Nanna havde bogen i tasken på vej hjem i taxaen. Hvem havde dog sendt den til hendes mor? Hun bladrede på må og få i de mange sider. Det lod til at være et opslagsværk om sort magi og dens udøvere i moderne tid. Nanna gøs og ville lukke bogen, da hun opdagede, at et af siderne havde et tydeligt æseløre og slog op.

Hun mærkede hvordan hun skiftevis blev kold og varm, da hun stirrede på billedet af Herbert Prater. Hendes blik sløredes. Hun kunne dårligt se ordene, og måtte blinke gentagende gange.

"Herberg Prater har tidligere taget skarpt afstand fra rygterne, om at der skulle være afholdt seancer på hans kursusforløb, men han er alligevel medtaget i denne bog, på grund af en række vidneudsagn fra tidligere tilhængere af FFF."

Nanna så op og ud ad vinduet. Hun ville kunne fortælle forfatteren noget om Herbert. Hvad var det han hed? Hun kiggede på bagsmækken, der viste et billede af en yngre mand med rødblondt hår og venlige øjne. "Jonas Strand," sagde hun højt og taxachaufføren så undrende op i bakspejlet. "Undskyld, det var ikke til dig." Manden smilede og drejede ned ad H.C. Andersens Boulevard og begyndte at trække ud til højre.

Nanna huskede, da Herbert Prater og moderen giftede sig. Kort efter oprettede han den første sommerlejr for tilhængerne. Tredve begejstrede mennesker slog sig ned den sommer. De lejede sig ind i deres store palæ og Nanna måtte opholde sig i sit soveværelse, det meste af tiden, fordi huset var propfuldt af disciple, der ikke måtte forstyrres i deres personlige udvikling.
   Plænerne bag huset, hvor gartneren normalt passede den elegante have, blev invaderet af new age folk. De mediterede under fuldmånen og om dagen spillede Herberts betalende gæster kroket og tog solbad på græsset.
   Midt mellem dem alle, gik den nye guru rundt og smilede, rådgav og vejledte sine nye proselytter. Dengang syntes moderen at alt hvad Herbert Prater fandt på var fantastisk. Det var først senere, efter det med lillebroderen Johannes, at moderen langsomt blev sindssyg. Senere kom hjerneblødningerne.

Et øjeblik var Nanna tilbage i tiden, kort efter det med lillebroderen. Også dengang sad hun i en taxa. Kostskolen havde bestilt en vogn, og sendt hende 80 kilometer hjem for at støtte sin mor og stedfar i deres sorg over Johannes forsvinden og død. Da hun steg ud af bilen, noterede hun sig at moderen lyseblå stationcar ikke holdt i indkørslen, som den plejede. Hun afviste taxachaufførens tilbud om at bære kufferten op ad trappen til den pompøse hoveddør og sendte vognen væk. Mens bilens røde lygter forsvandt ned gennem alléen, og hun stod og så op mod det store, glædesløse hus, mærkede hun den velkendte angst i maven.

Stille låsede Nanna sig ind i den store, tusmørkestille ejendom og bar kufferten op til første sal. Hendes værelse var endnu ikke gjort i stand og der lå et fint lag støv overalt på værelsets antikke møbler, da hun åbnede døren.

Mens hun pakkede ud, hørte hun en lyd ude fra gangen. Og en kvindelatter. Undrende havde Nanna åbnet døren og set Herbert Prater i tæt omfavnelse med en leende lyshåret kvinde. Pludselig drejede han hovedet og fik øje på sin tolvårige steddatter i døråbningen. Blikket fra reptiløjnene fik Nanna til at lukke døren uden en lyd, og hun fortalte aldrig moderen noget.

Som 17 årig havde hun mødt ham inde i byen med en elegant klædt kvinde, højst fem år ældre end hende selv. Herbert Prater var smilende gået forbi hende, uden at mæle et ord.
   Heller ikke det viderebragte Nanna til sin mor. På det tidspunkt havde moderen allerede mistet sin forstand over tabet af barnet.

Herbert Prater og moderen levede hver deres liv og da moderens sindssygdom slog ud i lys lue var det nok en sorg, men også en lettelse, da moderen efter et slagtilfælde flyttede til "Strandglimt." Nanna kunne ikke gøre mere for hende og kun besøge hende på hjemmet.

På sidelinien fulgte Nanna Herbert Praters sejrsgang over de bonede gulve. Tidsånden ændrede sig og tiden løb fra det vildeste New age. Tidens mantra var selvudvikling og Herbert Prater fugtede pegefingeren, holdt den i vejret og indfangede duften af penge.
   Seancer, røgelsespinde og urtete forsvandt, og blev afløst af peptalk om vindermentalitet og guden i dig selv. Mange nye disciple kom til, alle med tegnebogen i orden og beslutsomme ønsker om personlig succes. Herbert Prater finpudsede sine læresætninger, udskiftede et par med andre og var snart i gang med at erobre direktionsgangene. Nanna lukkede øjnene - hvor langt ville han gå? Hvad var Herbert Praters endemål? Nanna vidste det ikke, men frygtede det værste.


* * *
   Rikke læste på må og få i bogen. Dele af teksten indrammede hun med blyant i margenen:

"Et ønske kan være så brændende, at man er villig til at indgå en pagt med Djævelen for at opnå det. Ønsket kan være grådighed - efter magt, penge, ære og anden jordisk glans. Men man kan også være villig til at sælge sin sjæl for at redde dem, man holder af. Djævelen er ligeglad... så længe man underskriver sin kontrakt med blod."
   Rikke rystede på hovedet. Hvem kunne man mon bilde den slags ind? Så vendte hun et blad i bogen og standsede overrasket op. Herbert Praters stikkende reptiløjne mødtes hendes på de blanke sider. Undrende begyndte den unge journalist at læse.


* * *
   Hjemme i lejligheden på Nørrebro, satte Nanna sig i den store øreklapstol og trak tæppet godt op om sig. Katten, den langhårede Oskar kom højlydt miavende ud fra garderobeskabet, hvor den altid holdt til, når hun ikke var hjemme.
   "Kom her, Oskar..." smilede Nanna og løftede den legesyge hankat op på skødet. Selvom han efterhånden var fire år, opførte han sig stadig som en forvokset killing og tjattede efter hendes fingre. Med katten spindende i favnen, greb hun bogen.

"En dokumenteret interesse for satandyrkelse dukkede op i slutningen af 1800-tallet i Paris blandt okkultister og avantgarde-forfattere. Den berømte forfatter Charles Baudelaire, skrev i 1857 en digtsamling, Helvedesblomster, der var en hyldest til Satan ("Litanie de Satan"). Satan-figuren var for Baudelaire et symbol på stolt trods mod den katolske kirke og det etablerede samfund. Et nyt håb blev skabt for de undertrykte, fattige, forpinte og alle selvmorderne. I forbindelse med den litterære "kultursatanisme" udsprang begrebet "satanisme".
   Og på næste side:
   "Flere af Herbert Praters disciple fortæller om natlige seancer hvor Herbert Prater forsøgte at mane en gudeskikkelse frem af et tegnet pentagram. Ligeledes beskylder tidligere tilhængere Herbert Prater for afgudsdyrkelse samt dyreofringer."
   Igen vendte Nanna blikket til billedet af Herbert Prater på den efterfølgende side. Hun betragtede ham som en despot. Ikke kun over for hende selv og moderen, men som en modbydelig despot generelt. - Men trods alt dog ikke en tjener for mørkets kræfter. Hun læste lidt videre på må og få i bogen, men der stod tilsyneladende ikke mere om Herbert Prater.

En gammel erindring vågnede pludselig for Nannas indre blik. Den vinternat, hvor hun overraskede ham i det gamle tårnværelse i østfløjen.

En fuldmånenat var hun vågnet af lyden fra nogen, der gik på den knirkende trappe op til tårnværelset, der normalt var spærret af. Nysgerrigt havde hun fulgt stearinlysenes skær, til hun fandt stedfaderen i det ellers aflåste rum øverst oppe. Herbert Prater stod midt på gulvet i en tegnet kridtcirkel. Nanna forsøgte at fastholde billedet, men forgæves. Hver gang hun nåede til hvor hun trådte over dørtærsklen og så ham med ryggen til gengivet i de mange spejle, huskede hun ikke mere.
   Huskede ikke mere, før hun vågnede og næsen troede det var en drøm. Selvom en spinkel, vedholdende stemme i hendes indre mente noget andet.
   Noget huskede hun dog: Den hovedløse kylling og den gamle globus ved hans nøgne fødder.
   Nanna bladrede i bogen og nåede til en tegning af et pentagram. Kunne det mon have været sådan en, han stod i den nat? Og hvad skulle det betyde? Så løftede hun blikket fra bogen,. - Og hvem havde mon sendt bogen til moderen? Nanna bed sig i læben og strøg katten over pelsen. Og hvorfor?

Oskar vågnede og strakte sig med poterne fægtende i luften. Så kiggede han op på Nanna og gabte inderligt, så man kunne se den lyserøde tunge.
   "Nå, er herren sulten?"
   Omgående hoppede katten ned på gulvet, vendte hovedet og stirrede sigende på sin ejer. Nanna så op på uret og smilede. "Selvfølgelig skal du da have mad..." Bogen faldt på gulvet og slog sig selv op på siden med billedet af Herbert Prater.


* * *
   Rikke stod på den gamle redaktørs kontor. Samtalen forløb mildest talt ikke som hun havde håbet.
   "Det kan der ... selv-føl-gelig ..." Redaktør Mogensen trak det sidste ord ud, som smagte han fysisk på det - "ikke blive noget af. - Sig mig, er du blevet forrykt, pigebarn? Du kan da ikke ud af det blå beskylde en af landets mest respekterede foredragsholdere for at stikke blår i alle øjnes?"
   Redaktøren så på hende over halvbrillerne. "Du kunne lige så godt beskylde julemanden for pædofili. Herbert Prater er GUD i det pulserende new-age-miljø og hans projekter skraber penge og atter penge ind - blandt andet til velgørenhed. Alt hvad den mand rører, bliver til guld."
   Rikke nikkede, men knugede stadig notaterne fra den hvide blok mellem fingrene. "Men, han er altså omtalt i en bog om heksedyrkelse ... Bogen jeg viste dig..."
   Redaktøren afbrød hende med en håndbevægelse. Skjorten gabte hvor en knap var gået op og afslørede et behåret og fregnet maveskind i rundbuestil. Rikke forsøgte at flytte blikket op til ansigtet med halvbrillerne.
   "En ... fuldstændig ukendt ... forfatter, sandsynligvis en eller anden falleret digter, der har et horn i siden på andre, der har opnået succes. Du skal ikke være gammel i denne her branche, for at kunne holde den slags historier ude af avisen." Redaktøren nikkede til hende og greb den højrøde trådløse mus ved siden af fladskærmen. "Du kan tage ud og dække skolekampen i ishockey. - Det er en lokalavis, det her. Vi skal sgu ikke rage uklar med en af vores største annoncører, fordi der sidder nogen og får ondt i røven på et eller andet loftskammer!" Redaktør Mogensen gloede på Rikke med et vantro udtryk i de vandblå øjne. "Herbert Prater involveret i heksesabbatter? ... Nej, du beder jeg dig!"

Rikke nægtede at give sig uden kamp og satte sig hurtigt på kanten af den brune skindstol. Det flettede stolesæde var lavere, end den drejestol redaktøren tronede i på den anden side af det mægtige skrivebord. Hun lænede sig frem, forsøgte at fastholde Mogensens blik. Hun var klar over at hun kun fik én chance.
   "Jeg så det blik den unge kvinde sendte ham, da jeg så dem stå overfor hinanden i salen efter foredraget - og så de gorillaer, han holder sig - jeg er ret sikker på, den ene var bevæbnet. Det var virkelig spooky." Rikke ledte efter de ord, der skulle overbevise chefen om hendes scoop. "Jeg er sikker på der er noget fordækt ved Herbert Prater."
   Redaktøren rejste sig irriteret. "Men det bliver så ikke denne avis, der får æren af at afsløre ham... - Glem det og skrid så ud og dæk den ishockeykamp!"