Forfatteriet begyndte at køre igen. Men hans muse eller hvem der nu boede i brættet, begyndte at forlange noget for sin assistance. Små opgaver han løste med fornøjelse eller snarere med forbavselse. Som når brættet forlangte, at han blandede uglegylp, regnormeslim, højrebenet fra en skruptudse med lidt blod fra en venstrefinger sammen i en kasserolle. Da den grumsende og ildelugtende blanding var nået 56 grader skulle det væk fra varmen til afkøling. Lettet læste han at den ulækre pasta, det udviklede sig til, ikke skulle indtages, men overraskende nok, forsigtigt påføres bagsiden af ouija-brættet.
Hvorfor hverken vidste eller forstod han, og var også ret ligeglad, så længe de små gaver betød, at han fik næste kapitel foræret til sin nye roman.
Gaverne han smurte brættet med, var tit underlige, men sjældent svære at fremskaffe. At brættet efterhånden var temmelig fedtet at røre ved, løste han med at brede en plastikpose ud på det antikke skrivebord, så det sarte kirsebærtræ i hvert fald ikke kom til skade under romanskrivningen.
To år og fire bøger senere, var det, han fik besøg af PET, eller hvem det nu var, der pludselig blandede sig i den sjove leg.
"Man så i princippet noget lignede, da 2012 kom og gik," sagde den alvorlige mand i militæruniform, der havde taget ordet. Han havde helt glemt mandens tilstedeværelse, trukket ind i skyggerne.
Mayakalenderen var standset 21. december 2012, og bekymrende nok var der lige ved at ske alvorlige katastrofer, og flere forskere var tøvende og meget forsigtigt inde på, at det muligvis havde at gøre med, at så mange individer frygtede præcist det samme, fortalte militærmanden med et blik der ikke tålte modsigelse. "Det samme er så ved at ske med Hans-Jørgen Jensens bestseller-bøger. Og især den sidste var os en alvorlig lærestreg." Militærmanden trak sig igen tilbage, forsvandt ind i skyggerne og blev afløst af chefen, måtte det være. Manden for bordenden. Manden så hvast på ham, som var forfatteren overfor ham, et særligt irriterende insekt. "'Bodsgang'. Den med de mange flykatastrofer."
Han dukkede sig beskæmmet. Naturligvis havde han bidt mærke i det underlige faktum at hans bog handlede om syv fly, der fløj sammen i luften og så skete det samme, eller næsten det samme. At otte fly i en storm stødte sammen over New York og 2500 menneskeliv gik tabt.
"Det samme skete i princippet da du havde skrevet "Smeltede snedriver".
Han havde set op. Følte hvordan løgnen var smurt over hans ansigt. "Det kender jeg ikke noget til."
Manden fortsatte: "Bogen handler om tre kvinder der tager den engelske premierminister til fange?"
Han nikkede tøvende.
"Det skete tre måneder efter din bog havnede på USA's bestsellerliste."¨
"Nej!"
"Jo!"
"Men ..." Han vidste overhovedet ikke, hvordan han skulle fortsætte, men opdagede at læberne bevægede sig af sig selv og at tungen bøjede lydene til ord: "Mine bøger ender altid lykkeligt. Josephine redder alles liv og forbryderne kommer bag tremmer,"hørte han sig selv sige.
"I din bog, ja." Et øjeblik kunne han høre sit eget åndedræt, mens han ventede på fortsættelsen. "Men i virkelighedens verden er der kun forbrydere og desværre ingen Josephine til at klare ærterne. Det ændrer vores odds en del."
Tavsheden hang et øjeblik mellem dem."Men nogen gav heldigvis FBI et hint, så kidnapningsaktionen blev afværget, og der slap mirakuløst heller aldrig noget ud til pressen. Men det ville være sket. Og præcis eller næsten, som du skrev."
Lyset i loftet blev slukket, lærredet gled ned, og hans film blev afspillet igen. Igen så man de to skurke i industrikøkkenet og deres hjælper, den intelligente klonede hund i baggrunden. Lidt efter sprang det hele i luften og filmstumpen stoppede. En eller anden kørte filmen tilbage, standsede den med de to skurke i nærbillede.
"Forstår du nu, hvorfor vi gerne ville tale med dig?" Manden i militæruniformen nikkede op på filmen. "Du har allerede trukket det alt for langt. Vores forskere mener, at der højst skal to eller tre forsøg til, før de to på filmen deroppe ..." Han nikkede mod de to aktører igen -"... har udviklet en virkelig ubehagelig virus, som de vil slippe løs." Militærmanden trængte frem fra skyggerne, bøjede sig frem indover bordet og blev lyst op af det skarpe lampelys. "Hvor har du for øvrigt læst epidemisk vira-biologi? Det spurgte de om, vores folk. De siger, de udregninger fordrer inside-viden om problematikken." Militærmanden rystede på hovedet og trak sig igen tilbage i mørket.
Af en eller anden grund bliver hans romaner til virkelighed, det har PET så vidst et stykke tid, fortæller de ham på mødet. Men de fortæller ham ikke hvorfor. Måske ved de det ikke? Mistanken går tydeligvis på at hans historier findes i mange millioner hoveder og dermed samlet i bevidstheder verden over, og at det på en eller anden måde sætter gang i skabelsesprocessen, uden at de nærmere kunne forklare hvordan. Om han selv kunne?
"Naturligvis ikke."
De troede tilsyneladende på ham.
Han havde siddet længe og stirret på manden for bordenden og de alvorligt udseende mænd omkring ham. "Hvordan får I optaget filmen?" Det var det, der mest kørte rundt i hans hoved.
Manden for enden af bordet rystede på hovedet, som til et barn, der forlanger det urimelige. "Det kan jeg ikke afsløre for dig, men du skal vide, at vi kan se dine historier i samme øjeblik, du taster bogstaverne."
Der var stille et øjeblik, mens han lyttede til skraldebilerne på gaden udenfor. Dagen gryede. Omsider talte en mørkklædt mand, han ikke havde lagt mærke til før. Det vældige ørnenæb af en næse, understregede det intelligente blik.
"Nu skal det stoppes og enten 'forsvinder' forfatteren Hans-Jørgen S. Jensen ..." Stemmens klang fik ham til at fryse i sommermorgenen. -"Eller også begynder han at skrive noget andet."
Han accepterede. Hvad kunne han andet? Turde ikke andet. Havde ikke lyst til at forsvinde. De kørte ham hjem på slottet og her lå han i sengen og rystede over det hele. Vred og bange, før han tog beslutningen. Tre dage murede han sig inde, og skrev bogen, der sluttede serien. Derfor aflivede han Josephine, og derfor fik han alle sine læsere på nakken.
Efter udgivelsen barrikaderede han sig igen på sit slot og ville ikke tale med nogen. Sacha var efterhånden mere eller mindre ligeglad, hun ville arve ham, om han døde nu eller senere. Hun forstod heller ikke hans kvaler med at skrive eller ikke. Han havde jo penge nok, ikk? Så hvorfor bekymre sig, mente Sacha, og svansede ud til tennis med sin nye træner. Sladderbladene var fulde af natklub-ekskapaderne i hendes kølvand. 'Hanrejen' kaldte man ham i folkemunde og lo bag hans ryg. Hun gjorde ham til grin. Besudlede hans navn. Hendes forhold til en berømt fodboldspiller var velkendt, og at det var ham hun snoede sine lange ben rundt om nu, vidste alle. Han læste Se & Hør og alle de andre ugeblade, han kunne opstøve, som nævnte hendes navn. Græd patetisk over kvinders svig og sin egen tiltagende elendighed. Og han drak videre, grænsende til delirium og over. Så hvide kaniner i parken og tremmer for vinduerne, der snoede sig som reb, når han rakte ud efter dem. Der var slanger i kaminen og Sacha forsøgte med sikkerhed at forgifte ham. Nu kombinerede han gin og vodka med de piller, hans unge læge udskrev med rund hånd. En nyansat opkomling, der var imponeret over sin fine forfatterpatient, og ikke så godt kunne lide at sige ham imod, når han bad om noget at sove eller vågne på. Receptblokken blev hastigt fyldt. Sådan gik månederne, mens årstiderne skiftede i parken og diskoskasteren vågede over Øresund.
Så kom leverkræften, konstateret i sidste stadium. Sygdommen der ændrede alt og alle planer. Tre måneder tilbage, måske fire højst, sagde den unge læge, og slog beklagende ud med de fregnede hænder. Sachas øjne jublede, noterede han, lige før hun brød ud i en hysterisk gråd, og ikke ville se ham i øjnene. Gemte dem bag de dyrt manicurerede fingre. Han lovede at testamentere alt til Kattens Værn, hvis hun sladrede til nogen, og for en gangs skyld holdt hun virkelig tand for tunge.
Hans penge kunne ikke hjælpe ham nu, døden kunne de ikke magte. Nu måtte han forlade sit slot, sin diskoskaster og Sacha ville grine hele vejen hen til banken. Og senere danse på hans grav. Han skulle lige til at række ud efter telefonen, ringe til sin advokat og få ændret sit testamente, da han med ét fik en bedre idé, da tanken om ouija-brættet vågnede i hans sind. Lige meget hvad han ellers forsøgte at tænke på, dukkede det antikke og slidte bræt igen og igen op i hans tanker. Omsider overgav han sig og rejste sig efter det. Så sig omkring i den rodede stue. Ikke engang den gamle stuepige måtte komme i hans gemakker nu. Flasker og ugeblade lå spredt overalt. Lugten var tung af spildt sprut og det støv, der havde groet i måneder. Vinduerne ud til parken var snavsede og understregede kun det deprimerende vejr.
Ouija-brættet lå helt oppe på den øverste hylde i den store bogreol. Han måtte op at stå på en stol, før han med det yderste af fingerspidserne lige kunne nå det og trak det nærmere. Støvet lettede og sved i hans svælg. Han hostede, mens han kravlede ned ad stigen. Måske skulle han alligevel give rengøringen adgang?
Hans rystende hænder greb om brættet, og med en sær fornemmelse, som var det antikke træ levende og pulserede i hans hænder, bar han det varsomt over til det store skrivebord og lagde det forsigtigt ned.
Glasset han brugte som planchette stod hvor det plejede, foran ham på den antikke lakbakke. Han rakte ud og mærkede materialets kølighed, da han satte det omvendt i midten af brættet. Placerede forsigtigt pege- og langefinger på foden og mærkede den velkendte, kriblende følelse i kroppen. Nu begyndte det. Et tøvende ryk, før det standsede, som ventede det på et signal. "Kør", hviskede det i ham.
Glasset gled beslutsomt fra bogstav til bogstav:
C-A-R-L-H-A-G-E-N-S-K-J-O-L-D
stavede det under hans fingerspidser.
Hvem er det? tænkte han og opdagede så at glasset fortsatte sin rytmiske glidende bevægelse over brættet.
S-K-R-I-V-E-R-R-O-M-A-N-E-N
Det tøvede, vaklede på sin spinkle fod, før det fortsatte. Han stirrede betaget på det bøhmiske glas og rakte så med en rystende hånd ud efter ginflasken på det lille rygebord.
D-E-N-A-L-L-E-R-S-I-D-S-T-E
Han begyndte at le. Først en sær klukken. Så voksede latteren i styrke og brød ud i en krampeagtig hylen, der endte i et hosteanfald.
Længe sad han og stirrede på brættet foran sig. Så stirrede han udover parken og diskoskasteren derude. Jo, han forstod brættets besked, og han skulle også nok få det sidste ord. Han skulle få skovlen under dem alle sammen.
Carl læner sig frem mod journalisten i stolen overfor. Hendes læbestift er løbet ud i de små rynker ved munden, men det aner hun sikkert ikke. Spild af penge med de indsprøjtninger. "Ok, jeg skriver faktisk på en ny Josephine-historie."
Nanette Bertramsen er lige ved at tabe blokken. Hun stirrer på ham. "Hvad gør du? Er det sandt?"
Han nyder reaktionen. Rejser sig og går over til det antikke skrivebord, hvor de håndskrevne papirer flyder og dækker det meste af den blanke bordplade.
En helikopter svæver højt oppe over slottet. Lidt efter kan han skimte den gennem vinduet. Den flyver lavere nu, bort over vandet, før den forsvinder i mørket.
"Den er næsten færdig. Sidste kapitel ligger dér." Han peger over på det store skrivebord på de tætskrevne ark.
Det gik langsomt op for ham, at der var mening i galskaben. En dybere og foruroligende, men også fantastisk mening med hans virke. Ouijabrættet gav ham ret. Han var ikke længere bare en succesfuld forfatter, der skrev bøger og solgte godt. Han var mere end det. Han var en moderne gud. Han kontrollerede virkeligheden ved hjælp af en gul blyant, et bøhmisk glas og et ouijabræt. Besluttede liv og død for menneskeheden. Med sine ord, sine ordrer, med sine befalinger. Med brættet havde han skrevet bøgerne og set miraklerne ske. Alt kunne han skabe. De fly der stødte sammen i luften, jordskælvet i Argentina og det overraskende udbrud af kolera på kontinentet. Det var alt sammen noget, han havde skrevet og skabt. Noget han satte i gang og lod ske. Og ingen anede det. Endnu. Det var helt, helt fantastisk.
Om aftenen det lange efterår, lå slottet mørkt og øde hen. Kun fra det østlige tårnvindue strømmede lyset ud, og her sad Carl Hagenskjold og forfattede side efter side af sin sidste bog. Gennem ouijabrættet så han sin historie dannes, og med den gule blyant i hånden ved det antikke skrivebord skrev han nat efter nat. Lige så sulten efter den slutning, han kendte lige så lidt som læseren. Heldigvis gjorde brættet. Blyanten jog over det kraftige bøttepapir. Spinkle, spindelvævsagtige tråde, så ulig hans egen håndskrift, drev over siderne, og fyldte dem én efter én.
Han købte et domæne, oprettede en Facebookside og lagde kapitel efter kapitel på, af sin unavngivne roman på nettet. Romanen, forfattet af debutanten, den talentfulde Carl Hagenskjold blev mirakuløst og forbavsende hurtigt aldeles populær og delt utallige gange. På en eller anden måde ramte han en særlig nerve med sin historie, og han så, hvordan der opstod debatfora, som diskuterede fortællingen, og at man nogle steder seriøst drøftede om historien havde et sandt udgangspunkt. - Og hvem var den mystiske Carl Hagenskjold? Det diskuterede man ivrigt. At der var tale om et pseudonym, var der bred enighed om, men ingen var endnu trådt frem på scenen. Flere gættede på andre kendte forfattere, som mulige bagmand på romanen, men selv om Nanette Bertramsen også i sine klummer havde gættet højt og lavt, var ingen endnu kommet på det rette navn. Som om der var en højere mening med det. Igen.
Mere og mere blev Hans-Jørgen til Carl. Han begyndte at tænke på sig selv som Carl. Guden Carl med råde- og halsret over menneskeheden.
Carl i skikkelse af Hans-Jørgen fejrede hvert afsluttet kapitel på Bobi Bar, uden at fortælle de andre fulde forfattere hvorfor. Også her hørte han om sit alter ego, men her var begejstringen blandet op med en god portion misundelse.
"Jeg har hørt," sagde en fed forfatter og hev op i de stribede seler, "at Carl Hagenskjold er opfundet af Trisse Juhl, men skrives af en ung mand, som hun holder."
"Ja, det kunne ligne Trisse!" En kraftig udseende kvinde med alt for mange plastiksmykker lænede sig mod baren. Halskædens kastaniestore kugler truede med at vælte ølglasset foran hende. "Men jeg tror nu ikke, det er hende. Det har hun alligevel ikke format til." Hun bundede øllet og knipsede ad Lauritz bag baren. En lille bitte forfatter, der havde skrevet tre digtsamlinger og i hemmelighed selv finansieret de to, løftede sit glas. "Jeg er helt sikker på, at det er en journalist, der står bag navnet. Måske én vi kender?" Han så smilende rundt i kredsen og lod uskyldigt blikket hvile på en mandsling med svømmende øjne. "Ikke sandt, Kurt?". Digteren nød de andres reaktion. Det var almindelig kendt viden i forfatter- og journalistkredse, at CH som fænomenet internt blev kaldt, havde en kendis bag navnet. Det irriterende var bare, at det ikke var til at gætte hvem.
Carl tog altid helt opløftet hjem fra Bobi Bar. Aldeles klar og inspireret til næste kapitel. Så brat og overvældende en succes, at det nærmede sig det overnaturlige. Alle ville læse den fascinerende røverhistorie om Jordens særlige rolle i kosmos.
Oversættelserne til engelsk og tysk fik han af brættet en sen nattetime. Spansk, portugisisk, kinesisk og urdu kom af sig selv, da han gav grønt lys for, at fans kunne lægge oversættelser af kapitler op. På en måned var bogen spredt og nærmede sig kult, og hurtigt forgrenede budskabet sig til alle samfundslag. Selv mainstreammedier omtalte facebookfænomenet Carl Hagenskjold; den ukendte forfatter, hvis voldsomme popularitet truede med at slå selv Kongen, Hans-Jørgen Jensen af thriller-tronen. Alle læste bogen, der både var sjov og meget spændende. Og uhyggelig. Og alle holdt vejret i spænding over romanens slutning, som lod vente på sig.
På himlen over slottet er stjernen blevet større. Den blinker ned til forfatteren i stolen, som et himmelsk symbol på hans magt. Synd at han ikke kan blive og se deres undergang. Nanettes og Sachas og alle de andre.
PET og de andre myndigheder havde aldrig troet, at han ville snyde dem. De troede, at de havde krammet på ham. De ville forhindre ham i at udfylde sin rolle som moderne gud.
Carl møder Nanettes blik i vinduesglasset. Han kan se på hende, at det først nu går op for hende, at dagen er forsvundet og erstattet med det tætte nattemørke. Stjernerne er helt fremme nu. På himlen over Øresund og over diskoskasteren hænger månens smalle segl. Skyer driver hastigt forbi, vinden tager snedriverne og der åbenbares nøgne pletter med sort græs i parken under dem.
"Det var da et besynderligt vejr, det er blevet?" Hun sætter sig på den yderste kant af renæssancestolen og skotter mod pejsen, hvor ilden har fat i den sidste bøgeknude. "Det minder næsten om noget, jeg læste for nylig. Den meteorit fra bogen, den fra rummet, der enten redder eller destruerer Jorden. Du ved, Carl Hagenskjolds bog."
"Asteroide," siger han og smiler. "Hvad?" siger hun.
"Det er ikke en meteor."
Skygger danser på hendes ansigt, da hun læner sig frem. Kun pejseilden lyser stuen op.
Han løfter et ark fra bordet og rækker hende. Hun blinker vantro af det håndskrevne manus. Så bøjer hun hovedet. Begynder at læse.
"Carl Hagenskjold: Det allersidste kapitel'."
Han ser hendes botoxfyldte læber hviske ordene. Hun rynker forvirret den unaturlig glatte pande under det opsatte hår. Hendes manicurerede negle famler uroligt ved den sorte iPhone. Så ser hun omsider op. "Så Natalie er i virkeligheden Josephine i forklædning?" Hun ler en kort latter. "Ja, det havde nogen næppe set komme!" Hun retter på den ene ørering, ser forskende på ham. "Så DU er altså Carl Hagenskjold? Hvorfor gættede vi egentlig aldrig på det?"
Hun forventer tydeligvis ikke et svar, de sminkede øjne skimmer hastigt arket, så går hun hurtigt tilbage over stuen med sin telefon i hånden. De høje hæle med den røde sål giver ekko i det store rum, over de brede planker. Et øjeblik vender hun sig og stirrer tilbage på ham, mens hun løfter telefonen. "Hvad blev der egentlig af dine happy endings?" Så taster hun noget med en velformet negl."- Dem du er så berømt for." Ryster på det sorte hår. "En meteorit, der spreder en ækel kødædede pest og dræber alle?" Hun studerer ham. "Hvad skal det gøre godt for?"
"Asteroide," retter han.
"Men vi kan lige nå det til 16-nyhederne, og så lægger vi det naturligvis det sidste kapitel på nettet. Med eneret for os." Hun slikker sig om munden. "Millioner sidder og venter på det her." Nanette vender front mod de mørke ruder, hvor den store stjerne over slottet lyser kraftigere end nogensinde.
Helikopteren er vendt tilbage. Carl hører de skarpe lyde fra rotorbladene. Flere kommer til. Himlen over slottet er fuld af larm. Men de kan spare sig. De får ham aldrig i live.
Vinden rykker i de høje popler og de hundredeårige grene giver sig knagende. Ilden flammer et øjeblik voldsomt op i kaminen og Nanette skutter sig instinktivt, mens hun venter på forbindelse. Trommer irriteret på stolens armlæn.
Carl rækker ud efter den lille æske med den udskårne madonna. Tager forsigtigt den blå pille ud mellem pege- og tommelfinger. Den forsvinder ind mellem læberne og lægger sig til hvile mellem tænderne. Brikkerne er sat. Terningerne kastet.
Før han knaser cyankaliumpillen mellem kindtænderne, ser han over på journalisten. Vinden river i parkens træer. "Kan du forresten lide titlen - "Apokalypsens asteroide", for det skal romanen nemlig hedde."
Nanette smiler usikkert. "Titlen er da anderledes." Hun har endnu ikke forbindelse med redaktionen. Oppe på himlen er det, som om den store stjerne er blevet endnu større, dominerer med sit lys.
Carl nikker anerkendende. "Bestemt." Han knaser pillen, mærker en stærk og bitter smag. "Men det er nu også fordi det bliver min allersidste bog."
Nanettes karminrøde læber krænges tilbage og afslører de spidse hjørnetænder. Ler høfligt af hans vittighed.