Midt i den koldeste vinter blev Sophus født. En broget pølse brød frem på dyrlægens bord, da han og lillesøster omsider slap ud i verden. Sophus var allerede den dag tre gange større end sin søster, og siden er han bare fortsat med at vokse. Muskuløs, bredbrystet og platfodet som en kamel tøffer han begejstret rundt i verden.

Sophus går kun luftetur med ét eneste formål. At møde fans. Vores tidligere hund var af en helt anden kaliber. Som rottweiler på 50+ kg havde han nok lidt udseendet imod sig, og trods sit umålelig blide sind, fik vi alligevel som regel fortovet for os selv, når vi kom daskende.
Det er noget lidt andet at gå tur med Sophus. Blandt sine fans holder han mest af børnene. Så kommer andre hunde (og katte, pindsvin og duer), og dernæst voksne mennesker. Sophus holder bestemt af alle og vil hilse på enhver, men altså i prioriteret rækkefølge. Først og fremmest børn i alle aldre.
Som nabo til en børnehave og flere i nærheden, ved vi som regel, hvor lufteturene fører hen, hvis Sophus skal bestemme, og her samles børn og Sophus på hver side af trådhegnet til det store kæl- og klappevirak. Så kommer pædagogerne og vil se, hvad der foregår, siden alle børn er væk? - og så er det jo bare Sophus på besøg.
Den slags oplevede jeg egentlig aldrig med rottweileren.

Andre hunde er naturligvis også mægtig spændende, og Sophus har endnu aldrig mødt én, han ikke kunne lide. Og de fleste synes han er meget sjov, selvom han har nogle underlige lyde (grynt-grynt) og ser ud, som han gør. Flere mennesker har spurgt, om det virkelig er en hund?
Muligvis er Sophus lidt hjulbenet, svajrygget, platfodet, har besynderligt længere bagben end forben, og derudover er han opereret for lidt af hvert på (den lange) liste over, hvad engelske bulldogs nu kan fejle af eksotiske ting og sager. Skal hilse at sige, at det ikke er så lidt.
Vi tager symptomerne tilsyneladende fra en ende af, og man kan mærke roen falde over dyrlægen, når vi ringer om en nyt besøg. Så er julen reddet og sommerferien med. Ugens gæst, den lille, og begejstringen for besøgene er de lige gode om, dyrlæge og hund. Det er da trods alt en trøst, at han er så glad for at komme der.

Sophus er en gave i vores liv. Hver dag med ham er fantastisk. Aldrig har jeg mødt så kærlig en hund. Forkælet og døv er han nok desværre, og det udover alle grænser. Må også ting den gamle hund ville have fået skæld ud for. Man nænner bare ikke at skænde på Sophus.

'Dæk', 'sit' og den slags hundekunstner, nedlader han sig kun til hvis der vanker noget spiseligt. Ellers så går han bare sin vej. Skrider. Så står man der og kan træne med sig selv.

Det er vist også en kendt sag i hundekredse, at engelske bulldogs ikke er de nemmeste i verden at lydighedstræne. Det interesserer dem simpelthen ikke. En stædig engelsk bulldog, der nægter at flytte sig, skal bæres (alternativt trækkes af sted på ryggen). Så er der sommetider langt hjem. Han vejer trods alt næsten 30 kilo.