Den enes død


13 år siden 32 kommentarer Noveller krimi satire mord humor

20Manden med sneploven
Søvnig mor med · klapvogn · i morgenmørket · Lille snottede Sofie · der s... [...]
Digte · følelser, socialrealisme, thriller
10 år siden
10Panda
Pandabjørnen · æder bambus · fordi det har dens · forfædre · altid · gjort · ... [...]
Aforismer og gruk · natur, humor
10 år siden
19Brasiliansk klokkeblomst
Prolog · Langt borte · På den anden side af kloden, vokser en · særegen... [...]
Digte · natur, monstre, satire
10 år siden
26Vi er første generation
Vi er første generation, vi blev født i kolber · og ammet af maskin... [...]
Digte · samfund, science fiction
10 år siden
6Forår for Sophus
"styne: beskære et træs krone ved at skære det ned til en bestemt... [...]
Klummen · kæledyr, humor
10 år siden
8Sophus - Vandhund i problemer
Sophus, den glade engelske bulldog, er godt nok umanerlig glad fo... [...]
Klummen · humor, kæledyr, natur
10 år siden
9Hugin, Munin og Sophus
Sophus, den nu et-årige engelske bulldog, holder meget af sine gå... [...]
Klummen · natur, humor, kæledyr
10 år siden
12Valnøddefesten
Sani plukker de soldrukne brombær, der tynger de piggede grene. M... [...]
Fantasy · mystik, monstre, kærlighed
10 år siden
9Carls ouija-bræt - Del 2 af 2
Forfatteriet begyndte at køre igen. Men hans muse eller hvem der ... [...]
Fantasy · mystik, science fiction, forfatter
10 år siden
3Carls ouija-bræt - Del 1 af 2
Over den mandshøje pejs hænger et kudu-hoved med slanke og snoede... [...]
Fantasy · science fiction, forfatter, mystik
10 år siden
19Sophus, engelsk bulldog
Midt i den koldeste vinter blev Sophus født. En broget pølse brød... [...]
Smilebåndet · humor, kæledyr, natur
10 år siden
24Den søde ventetid
DEN FØRSTE MÅNED · 6. januar 2013 · Maria skriver digte i røde notesb... [...]
Noveller · graviditet, børn, mystik, skæbnefortælling
11 år siden
13Tilfældige hændelser
Det tordner. Simone skutter sig i lænestolen. Trækker det lilla u... [...]
Noveller · mystik, sorg, skæbnefortælling
11 år siden
40Dukkehuset
Hårde regndråber lander i dukkens stive blik. Falder på de blåmal... [...]
Noveller · spænding, mystik, skæbnefortælling
11 år siden
17De små synger
Måske var det børnenes sang, der skræmte mig allermest? Jeg ved d... [...]
Noveller · børn, mystik, gys
11 år siden
15Paradisøen
Klokken ringer omsider højt og skingert. Thomas vender sig træt m... [...]
Noveller · satire, science fiction, socialrealisme
11 år siden
13Hatonns venner
13. september 2012 · Carina har set dem før, i august. Da hun ser d... [...]
Noveller · kærlighed, apokalypse, religion
12 år siden
20Vanvid
Hvordan forklare det, der raser i hendes krop · Stormen af så forbu... [...]
Digte
12 år siden
22Kendis-Klubben
Første stadie · Judith havde haft mistanken længe, men vidste ikke ... [...]
Noveller · gys, kendte, satire
12 år siden
14Bare en lille pille ..
"Det bliver næsten som at have en tjener", sagde jeg til min nabo... [...]
Noveller · samfund, science fiction
12 år siden
26Brødrene
Prolog · Dana så på Maria, der lå fastspændt på den hvide briks. "V... [...]
Fantasy · kryptozoologi, science fiction
13 år siden
31Post-it®
Post-it®: · "Det er det eneste, ingen taler om. Alene ordet er tabu... [...]
Noveller · overbefolkning, virus, science fiction
13 år siden
32Den enes død
Betjenten satte frisk papir i printeren. Kvinden placerede sig på... [...]
Noveller · krimi, satire, mord, humor
13 år siden
13Meteoritten
1. december 2012 · " ... Jeg opdagede det ved et tilfælde. Jeg havd... [...]
Noveller · gys
14 år siden
26Revnen
Marian får nøglerne til lejligheden udleveret klokken kvart over ... [...]
Noveller · psykiatri, kunst, edderkopper
14 år siden
19Praktisk hypnose
Anine knipsede hårdt med fingrene foran det morgenfriske sludrech... [...]
Noveller · humor, samfund, satire, thailand
14 år siden
20Veras vaskedag
Vera smilede og lukkede hjemmehjælpen ud. "Nej tak, jeg behøver i... [...]
Noveller · hjemmerøveri, kvinder, alderdom
14 år siden
20H1N13
Larmen fra foyeren var standset. For nogle minutter siden havde d... [...]
Noveller · influenza, science fiction, virus, satire
14 år siden
27Lavkonjunktur
"Det er fra kommunen." Den blegfede sekretær åbnede modvilligt dø... [...]
Kortprosa · overbefolkning, kapitalisme
14 år siden
22Guds udvalgte
De første timer efter bortrykkelsen var det ikke rigtigt gået op ... [...]
Noveller · familie, apokalypse, science fiction
14 år siden
87Det tynde forhæng
"Hej..." · (knas på båndet) · "Som du nok kan høre, har jeg lånt di... [...]
Noveller · monstre, storm
15 år siden
7Herbert Prater - Kapitel 9
Nanna tog forundret brevet op fra entrégulvet. Der var ingen afse... [...]
Romaner · spænding, demagogi
15 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 8
Nanna vågnede efter nogle minutter. Fortumlet satte hun sig op og... [...]
Romaner · demagogi, spænding
15 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 7
De mødtes på Vesterbros Torv. Jonas skuttede sig i kulden og så N... [...]
Romaner · spænding, demagogi
15 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 6
Nanna fortalte Jonas om det. · "Kan du huske hvordan det pentagram... [...]
Romaner · demagogi, spænding
15 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 5
De næste dage kredsede Nanna om den tunge bog. Hun læste i den og... [...]
Romaner
15 år siden
5Herbert Prater - Kapitel 4
Nanna havde bogen i tasken på vej hjem i taxaen. Hvem havde dog s... [...]
Romaner
15 år siden
31Afgang
Det er nat og det er mig, der har vagten. · Udenfor bilruden svæver... [...]
Kortprosa · død, drama, følelser, samfund, mystik
15 år siden
6Herbert Prater - Kapitel 3
Journalisten Rikke var rasende over den behandling hun havde fået... [...]
Romaner
15 år siden
7Herbert Prater - Kapitel 2
Rikke Grønnelykke fik øje på Herbert Prater og hans gorillaer på ... [...]
Romaner
15 år siden
13Herbert Prater - Kapitel 1
Nanna Bang var rystet, da hun trådte ind i den oplyste gigantiske... [...]
Romaner
15 år siden
28Forfatter-mareridt
Karina satte sig til rette med løftede hænderne over tastaturet, ... [...]
Kortprosa · forfatter, mystik
15 år siden
13Hund med krave
Det er aldrig rart at se sin hund syg. Vores hund, Max, der er gå... [...]
Klummen · hunde, max
15 år siden
15Sne i juli
"Se mor, der ligger sne over det hele!" · Barnet i den lyseblå som... [...]
Noveller · mystik, familie
15 år siden
25Menneskeæderne
Majoren var vant til at parere ordre. · Han lod andre om at stille... [...]
Noveller · krig, ufo, kontrafaktisk
15 år siden
17Nephila clavipes?
"En edderkop!" Lone røg i vejret og børstede febrilsk sine cowboy... [...]
Noveller · edderkopper, socialrealisme, humor
15 år siden
9Invasion
Først efter nogle måneder begyndte man at undres over, at Kattemo... [...]
Noveller · død, ufo, socialrealisme
15 år siden
16Vinterforråd
Kummefryseren var stort set tom og pengekassen havde været det læ... [...]
Noveller · økonomi, familie, ungdom
15 år siden
16Trold
"Og børnene levede lykkeligt til deres dages ende..." Karin så kæ... [...]
Noveller · monstre, stedforældre, børn
15 år siden
15At blæse ånde i en lerfigur...
"Officielt (altså i mit eget hoved) skriver jeg på en længere rom... [...]
Essays · forfatter
15 år siden

Puls: 3,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Mikala Rosenkilde (f. 1968)
Betjenten satte frisk papir i printeren. Kvinden placerede sig på stolen på den anden side af skrivebordet. Det imprægnerede bøgetræ knagede under vægten.
   P.V. Jensen kategoriserede automatisk: Ruth Hansen, over middelhøjde. Tungt bygget og klædt efter vejret, i varm frakke og med et farvestrålende tørklæde i halsen. Den pink farve flatterede ikke de rødstribede, frostsprængte kinder. Hun virkede nervøs, men det var meget naturligt, tænkte han. Den slags damer så sjældent en politistation indefra.
   Han strøg sig træt over panden og skottede op på urskiven på væggen.
   "Tag hellere frakken af, det her tager en halv times tid. Du kan få en kop kaffe, hvis du har lyst." P.V. forsøgte at smile, men mærkede selv at det kun blev til en grimasse. Det var fredag eftermiddag og forude lokkede en friweekend.

Ruth rystede hurtigt på det korte, bobbede hår og slog knude på hænderne i skødet. "Jeg beholder frakken på."
   "Helt i orden." Han trak på skuldrene.
   "Vidneafhøring nr. 1, i sagen om afdøde Konrad Møller." Han slog med tofingersystem hårdt tasterne ned. Heldigvis var det snart fyraften. Han håbede at den lokale kvæler holdt sig indendørs denne weekend. Han trængte virkelig til fred og ro. Han skottede til vidnet i stolen.
   Ruth kiggede rundt i det lille, grønmalede kontor, mens hun tydeligvis ventede på at han skulle begynde sine spørgsmål.

53 år, ud fra personnummer.
   Hun ser sgu da 10 år ældre ud, tænkte han, som hun sad der og knugede de røde hænder. En Fru Danmark. Politisprog for regelrette borgere der stort set aldrig kom i konflikt med loven. Typer som havde en naturlig respekt for ordensmagten. En respekt visse andre elementer kunne lære af.
   Frk. Danmark rettede han så. Næppe gift. Lignede en hest i hovedet. Manglede bare muleposen til at matche de sørgmodige, brune øjne. Han studerede diskret det kraftige korpus, mens han pillede ved en papirclips. Selvfølgelig var hun ikke gift.
   "Jeg har allerede cpr-nummer, navn og din adresse. Så hvis du bare vil starte med at fortælle mig hvad der skete -fra begyndelsen."
   Der gik et øjeblik, før hun svarede.
   "Jeg tror mistanken opstod efter det tredje mord." Hun lænede sig mod skrivebordet. " ... At folk for alvor begyndte at snakke sammen om hvorvidt Konrad egentlig vidste mere om de dødsfald, end han ville være ved."
   Hun snøftede. Et øjeblik stirrede hun på ham med de store tårefyldte kvieøjne, så brød hun i højlydt gråd. Åbnede håndtasken og fandt et lommetørklæde frem. Pudsede støjende næsen i det lyseblå bomuld.
   P.V. tænkte på at det ganske sikkert var ubehageligt at finde sin chef hængt i loftbjælken.
   Ruth nikkede ned i lommetørklædet, som bekræftede hun hans tanker.
   "Han virkede ellers så begejstret i starten."
   "Begejstret?" spurgte P.V. forvirret. "Hvem?"
   Hun så undrende op. "Min chef, Konrad. Afdøde."
   Han skyndte sig at nikke, klaprede i tastaturet. "Fortæl bare videre."

"Folk begyndte at tale om hvem morderen kunne være, om det var nogen man kendte. Selvfølgelig var det alt det med mordene ubehageligt. Men det udløste alligevel en vis forventning hos os i forretningen."

P.V. sendte et diskret blik op på uret. Det her kom vist til at tage tid, kendte godt hendes snakkesagelige type. Weekenden virkede pludselig langt væk.

"Det første lig var en spinkel, ældre dame, der aldrig nåede hjem fra bageren med to rundstykker og en halv sød, før morderen trak hende ind i mørket. Dræbte hende og lod hende ligge i den grønmalede port."
   P.V. nikkede for sig selv. Trist skæbne for en bedsteborger. Kvinden var blevet kvalt med et rødt silketørklæde. Det var det, der var det underlige ved mordene. Ofrene virkede så vilkårlige. Det var det, der undrede mest i opklaringsarbejdet.

"Den næste der kom af dage," fortsatte Ruth , "var en midaldrende agent for et strømpefirma, der netop havde fået en pæn ordre i det lille parfumeri 'Femme de Paris' nede på torvet."
   P.V. så undrende op, overrasket over hendes nonchalante måde at fortælle på. Så trak han på skuldrene og nikkede til hende om at gå videre.
   "Han fejrede det gode salg med en kop kaffe på "Café den grønne gren".

P.V. nikkede. Damen var tydeligvis godt informeret. Men pressen havde selvfølgelig også berettet og gentaget alle detaljer til hudløshed.
   Bardamen, en vis 'Connie med de vilde øjne', havde først ikke forstået ordren, da agenten havde forlangt kaffe, men indvilgede så modstræbende i at brygge en kande i det uhumske baglokale, hvor den gullige fluefanger fra loftet for længst var bukket under for arbejdspresset. P.V. havde selv været nede og afhøre hende.
   Den handelsrejsende havde mødte sin banemand i baggården, da han gik ud for at slå en streg, da toiletfaciliteterne ikke rigtigt var egnet.

"Det tredje offer," sagde Ruth , "var det 19-årige avisbud."
   P.V. spekulerede på hvor kvindemennesket ville hen med sin historie. Alt det vidste han jo godt. Hvem der var blevet dræbt hvornår. På den anden side vidste han bedre end at afbryde for tidligt. Tit opdagede man at små detaljer viste sig vigtige for opklaringsarbejdet senere. De havde jo haft hendes chef i kikkerten et stykke tid, netop på grund af snakken i byen. Fire afhøringer var det blevet til, men intet gennembrud.

"Dagen efter mordet på avisbudet lukkede jeg mig ind ad glasdøren og satte kaffe over i det lille køkken."
   Hun åbnede tasken og fandt et nyt lommetørklæde frem. Pudsede næsen. "Avisen lå klar i postkassen og jeg drak en kop og læste om det seneste mord."
   P.V. nikkede bag skærmen. Det var en meget frustrerende sag. Man havde intet signalement. Intet spor at gå efter, kun de døde, der lå med et overrasket blik i deres udstående øjne, og det farvestrålende silketørklæde, naturligvis, viklet stramt om halsen. Men nu var det måske slut? Med Konrad Møllers selvmord.

"Konrad virkede svært tilfreds, da han mødte ind den morgen. Selvfølgelig beholdt han sit medfølende smil, der tilsyneladende var groet fast i hans ansigtstræk, men på den måde han gik, svingende med stokken, kunne jeg mærke, at han var ophidset.

"Ruth!" råbte han og smed hatten gennem lokalet (og alligevel efter så mange års øvelse, stadig ikke kunne ramme den hvide stumtjener). "Det er det tredje mord i sommer." Det var jo tydeligt at han allerede vidste hvad der var sket.
   Jeg smilede og samlede som hver morgen hatten op. Hans glæde var ikke overraskende. Hver gang morderen havde slået til, steg humøret en tak. Denne formiddag var ingen undtagelse. Det havde været trange tider, siden der var kommet en konkurrerende bedemandsforretning til byen.
   "Hvil i fred" havde frækt taget en af de bedste adresser i gågaden og fejrede åbningen med balloner til børnene og brochurer og kaffe til de voksne. Der havde selvfølgelig også været billede i lokalavisen af indehaveren, den kække og rødmossede Claus Knasten, vores nye ærkefjende.

Vi fik så stadig de faste. Dem der skulle begraves på kommunens regning, (dem ingen andre ville betale for) men med al det antibiotika, man fyldte på de gamle i byen, holdt folk jo nærmest evigt. Der lå efterhånden en pæn stak visitkort på Plejehjemmet Tusindfryd, men der kom ikke ret meget den anden vej.

Den morgen efter mordet på avisbudet var Konrad i strålende humør med udsigt til nye kunder i forretningen. Jeg smilede og rejste mig efter kaffen. Selvfølgelig var det ubehageligt med en massemorder i byen, men som Konrad også pointerede, så måtte man knuse æg for at få omelet, og det gav os trods alt smør på brødet.

Konrad fløjtede, da han gik gennem kontoret med avisen i hånden. Sendte mig et fingerkys, før han lukkede toiletdøren. Jeg rødmede og greb ned i skuffen efter bagerposen.
   Telefonen ringede og jeg lagde croissanten fra mig og løftede røret.
   "Byens bedemand" sagde jeg og gjorde automatisk stemmen en oktav lavere og medfølende. Konrad kunne jeg naturligvis ikke konkurrere med, han har 30 år på bagen. Han kunne det med at vifte en usynlig tåre bort, når han talte med en potentiel kunde, så man kunne føle det i den anden ende af ledningen. Konrad var den fødte bedemand.

Jeg kunne nu hurtigt vende tilbage til normalt stemmeleje, for det var bare Jeanette fra kommunen, der ville drøfte nogle papirer vedrørende en subsistensløs, man havde fisket op af havnen en uges tid forinden. Nu var kroppen frigivet fra Patologisk og kunne afhentes, når det passede os.
   "Har du hørt det?" spurgte Jeanette konspiratorisk i den anden ende af byen. "Nu har morderen slået til igen!"
   "Det stakkels avisbud," medgav jeg.
   "Han er fra jeres distrikt," sagde Jeanette og lød som om hun puttede et bolsje i munden. "Så mon ikke I får ham?" trøstede hun.
   Jeg smilede og vi sludrede videre et par minutter om vind og vejr. Jeanette er en sød pige. Jeg ved hun er flink til at stikke vores visitkort i lommen på borgere, der kom på hendes kontor. Konrad var svært begejstret for det arrangement. Han plejede at kigge forbi hende med en stor, rød Julestjerne i december. "Man skal pleje sine kontakter," var hans motto.

Senere på formiddagen skred Konrad. Han smed et par bilag på mit skrivebord, før han gik og jeg måtte igen se om jeg kunne konvertere hans barregninger til noget, der bare smagte af forretning. Konrad havde lært mig et par fif til den slags, men jeg er nu ikke vild med det. Ville ønske der kom flere rigtige kunder ind.

Lidt efter kom der faktisk en kunde. En undseelig morlil, der vred de røde og runkne hænder og dårligt turde træde ind i forretningen. Jeg skyndte at rejse mig og lægge mit ansigt i medfølende folder. Konrad lignede en træt blodhund, når han gjorde det. Jeg fik hevet kvinden ind i kontoret og bænket hende ved skrivebordet med en kop kaffe.

Jeg leger altid en lille leg, når jeg sidder der og taler med kunden. Jeg kan næsten altid gætte hvad det ender med. Hvide og x-farvede blomster og den næstbilligste kiste. Sådan er det næsten altid. Aldrig den billigste, for den vil ingen være bekendt, men den næste på prislisten går i reglen an. Kun når der er tale om nogen, der tit har været i avisen eller måske en lokalpolitiker, hiver man pungen frem og købte en af de andre.
   De er i øvrigt tunge som onde år, de billige kister. De er lavet af hvidmalet spån og man skal tumle dem forsigtigt, for der går let flig af maling og kanter. Når det sker, står Konrad med sit hvide rettelak og fjerner ridser og slagskader ude i baglokalet. Den uundværlige kaffekop sætter han fra sig på låget, skønt jeg har sagt til ham at det sætter rande. "Pyt med det," siger Konrad så og drysser aske fra sin cerut alle vegne.
   "Hvem skulle kigge? Der ligger blomsterne jo." Og det har han jo for så vidt ret i."

P.V. løftede blikket op mod uret på væggen. Han var spændt på hvornår hun ville komme til sagen.

"Nå, jeg sad jo der på kontoret med den potentielle kunde. Det var så damens bror der skulle bisættes. Der blev cirka som jeg havde gættet. Da hun gik havde vi aftalt en betaling på 16.650,00 og begravelse den førstkommende torsdag.
   Ja, sagde jeg til mig selv. Hvis vi så også får ham avisbuddet ind (næstbilligste kiste og lyserøde blomster, gættede jeg på), så havde vi da min løn hjemme den måned.
   Da jeg kørte hjem, så jeg vores rustvogn holde ved "Kig ind". En af de lokale oaser. Jeg sukkede og rystede på hovedet. Konrad gjorde ikke ligefrem mit arbejde nemmere med alle sine udgiftsbilag.

Ugen efter var den gal igen. Denne gang var det den unge pige, der arbejdede hos bageren, der var blevet morderens offer. Den 21-årige Mette havde været ude med skrald, da morderen slog til i gården. Mette Eriksen (som hun viste sig at hedde, da papirerne blev faxet ind) fik en storslået begravelse, delvist sponsoreret af kommunen, da afdøde viste sig at have vundet "Miss Solskin" sidste år og også havde været med i "Robinson".

Aviserne gik selvfølgelig amok over de mange mord. Pressen kaldte det "Dødens Sommer". Indimellem syntes jeg nærmest der var flere journalister, end der var indbyggere i byen. Jeg tror næsten de fleste af os blev interviewet og selv var jeg både i BT og i to indslag i lokal-tv. Konrad anede på det tidspunkt ikke at folk var begyndt at snakke. At han havde noget med det at gøre."
   P.V. så over på Ruth , der knugede det våde lommetørklæde i frakkeskødet.
   "Han havde ingen anelse, skønt der blev hvisket og tisket på torvet og på 'Den grønne gren', så snart han var gået."
   P.V. så hvordan fingrene rev i det fine lyseblå lommetørklædestof.
   "Jeg syntes jo det var synd for ham og når folk spurgte mig direkte, så benægtede jeg det altid hårdnakket." Hun så over på P.V. med store tårefyldte øjne.

"Vi var lige kommet tilbage fra Mette Eriksens begravelse og var ved at lukke sagen, da Konrad pludselig kiggede over på mig fra det store teaktræsskrivebord. Han var tydeligvis i sit spekulative humør. Jeg tog diskret en bid af min croissant, fra posen i skuffen.
   "Har du nogensinde overvejet..." begyndte han. Kiggede på mig over brillekanten. "Om der kan være en sammenhæng mellem mordene og så det at vores konkurrent er kommet til byen?"
   Jeg holdt op med at tygge og satte kaffekoppen ned på korkbordskåneren.
   "Hvad mener du, Konrad?" Jeg mærkede nervøsiteten i min stemme. "Tror du...?"
   Konrad rystede heftigt på hovedet. "Man skal aldrig drage forhastede konklusioner," sagde han så. Rynkede brynene mod mig. "Husk det Ruth!"
   Jeg nikkede. "Men man må jo gerne lægge to og to sammen - hvis man kan!"
   Han så sigende på mig og jeg rødmede. Jeg ved godt at Konrad ikke betragter min intelligens som noget særligt."
   Ruth sendte P.V. et hurtigt og undskyldende smil. "Det tænkte jeg over hele natten, det han havde sagt med Claus Knasten, men jeg vidste jo godt, at det var en anden bedemand folk hviskede om. Jeg var faktisk meget bekymret.
   "Konrad," sagde jeg så, da han omsider dukkede op på kontoret næste dag. "Jeg tror, jeg har regnet ud hvem morderen er!"
   Konrad så overrasket på mig og lagde så forsigtigt avisen fra sig på bordet. Så samlede han den op igen. Jeg så hans knoer blive hvide.
   "Gør du det?" Han foldede lokalsprøjten omhyggeligt ud og rettede distræt på papiret. "Det må jeg nok sige..."

Ruth stirrede et øjeblik over på P.V. før hun fortsatte. "Jeg tror det måske var ved at gå op for Konrad at man mistænkte ham. Jeg ved det ikke, men måske. Set i bakspejlet. Det var jo også derfor jeg ville prøve at flytte hans fokus."
   P.V. nikkede fra den anden side af skrivebordet. "Gå videre."
   Ruth samlede sig og fortsatte.
   "Jeg tror det er bageren," sagde jeg så til Konrad og spejdede efter hans reaktion." Ruth smilede forsigtigt til P.V. "Den udeblev så heller ikke. Reaktionen."

"Bager Holm?" Jeg kunne se på Konrad at det i hvert fald ikke var det navn, han forventede at høre. "Hvorfor i alverden skulle det være Holm. Jeg spiller kort med Holm, for pokker!"
   Jeg trak på skuldrene. "Det er jo altid den, man mindst tror det om, der er morderen."
   "Ja, i krimierne måske," smilede Konrad overbærende til mig. "Men sgu da ikke i virkeligheden."
   "Hvem var den første, der døde?" spurgte jeg, og syntes selv det var et snedigt spørgsmål.
   Konrad tænkte sig om et øjeblik. "Det var vist hende Eriksen. Damen fra Grønnevej, der havde været hos ba..... " Det gik op for ham, at han lige havde foræret mig et point.
   "Men..." skyndte han sig at tilføje. "Det er jo intet bevis, bare fordi hun lige havde købt noget i butikken - og hvorfor slå sin egen kunde ihjel?" Nu var det hans tur til at stirre på mig.
   Jeg nikkede hemmelighedsfuldt, mærkede hvordan en ny selvtillid strømmede igennem mig. "Men hvem var så den næste, der døde?"
   Konrad tænkte sig om et øjeblik. "Så var det ham den lille handelsrejsende. Ham i undertøj & strømper."
   Jeg nikkede. "Og hvor blev han dræbt?"
   "I en baggård...?" Konrad forstod vist ikke hvor jeg ville hen.
   "I bagerens baggård!" Jeg godtede mig. "Den grønne gren" deler gård med bageriet!"
   "Ja, men det gør vi da også!" Konrad så forvirret på mig.
   Jeg nikkede. Det var selvfølgeligt et svagt led i min teori, det vidste jeg godt. Men jeg skyndte mig at fortsætte. "Men Mette a r b e j d e d e i bageren," trumfede jeg.
   Konrad nikkede frustreret. "Det ved jeg godt. Det var et slemt slag for Holm. Han var svært glad for Mette."
   Jeg fnyste hånligt ud af næseborene og bed af min croissant.
   Konrad lagde avisen og fandt cerutten frem. "Jeg kan godt se logikken, skønt det halter med ham avisbuddet... Han var jo omme i en helt anden gade, da han blev dræbt."
   "Han havde vel afleveret en avis i bageriet, som han plejer," skyndte jeg mig at bryde ind.
   Konrad nikkede. "Det kunne vel tænkes, men alligevel, Ruth..." Han rystede på hovedet, da han forsvandt ud på toilettet, men jeg kunne se, at jeg havde givet ham noget at tænke over.

Det hjalp noget på balancen i regnskabet med de mord, men halvdelen gik desværre ikke vores vej, men ad gågaden. Konrad og jeg skummede når vi så den kornfede nye bedemand i sin rustvogn, køre forbi vores forretning med fyldt lad. Det var næsten ikke til at bære.

Vinteren kom og gik, og den influenza, som man havde forudset, leverede seks dødsfald mellem januar og marts. Mirakuløst kom de alle vores vej, og for engang skyld var der næsten den gamle stemning i forretningen. Konrad var i strålende humør og fortalte muntre anekdoter om Hong Kong-influenzaen der hærgede i '68 og dengang en god og fugtig vinter i 80'erne gav rigelige mængder af klingende mønt i kassen. I mere end et halvt år hverken hørte ingen noget til morderen."
   Ruth sad lidt, som i tanker, før hun fortsatte. Hun havde lukket øjnene.

"2. påskedag, tidligt om morgenen fandt man så Kvælerens 6. offer. Det var en ældre mand, der havde været ude og lufte sin gravhund i parken, da han på legepladsen uventet mødte døden. Hr. Jespersen blev kvalt med et midnatsblåt silkehalstørklæde. Desværre var det så "Den sidste hvile," der løb med ham. Konrad og jeg så hovedrystende på hinanden, da vi så dødsannoncen i avisen. Så ærgerligt."

Et øjeblik var der stille i lokalet. Ruth sad stadig med lukkede øjne. Tårer løb ned over de rødsprængte kinder.
   "Hvornår jeg forstod at jeg var forelsket, ved jeg ikke rigtigt. Jeg holdt allerede af ham under jobsamtalen. Men det var nok først senere, det rigtigt gik op for mig ... og nu er det alt sammen lige meget. Nu er han jo død."
   Hun skjulte hovedet i hænderne. Skuldrene rystede. Forsøgte at undertrykke gråden. Lidt efter rettede hun sig op.
   "Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke gjorde alt for at holde forretningen i gang." Ruth så op på P.V. pressede det krøllede lommetørklæde mod øjenkrogen.
   "Da jeg fandt Konrad hængende fra loftsbjælken, forstod jeg at det måske var gået for vidt. Hun rystede på hovedet. "Det var rygterne han ikke kunne leve med. Og så jeres ubehagelige afhøringer." Hun sendte P.V. et bebrejdende blik.
   "De sled hårdt på ham."

P.V. stirrede på Ruth. Ikke helt sikker på at han havde hørt rigtigt.

Hun smilede undskyldende og trak et irgrønt stykke stof op af tasken. Bredte det ud over skrivebordet.
   "Dem her har jeg jo altid samlet på. - Lige som andre samler på små parfumeflasker." Hun smilede, mens hun varsomt glattede over det fine stof.
   "Jeg regnede jo ellers med at det ville drive over - mistanken til Konrad. Når der ikke skete flere mord, så ville folk nok begynde at tale om noget andet. Det var jo faktisk for hans egen skyld, jeg gjorde det. Og for forretningens skyld. Og måske også for at han skulle holde en lille smule af mig."
   Ruth lod tørklædet falde og rystede på de permanentede lokker. "Men nu er alt forbi."
   Hun sukkede dybt og så P.V. ind i øjnene.
   " ... Og så var det jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne melde mig selv."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2010 11:05 af Mikala Rosenkilde (Mikala) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3403 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.