Sverige
   Morten og Anna trådte ind i byrådssalen kort efter mødets start. "Skal du ikke selv fremlægge sonarundersøgelsen?" hviskede Morten.
   "Nej," Anna rystede på hovedet og gik hen mod to ledige stole bagerst i salen. Hun nikkede til en ældre mand, som drejede hovedet fra sin plads oppe foran. "Vi lader borgmesteren om det," hviskede Anna. "Mødet handler også primært om ekspropriering af området. Det er jo ikke vores bord."

Mødet gik i gang og øjeblikkeligt steg stemmerne fra salen. Morten der ikke var stiv i svensk, havde svært ved at holde de mange debatindlæg ude fra hinanden. Hurtigt gik bølgerne højt.
   "Vi har ophævet fredningen," sagde borgmesteren, da de kom til punktet om museet. Han skænkede kaffe i den lyseblå kop, mens han så ud over den brogede forsamling. Der var tunge poser under øjnene. "Jeg går lige til sagen overfor jer, venner. Vi kan ikke forsvare, at øremærke penge, vi kunne bruge bedre andre steder." Han rettede på sine papirer foran sig. "Vi siger jo ikke, at vi ikke tror på jeres beretninger, men sonarundersøgelsen, vi lige har gennemgået med jer, talte sit tydelige sprog."
   Hans sidemand, næstformanden for byrådet smilede slesk.. "Vi har skam været glade for den reklame museet har givet byen, men..." Han foldede de buttede hænder foran sig. "Men tiderne skifter, ved I. - og tiden er ikke til søslanger.."
   "Vi ved, hvad vi har set!" råbte en mand. "Der er noget i den sø."
   "Nej," svarede borgmesteren og rejste sig. "Det viste sonarundersøgelsen bestemt, at der ikke er."
   "Videnskaben har talt," smilede næstformanden. "Det må vi alle respektere." Han sendte et vredt blik mod en ældre hvidhåret mand på første række. Morten syntes manden virkede bekendt.

"Men vil I virkelig jævne museet og alle husene omkring med jorden?" En ældre kvinde, støttet til sin stok så forbløffet på dem. "Og ekspropriere området - eller hvad I kalder det?"
   Borgmesteren nikkede. "Det er vi nødt til. Byens fortsatte eksistens er på spil. Vi udstykker området. Nybyggede ødegårde i kendt svensk kvalitet. Turisterne vil gerne eje sommerhuse her." Han nikkede til næstformanden, der tændte overheaden, så artitekttegningen af området blev blæst op på væggen. Borgmesteren pegede på prospektkortet med en tyk pegefinger. "Det bliver flot, ikke?"
   Der lød utilfreds mumlen fra tilhørerne.
   "Ligger de ikke lidt tæt, de ødegårde? Den ældre mand oppe foran, som Morten nu genkendte som den gamle Johannes, rejste sig besværligt. De barkede næver knugede stoleryggen foran ham. Han så direkte på borgmesteren. "Tager det ikke lidt af charmen, når de klumper sig sammen på den måde?" Nogle lo.
   Vagterne ved døren rørte på sig.
   Næstformanden rystede på hovedet. "Arbejdspladserne, Johannes, tænk på hvad det vil betyde for byen med så stor en ordre."
   "Johannes tænker nok mere på, at han skal flytte fra sit hus, forstiller jeg mig." Borgmesteren sendte den ældre mand et sørgmodigt smil. Han satte sig igen. "Alle husejere får naturligvis økonomisk kompensation..."
   "Vi vil hellere blive boende!" råbte en yngre mand. Flere klappede. Borgmesteren rystede på hovedet. "I har desværre ikke noget valg, som jeg ser det. Byggeriet er allerede vedtaget i den nye lokalplan."
   Næstformanden slog ud med hånden. "Og jeg vil personligt love jer, at hvis den søslange eksisterer, så finder vi den nu. Det kommer til at vrimle med mennesker herude!" Folk buede kraftigt.
   "Vi var nødt til at ophæve fredningen for at kunne bygge." Borgmesteren trak beklagende på skuldrene. Flere af borgerne rykkede uroligt på stolene. "I får naturligvis en fin økonomisk kompensation," gentog han.
   "90 % af salgsværdien," sagde næstformanden ved siden af ham imødekommende. "Ingen bliver snydt!" Øjnene plirrede bag brilleglassene.
   "90 %!" Flere borgere rejste sig. En stol væltede. Nogle trængte sig frem mod mødebordet for enden af salen og borgmesteren svedte i det skarpe lys fra protektoren.
   "Vi må da have krav på mindst 100% af salgsværdien!"
   "Hørt!" råbte andre. Salen blev for alvor urolig. "Det kan ikke være lovligt!" råbte en kvinde. De to uniformsklædte vagter, der havde stået lænet op af døren, bagerst i lokalet bevægede sig frem mod gruppen. Den ene tog fat om staven i sit bælte. Borgmesteren rystede svagt på hovedet og betydede vagterne, at blive hvor de var.
   Næstformanden rynkede panden og lagde hovedet på skrå. "Vi har også undersøgt det. Ifølge reglerne kunne vi nøjes med at betale jer 80 %. Vi syntes det er et meget generøst tilbud, vi giver jer. Ville I måske kunne sælge til en bedre pris på det private marked?" Han fugtede fingerspidserne og vendte siderne i bunken, mens han kiggede fra ansigt til ansigt. "Hvornår blev det sidste hus solgt på markedsvilkår her i området? Er det fem år siden?"
   Borgerne så forvirrede på hinanden. Nogle satte sig igen. Borgmesteren tog ordet. "Alle ved jo at huspriserne er faldet mærkbart siden savværket lukkede. - Det her er måske byens eneste chance. - og jeres..."
   "I har to måneder til at fraflytte jeres huse," sagde næstformanden. "De af jer der er interesserede i at flytte hurtigt, kan få lejlighed i de nye komplekser vi bygger nordenfjords."
   "Tre måneder," rettede borgmesteren.
   "Jo hurtigere de flytter, desto bedre," mumlede næstformanden irriteret.
   "Selvfølgelig har de krav på tre måneder!" Borgmesteren så bistert på sin kollega.
   Næstformanden glattede chartekket med de velplejede hænder. "Så siger vi det." Øjnene lynede bag brilleglassene.

En ung fisker rejste sig. "Vi har jo tydeligvis ikke noget valg, kan jeg forstå. Kan vi få beløbet udbetalt på en gang? De 90%, mener jeg?" Han sendte borgmesteren et skarpt blik. "Vi er jo nok nogle, der i så fald vil forlade byen hurtigst muligt."
   Borgmesteren nikkede forsigtigt. "Det kunne vi måske godt finde ud af." Han pegede på sin byrådskollega. "De der er indstillet på at flytte hurtigst muligt, kan skrive sig på listen her."
   Flere kiggede på hinanden. De første rejste sig tøvende. "Betaler I så også for genhusning og for flytteudgifter?" spurgte en kvinde. De to mænd kiggede på hinanden. Så rømmede borgmesteren sig. "Det finder vi vel nok ud af." Den buttede næstformand så forarget på sin kollega.
   En kø dannede sig langsomt. Folk mumlede utilfreds, men slaget var tydeligvis tabt.
   "De har vist fået andet at tænke på end søslanger nu," sagde Anna og rejste sig. "Kom, lad os komme ud herfra." Morten rejste sig og fulgte efter hende ud i den svenske sommeraften. "Var der sammenhæng mellem jeres aktiviteter her og den ændrede lokalplan?"
   Anna så hurtigt på ham. "Det ved jeg faktisk ikke, men jeg må indrømme at den ekspropriering kom ganske belejligt for WHO..."