Det tordner. Simone skutter sig i lænestolen. Trækker det lilla uldtæppe bedre om sig. Der er stadig 3 timer og 2 minutters strøm på den bærbare. God tid endnu. Hun skotter op mod den mørke himmel, hvor lynene med jævne mellemrum flænger himlen i siksak. Hun har aldrig brudt sig om tordenvejr. Ved egentlig ikke hvorfor. Måske stammer det fra hun var barn? Måske har hun haft en traumatisk oplevelse, hun ikke længere husker? Sådan starter mange fobier nok. Det kan være hun skulle skrive om det en dag.
   Simone farer sammen, da endnu et brag gjalder. Himlen kvæstes af lyn. I vindueskarmen blafrer lysene på adventskransen. Grannet er virkelig tørt. Hun rejser sig. Beholder tæppet over skuldrene og går over til vinduet. Hun brænder en lille gren af i flammen på det røde stearinlys. Det dufter godt. Udenfor lyses himlen atter op. Underligt med kraftigt tordenvejr, så tæt på jul og nytår. Nede på gaden er al sneen regnet væk.

Det er pænt svært at koncentrere sig om sin 2'er, når vejret er sådan udenfor. Simone skriver på efterfølgeren til debuten, der væltede anmelderne omkuld. Den roman der gjorde hende til 'Simone' for de fleste danskere. En aldeles mærkelig fornemmelse. Skotter op på væggen, hvor det indrammede forsidebillede af 'Skæbnevalg' pynter. Profilen af den tidsrejsende kvinde, der så slemt fordrejer hovedet på sine ofre.


*

Simone haster gennem supermarkedet. Skubber den tætpakkede vogn foran sig mellem de smalle varegange. Omkring sig ser hun de trætte øjne på forældre, der slæber af sted på kurve og børn, der hænger efter dem, overtrætte grædende efter slik. Hun sukker lettet. Hun har for længst opgivet at købe ind med Amalie og Anders på slæb. Så hellere vente den halve time med at hente dem, og få de nødvendige indkøb overstået først.
   Ved kassen får hun scannet det hele ind og stoppet i poser. Får flået dankortet ved samme lejlighed. Poserne i hænderne og ud i bagagerummet og tilbage ud i trafikken igen. Der er kø på indfaldsvejen og hun skifter bane og kommer akkurat med over, kort før det skifter til rødt.
   Børnene er glade og trætte og vel hjemme skal der bades, leges og senere læses højt. På en eller anden måde glider aftenen let og da tvillingerne sover og hun udmattet synker om foran tv-avisen, slår det hende igen, at en dag ... så skriver hun sgu den børnebog, der lægger verden ned. Bare det juks, hun læste for ungerne i aften. Utroligt det overhovedet gled ned. Hun har en fornemmelse af at hun kan gøre det bedre. For fanden, hun ved, hun kan. Og en dag, den dag, når tvillingerne er større, bedre kan passe sig selv, så vil hun sætte sig ned og gøre noget ved det.
   Hun stirrer op på det indrammede billede af Amalie og Anders, der smykker den hvide væg. Fotoet i A4 format er taget af børnehavens fotograf og er bare helt fantastisk. De ligner hende mere end de slægter deres far på. Godt det samme. Ulrik er en idiot, når han går glip af sine børns opvækst på den måde. Men sådan er han åbenbart. De blev skilt da Amalie og Anders var tre måneder gamle. Graviditeten sled hårdt på parforholdet og den nybagte far fik kolde fødder og stak af med sin sekretær. Banalt som i et ugeblad. Simone ryster på hovedet. Sikke en kæmpeidiot. Godt ungerne i det mindste ligner hende. Lyshårede og blå øjne. Og ikke ham med den lange næse og det røde hår.
   Nedenunder fotoet af de leende børn står adventskransen og er snart brændt ned. I morgen skal hun nok se at få skiftet de røde lys. Grannålene er allerede knastørre.

Blitz
   Hun vågner ved at noget lugter brændt. Sætter sig op med et sæt og river dynen af. Døren til fordelingsgangen binder. Udenfor bølger varmen hende i møde. Skrigene hun kan høre. Sine egne.

Blitz
   En arm stikker ud af røgen. En kraftig handskeklædt hånd, der griber efter hendes nøgne. Hvordan de kommer ud ved hun ikke. Han bærer hende næsten. Holder hende for øjne og næse, mens de går. Varmen bølger omkring dem. Der er ild i hendes hår. Regnen trommer ned på dem, da de kommer ud på gaden. Sirener over alt. Det tordner. Lynene flammer himlen op.

Blitz
   Rummet er hvidt. Alt er hvidt. Selv persiennerne er blanke og skinner hende i øjnene. Hun har sagt, at hun bare vil dø. At de bare skal lade hende være. Spiser ikke. Drikker ikke. Dynen er alt for let. Til sidst bliver hun tvangsindlagt og lagt i drop. Sådan går livet en tid.

Blitz
   Der er badekar i den nye lejlighed. Det glæder hende meget. Så bliver det sådan. Resten af lejligheden bemærker hun næppe under fremvisningen. Det er kun badeværelset der interesserer. Det skulle vist også være relativt nemt. Blot vand i karret. En god håndfuld af de grønne piller, hun har gemt og så et hurtigt dybt rids i begge håndled vertikalt. Hun er ligeglad hvem der finder hende. Og hvor de gør af hende bagefter.

Blitz
   "Hvem er du?"
   "Det er lige meget hvem jeg er."
   "Hvorfor er du her?"
   Vandet er ved at være koldt. Det er stadig meget rødt. Det drypper på det sejlende gulv. Hun ved ikke hvordan hun kan se bag sine lukkede øjne.
   "For at give dig et tilbud"
   "Jeg er ikke interesseret. Ønsker bare at svæve her. Gå din vej."

Blitz
   "Du kan gøre det om, hvis du vil ..."
   Omsider er det som om hun vågner af sin døs. Vandet er koldere. Ikke mere så rødt. Hun forsøger at åbne øjnene, men forgæves.
   "Kan du give mig Amalie og Anders tilbage?"
   "Ingen kan gøre døden om."
   "Så har du intet, der kan interessere." Hun vender tilbage til den svævende sky. Blødt tusmørke omgiver hende. Her er ingen sorg, kun blødt velvære uden navn.

Blitz
   "Jeg vil tilbyde dig muligheden for at gøre det om. Du får ikke dine børn tilbage, Ingen kan gøre det gjorte om. Men der en anden mulighed. En tilværelse uden åbne sår."

Blitz
   "Du kan ikke fjerne min sorg, min skyld over det skete. Hvordan vil du så kunne hjælpe?"
   "Jeg kan fjerne sorgen for dig, hvis du vil tage tilbage."
   "Men hvordan?"


*

Simone ser op på den mørke himmel. Nu er tordenvejret heldigvis slut. Nu kommer Ulrik vel for pokker også snart. Måske har han bare ventet på bedre vejr? Hvis han da ikke har overarbejde igen? Irriterende han ikke ringer. Og hun har lovet at lade være. Det er godt nok intensiveret, det overarbejde her på det sidste ... Simone bider sig i læben. Måske er det fordi de ikke har børn, det har hun tit tænkt på. At han måske savner det. Men hun har jo aldrig villet have børn. Det er hende, der ikke vil. Ved egentlig ikke hvorfor. Det har bare aldrig rigtig været et ønske. Hun sagde det til ham helt fra starten. Det var så ikke et problem. Åh, for fanden, bare han ikke er på gale veje. Igen.

Hun ser på uret. Klokken er næsten kvart i otte. Nu må han godt snart komme hjem.
   På en eller anden måde har hun mistet inspirationen mens hun skrev. Ærgerligt, det gik ellers lige så godt. Hun er eller inde i et godt skriveflow. Det er nok bare tordenvejret.

"NEJ!" Simone rejser sig med et ryk. Vandet! Hun satte det rislende over, fordi hun ville tage sig et karbad, før Ulrik kom hjem. Viceværten slår dem ihjel, hvis hun laver vandskade. Simone rejser sig og haster mod badeværelset. I vinduet står adventskransen tilbage. De røde lys er næsten brændt ned.