:
"Jeg ristede brød til min eftermiddagste, men da jeg kom ud i køkkenet, for at vende det, var der nogen, der havde taget det. Og drukket min te."
Post-it®:
"Kommunen er ligeglad. Det er ikke min lejlighed, siger de. Men deres. De bestemmer selv, hvem de vil leje ud til."
Post-it®:
"Der er kommet en familie til. De er også forkølede. Det er nok årstiden."
Post-it®:
"Jeg gemmer disse gule sedler i en tom syltetøjskrukke. Den står på den øverste hylde i kosteskabet."
Post-it®:
"Jeg skriver dette fra kosteskabet. Sidder sammenkrøbet med benene bøjede. Bruger et spækbræt som underlag."
Post-it®:
"De tog min stue, de stjal mit soveværelse. Skriver fra min sidste bastion."
Maria ser op. Hendes øjne er fulde af tårer. Ser over på Simon, der fandt syltetøjsglasset med de gule sedler i det gamle kosteskab.
"Kan du tyde det?"
Maria nikker og lægger lapperne fra sig efterhånden, som hun læser dem.
"Min mor talte lidt dansk. Hun lærte mig det, da jeg var barn. Hun ryster på hovedet. "Det er mange år siden, jeg har læst en håndskrift. Og så på dansk. Det er egentligt uhyggeligt, det her."
Simon smiler. "Åh, det er jo så mange år siden, ikk?"
"Så lidt sørgeligt da. Det synes jeg det er, når man læser." Hun samler den første gule papirlap op:
"Det er det eneste, ingen taler om. Alene ordet er tabu. Vi går mellem hverandre, tættere og tættere på fremmede kroppe. Ingen siger noget. Alle håber, at andre en dag vil sige det usagte," læser hun højt.
"Hvad tror du mon, hun mener med det?"
"Det er jo nok skrevet før vor tidsregning, skal du se. Så gammelt er det nok."
"Nå, ja. Selvfølgelig." Hun sidder lidt. Piller ved de gule lapper.
"Tænk alligevel at være 9 milliarder mennesker ..." Hun stryger sig tankefuldt over maven. Tvillingerne tager en svømmetur derinde. Hun prøver at forestille sig en tid med så mange mennesker, men forgæves. Den sidste optælling, hun hørte om sagde 53.000 på hele kloden. År 155 e.i.
År 155 efter Influenzapesten.