Rikke Grønnelykke fik øje på Herbert Prater og hans gorillaer på lang afstand i menneskemængden. Hurtigt trængte hun gennem kødranden af puffende, rastløse gæster og pressede på for at nå Prater, før de store fløjdøre ved bagtæppet adskilte dem. Heldigvis standsede Prater i det samme foran en høj og myndeslank kvinde, der så helt godt ud - om end hendes kønne ansigt blev vansiret af det hadefulde udtryk, mejslet i trækkene. Rikke standsede overrasket, og så på det umage par, men blev i det samme skubbet til side af to velklædte muskelbundter, der hurtigt trængte frem til Herbert Prater. - Hvem pokker var den kvinde - og hvorfor var hun den eneste i salen, der ikke smilede?


* * *
   Nanna så de to velklædte skikkelser med solbriller presse sig frem imod Herbert Prater. De var lige ved at vælte en lyshåret kvinde i en højrød frakke, der ellers var på vej frem mod stedfaderen. Den ene af vagterne rakte ham en mobiltelefon og et chartek med papirer. Herbert Prater standsede og vekslede et par ord med den anden, før han vendte sig om.

"Nanna! - Hvilken overraskelse..." Han gik smilende imod hende. "Du ser smuk ud, - som altid."
   Hans særprægede smil ramte Nanna som en lussing. Herbert Prater lagde en hånd på hendes jakkeærme. "Hvad siger du til at møde mig i klubben om en time, så kan vi bedre sludre." Han klemte om hendes underarm og hun mærkede den koncentrerede kraft, der udgik fra hans hårde fingerspidser.
   Nanna nikkede og bakkede væk, ud af hans greb. "Lad os sige det." Der havde allerede samlet sig en kødrand om ham og livvagterne spredte diskret mængden.
   Henne ved udgangen var der stor aktivitet ved boden med souvenirs. Nanna fik et glimt af kvinden i den røde frakke. Hun stod og gnubbede sin arm og så forvirret efter de tre mænd.

Herbert Prater var på vej væk, men vendte hovedet et kort sekund og smilede til Nanna, før han forsvandt ind gennem fløjdørene med sit følge i hælene.


* * *
   Nanna tog en taxa til Østerbro. Hun havde prajet bilen på gaden og den mørkeblå Mercedes kørte forbi Rigshospitalet og ned ad Blegdamsvej, før bilen drejede af ved Trianglen. Nanna lukkede øjnene for vinterklædte forjagede mennesker, der hastede forbi i sæbebobler af travlhed. En hård opbremsning ved lyskrydset Østerbrogade/Nordre Frihavnsgade, fik hende til at åbne øjnene og hun fangede et glimt af en hastigt opklæbet reklame for Herbert Praters næste store show. Hans øjne syntes at fange hendes, det korte øjeblik før lyset skiftede og taxaen fortsatte.

Klubben var holdt i mørke, dæmpede farver. Udefra lignede det enhver anden bygning i ambassadekvarteret. Store hvide herskabsvillaer var omkranset af flødefarvede mure og høje hegn, der diskret afslørede dunkle, velholdte haver.
   Da Nanna blev lukket ind af den velklædte butler, trådte hun ind i en højloftet hall med portrætmalerier på væggene. Der var køligt omkring hende. Hurtigt glattede hun håret og trak vejret dybt ind.

Mørke træpaneler omkransede egetræsdøren med kunstfærdige udskæringer. Fløjlsgardiner var trukket for høje vinduer og lod kun en smal stribe solskin ind. Et indirekte lys favnede det elegante, klassiske møblement med lave skindbetrukne sofaer. På rygebordet ved kaminen lå et udsnit af danske og internationale aviser.

Omsider kom butleren tilbage i døråbningen, og med et smalt nik bad han hende følge efter. Det var længe siden hun sidst havde sat sine ben i disse rum, men den gamle angst snoede sig, som en velkendt slange bag brystbenet, da hun trådte over tærsklen ind til biblioteket.

Et øjeblik var hun igen en ung skolepige, hjemme fra kostskolen på ferie. Rystende af angst, for hvad hun ville finde på den anden side af døren til herreværelset i det store mørklagte hus. Enten var Herbert Prater i godt humør med et glas i hånden og flasken på bordet, eller også skulle hun træde ind i skyggerne og fornemme vreden hænge tykt i luften. Altid denne ukontrollable angst for det ukendte, et liv på Herbert Praters nåde. Sommerferien var lang og skyggefuld.

Herbert Prater stod med ryggen til, da hun trådte ind i klubbens bibliotek. Nana så, at han holdt et tykt røgfarvet glas i sin hånd og vidste at det indeholdt single malt whisky.
   "Der er du jo så." Han vendte sig, slyngede langsomt den ravfarvede væske rundt i glasset og så på hende med reptiløjnene. "Jeg var ikke sikker på at du ville komme."

Nanna standsede på dørtærsklen, fjernede blikket fra Herbert Prater og så i stedet rundt i lokalet. Også herinde var tunge gardiner trukket for, lagde rummet i halvmørke. Patinerede Chesterfieldmøbler omkransede kaminen, hvor ilden lystigt buldrede. Tørre kævler afgav små skarpe knald og rummet var hedt. Nanna mærkede varmen i kinderne og længdes efter den kølige brise i hallen bag sig. Så trak hun vejret dybt ind og rankede sig under hans blik.

Herbert Prater gik rundt om hende, mens han stirrede på hende, lignede en leopard, der vurderede antilopen. Hun tvang sig til at blive ved med at kigge på ham.

"Hvad skylder man æren?"

Da han krængede læberne tilbage i sit syge smil, tænkte hun igen på, hvordan denne mand narrede så mange mennesker? Selv de, der burde holde sig for gode til at falde på halen for floromvundne ord og taler, faldt for dette uhyre.

Nanna tvang sig selv til at møde hans blik. "Min mor fik et slagtilfælde i går, nu ligger hun bevidstløs." Hun knyttede hænderne og forsøgte at få sine følelser under kontrol. Hun ville ikke give Herbert den glæde at se hende græde.
   "Har Anna fået et slagtilfælde? - Det var da trist. Vil du sidde?" Herbert Prater pegede mod gruppen af indbydende lave sofaer.
   Nanna rystede på hovedet. "Nej tak. Jeg foretrækker at stå."
   Hadet mod stedfaderen bølgede ud gennem alle porer i hendes hud og hun håbede, han mærkede det.
   Herbert Praters smil stivnede og han så koldt på hende. "Så spyt ud med hvad det drejer sig om, så jeg kan komme videre."

Nu genkendte Nanna ham igen.