Nanna tog forundret brevet op fra entrégulvet. Der var ingen afsender på, men adressen var tydeligvis printet med hendes navn og adresse. Undrende åbnede Nanna kuverten med dirrende fingre. Der lå et foldet ark papir indeni. Hun åbnede brevpapiret og læste den korte maskinskrevne linie:

"DER ER ALTID EN KONSEKVENS"
   Nanna fik kuldegysninger og ondt i maven, mærkede verden køre rundt. Hurtigt tog hun sig sammen og ringede til Jonas Strand.
   "Der er ingen tvivl om, at jeg har ret - hende hypnotisøren har selvfølgelig sladret om vores besøg til Herbert." Nanna mærkede tårerne trænge på, og forsøgte at bevare roen.
   Der var tavshed i den anden ende et øjeblik. "Det er meget spooky, at det brev kommer netop nu. Herbert Prater er åbenbart bange for, at det skal komme frem at han tidligere puslede med mørke kræfter, det pynter nok ikke på hans image - men jeg tror godt, du kan slappe af, han kan jo næppe rigtigt gøre dig noget." Nanna nød Jonas' beroligende stemme i røret. Hans varme stemme lagde sig som et tæppe om hendes angst.
   "Hvad jeg faktisk er mere interesseret i, er hvem pokker det mon er, der sendte min bog til din mor, og hvorfor personen ikke bare står frem, hvis han havde noget, han ville sige?"
   "Måske af samme årsag som dig," sagde Nanna efter en lille pause, skuffet over at han ikke tog brevet mere alvorligt. "Vedkommende ønsker vel ikke et sagsanlæg for injurier." Hun var gået tilbage ind i stuen og satte sig igen i øreklapstolen. Oskar hoppede straks op på hendes skød, som anede katten hendes nervøse tanker. Nanna strøg taknemmeligt Oskar over den bløde pels.


* * *
   Rikke var meget modløs, da hun trådte ud fra redaktionsmødet. Hendes gode veninde og kulturredaktør stak hende en flødekaramel og puffede hende i siden. "Pyt med det, Rikke. Den slags interviews er noget af det mest læste i avisen. Trøst dig med det."
   Rikke rynkede misbilligende på sine røde læber og strøg håret tilbage over skuldrene. "Fødselsdagsinterview med en halvfemsårig på et plejehjem!"
   "Som sagt er det noget af det mest læste overhovedet. Dit navn bliver set."
   "Pøj! - set af folkepensionister." Rikke bed arrigt i karamellen og mærkede den sukrede smag. "Jeg hader den slags!"
   "Tag det som en oplevelse. Tove greb en avis fra bunken af konkurrenter. "Se nu er Herbert Prater nævnt som mulig kandidat til en EU-post af dem på Jyllandsposten. Det er altså mærkeligt med den mand, men jeg synes altså, han har nogle spændende tanker."
   Rikke flåede avisen fra hende. "Lad mig lige se..."


* * *
   Det var ikke Susanne, men den nyansatte Jeanette der åbnede for Nanna, da hun ringede på klokken ved Strandlys hovedindgang.
   "Det var godt du kunne komme så hurtigt. Din mor glider ind og ud af bevidsthed."

Nanna hastede efter Jeanette ind på stuen. Nanna så på kvinden, der hvilede fredfyldt med hænderne foldet over dynen. Hun så meget gammel ud og træt, som hun lå der. Nanna trak stolen hen og lagde sin hånd på moderens og mærkede tårerne trænge sig på.
   En tid sad hun med deres hænder låst sammen. Moderen sov og Nanna lyttede til det uregelmæssige åndedrag. Der var intet tegn på at hun ville komme til bevidsthed. Omsider rejste Nanna sig for at gå.

Så stod Jeanette pludselig bag hende. "Kom med ud i køkkenet et øjeblik, Nanna, hvis du vil," sagde Jeanette. "Der er noget jeg gerne vil tale med dig om."

Jeanette greb to krus og skænkede kaffen, som hun satte foran Nanna. "Sæt dig ned."
   Nanna satte sig og smagte på den varme kaffe, der smagte lidt brændt, som havde den stået for længe på varmepladen.

"Du er Herbert Praters steddatter, ikke sandt?" Nanna nikkede og så undrende på Jeanette med den lange lyse fletning overfor sig. "Jo," sagde hun så efter en lille pause. "Det er jeg."
   "Jeg ved også at din mor læste i en ganske særlig bog, den dag hun fik slagtilfældet." Jeanette så over på Nanna. "Jeg går ud fra du ved hvilken en jeg mener."

Nanna nikkede, men sagde ikke noget. De sad så de kunne kigge ind i opholdsstuen ved siden af. En ung kvinde, der virkede svagt bekendt på Nanna sad og forsøgte tydeligvis at samtale med en affældig gammel mand.

Jeanette sendte Nanna et smil. "Lokalavisen interviewer en af vores beboere i anledning af at han bliver 90." Så lo hun og sagde lavmælt. "Jeg er ikke helt sikker på hvor meget den stakkels pige for ud af ham,"
   Journalisten så også meget modløs ud og virkede rastløs, lagde Nanna mærke til. Foran hende mumlede den gamle usammenhængende, mens han ind imellem tørrede sig med et stribet lommetørklæde om den fugtige mundvig.

"Når din mor ikke læste i bogen, skrev hun på et brev, som hun gjorde meget ud af at holde skjult fra andre."
   Nanna så på sygeplejersken med rynket pande. "Ved du hvad der er blevet af det brev?"
   Jeanette rystede på hovedet. "Nej, det har jeg ingen anelse om. Men måske er det postet - jeg kan prøve at høre på kontoret."
   "Det må du gerne," sagde Nanna og spekulerede på om moderen havde sendt et brev til den, der havde sendt hende bogen? Hun foreslog det til Jeanette.
   "Din mor var i hvert fald meget opskræmt over noget hun læste i bogen, men hun ville ikke tale om det. Hun blev bare ved med at mumle noget om Herberts sønner. Ved du hvad hun mente?" Jeanette så over på Nanna, mens hun puttede sukker i kaffen.
   Nanna rystede på hovedet. Jeanette så forskende over på Nanna. "Din mor betroede mig en række ting, før det sidste slagtilfælde. Hun fortalte blandt andet om sit ægteskab med Herbert Prater og hun fortalte mig nogle ret skræmmende ting."
   Nanna så forvirret op, men nikkede så forsigtigt til sygeplejersken foran sig. "Det var også skræmmende alt sammen." Nanna pillede nervøst ved den blomstrede voksdug.
   "Din mor bad dig tage dig i agt for Herbert Praters sønner." Jeanette så nysgerrigt på Nanna. "Det var de ord hun brugte."
   "Herbert har så vidt jeg ved en søn fra første ægteskab, men jeg tror ikke de har kontakt," sagde Nanna så. "Min anden bror er død, han blev kun to år, så jeg ved ikke hvad hun mente."

Nanna så hurtigt op på Jeanette. "Ved du for resten hvem der sendte bogen til min mor?"
   Jeanette rystede på hovedet og rejste sig og vaskede hænder ved den blanke stålvask. "Bogen lå der bare en morgen. Jeg så det selv, for det var mig, der tømte postkassen den dag. Der var ikke porto på, så nogen må have afleveret den personligt. Kun din mors navn stod på kuverten." Jeanette hældte kaffe på termokander og rettede dem an på en bakke, som hun løftede og bar hen til døråbningen. "De vil nok gerne have lidt mere kaffe derinde, tænker jeg mig."
   Hun åbnede smilende døren ind til opholdsstuerne, hvor en lille gruppe mænd og kvinder sad og stirrede på det tændte TV. Journalisten måtte være gået, for fødselsdagsbarnet sad alene tilbage og stirrede ud i luften. Nanna hørte porcelænet klirre, når nogen tog kopper fra den veldækkede anretning.

Jeanette satte fyldte kaffekander på det fødselsdagspyntede bord. Fra tv'et i hjørnet summede nyhedsstrømmen ud, så kom sygeplejersken tilbage.
   "Herbert Prater får nok rigtig mange stemmer, hvis han virkelig stiller op til Europaparlamentet, som han vist går efter - Han er rigtig populær. Jeg interesserer mig ellers ikke for politik, men der er nu noget over ham..." sagde Jeanette, da hun vendte tilbage til Nanna. Så skar hun hurtigt kringlen ud og bar den ind på bordet. Nanna så efter den høje kvinde i den hvide kittel. Smilende delte hun kringlen rundt. Flere af de gamle vendte interesseret hovedet ved duften af wienerbrødet.
   En af de ældre mænd i opholdsstuen havde skruet op for TV. Nanna kastede automatisk et blik på fjernsynet, der skrattede gennem den åbne dør ud til køkkenet.

Nanna kunne se billedet, hvorfra hun sad, en eller anden politisk debat. Pludselig kom der et billede på skærmen af Herbert Prater. Hans reptilagtige øjne stirrede direkte ud på seeren og læberne var krænget tilbage i hans særlige smil. Et smil, der forunderlig vis tiltrak så mange.

"Din mor var også meget optaget af den ring, han giver til sine tilhængere," sagde Jeanette. "Hun havde en mærkelig tanke med de tre sammenslyngede Fér."
   "Hvad tænker du på?" Nanna ville fjerne blikket fra billedet, mens det føltes som om Herbert Prater sugede hendes blik fast til skærmen. Med en krampetrækning tvang hun blikket væk og så igen over på Jeanette. Hun havde en halskæde på med en springende sølvdelfin, der sad lige over den hvide t-shirt.

"Din mor gentog at "F" er det sjette tal i alfabetet." Jeanette så alvorligt på hende, satte sit krus på bordet og trak vejret dybt ind. Nanna lagde mærke til at hendes hånd dirrede, da hun rakte ud efter mælken.
   "Hvad mener du, hvad har det med noget at gøre?" Nanna rynkede panden og kiggede mod sin vilje igen på skærmen og den smilende Herbert Prater, der gik rundt mellem folkemængden. "Og hvad så?"

"Bogstavet F" gentog Jeanette tålmodigt. "... er det sjette i alfabetet - og tre sekstaller..." Hun tog Nannas hånd over bordet.
   " -Giver 666" afbrød Nanna og var ved at tabe sit kaffekrus. "- Djævlens tal!"

Debatprogrammet i baggrunden kørte videre, mens gulvet føltes som om det kørte rundt med hende. Gennem slørede øjne så hun en rundbordsdiskussion i gang mellem fire velklædte mænd. I baggrunden kørte en serie stilbilleder af de to sandsynlige valgkolbetanter.

"Det vides endnu ikke med sikkerhed om Herbert Prater stiller op som EU-kandidat, men det er det der nu seriøst tales om på gulvene i Bruxelles."

Studieværten vendte sig mod en kynisk udseende, skaldet mand med briller, der øjeblikkeligt veloplagt smilede tilbage, tydeligvis klar over at han var på.
   "Hvad mener du, Georg Sandberg, politisk kommentator her på TV2 News, - er det et sandsynligt scenario?"
   Nanna stirrede på kvinden foran hende. " Mener du 666 ... tallet for Djævlen?"

Jeanette fastholdt hendes blik, "Ja," hun nikkede, "- eller for Antikrist. - Det mener din mor i hvert fald."