Sverige
   Anna og Morten arbejdede koncentreret med de sidste forberedelser før rejsen.
   "Jeg ved, du ikke har været i Ungala før." Morten så op fra landkortet foran sig. "Men du har vel været i Afrika?"
   Anna tøvede, greb så en flaskegrøn sweater og pressede den ned i den bugnende taske. "Ja," sagde hun. "Det har jeg faktisk - jeg vil ikke lyve for dig. Jeg har kun været på et kort ophold i Afrika, da vi hentede de små elefanter."
   "I Congo?"
   "Ja, i 2004, men det gik meget stærkt. Jeg nåede ikke at opleve meget af kontinentet. Vi hentede otte pygmæelefanter i to lastbiler og var ude igen inden et døgn." Hun så op på ham. "Faktisk har jeg mest arbejdet bag skrivebordet, som forsker. Opgaven med Kongamatorerne bliver min anden opgave i marken. Tredje, hvis du regner 20 timer i lastbil gennem Congo for et job."

Morten så alvorligt på hende. "Nu håber jeg ikke du misforstår mig, Anna. - Men hvorfor i alverden har de sendt dig. Jeg mener, én uden erfaring?"
   "Fordi min chef tror jeg kan løse opgaven. Jeg ledede ekspeditionen i Congo og vi fik hvad vi kom efter og jeg har lige sendt Storsie her i søen af sted. De mener, jeg kan løfte opgaven sammen med dig, der allerede kender landet."
   Morten gned sig træt i ansigtet. "Men Anna, Ungala er et farligt land, Det er meget risikabelt det her."
   "Jeg kan klare mig selv." Hun lagde en tynd hvid bluse i tasken og en hårspray. Morten rynkede panden. "Hvad i alverden er det du pakker?"
   Anna kiggede forvirret på ham. "Hvad mener du?"
   "Ræk mig lige den taske." Han tog den ud af favnen på hende og tømte den over sengetæppet. "Det dér går ikke, øjeblik." Så forlod han rummet. Anna kiggede undrende efter ham.
   Han kom tilbage medbringende en rygsæk og tømte den for indhold. "Lad os pakke sammen." Han trak en krøllet rygsæk frem og smed den over til hende. "Det er sådan en, du får behov for. Ikke tasken." Han greb et bundt gråmelerede poser.
   "Her er det frysetørrede kød." Han løftede dem op for hendes undrende øjne. "Det får vi måske brug for."
   Anna kiggede mistroisk på de brunlige klumper. "Jeg tror ikke lige..."
   "Og det her er energipulver og her er energidrikke, der kan blandes op i kogende vand. Det har heller ikke fået Michelinstjerner, men det har reddet liv og det må vi så nøjes med. Anna kiggede forfærdet på det grålige pulver.
   "Nødraketten er kun til hvis det går helt galt og jeg skal nok tænde den, hvis vi når dertil. En førstehjælpskasse har du vel set før og soveposen, moskitonettet og regnslaget har du forhåbentlig selv. Se på mig, hvordan det skal pakkes. Det er vigtigt at gøre det ordentligt."
   Anna slog irriteret håret væk. "Nu skal du heller ikke gøre mig værre end jeg er, jeg har faktisk været spejder."
   "Ja, det ville man jo så ikke lige have gættet på," Morten rystede på hovedet.

Omsider var de to tunge rygsække pakket. Anna løftede sin egen tvivlrådigt. "Den er godt tung."
   "Ja, det vil den føles, i hvert fald." Morten nikkede. "Så burde vi vel være klar." Han åbnede vinduet og kiggede udover vandet. På søen brød krusningerne vandets rolige overflade. På den anden side af bredden sprang en hund ud efter en pind og dykkede. Morten tog sin rygsæk og bar den ned ad trappen til køkkenet. Hvis han var blevet lidt længere ved vinduet, havde han nok undret sig over, at hunden blev så længe under vandet. Det gjorde ejeren i hvert fald.


Ungalas regnskov
   Inde mellem bjergene
   Simon og Dennis stirrede på de hvidklædte skikkelser, der rengjorde efter offerfesten. De gik til og fra, og lå på knæ, mens de skurede gulvet. Ingen stemmer hørtes, ingen mælede et ord.
   To kvinder og en mand gik tæt forbi dem, uden at reagere på deres tilstedeværelse. Simon så det tomme blik i deres øjne, selv om de virkede fokuserede på deres arbejde. "Det er som om de er dopet," mumlende Dennis.
   "Sch!" Simon så forskrækket på ham. "Sch! Er du rigtig klog!"
   Omsider forsvandt de sidste hvidklædte skikkelser og salen lå tom og dunkel tilbage. Simon og Dennis trådte frem fra deres skjul. Der var jord og støv på Dennis kinder og hage. Simon så rædslen i hans blik, da de et øjeblik så på hinanden, før de søgte ind i de smalle gange, væk fra offerpladsen.

De havde gået nogle minutter, da en skrabende lyd, fik dem til at stivne. Så begyndte de at løbe. Dennis svingede lygten foran sig, mens han sprang fra åbning til åbning. Han vidste at en af gangene førte ud af bjerget. De lignede alle hinanden, flere var blinde stier, der endte brat og alle steder var der billeder af fugle på de høje vægge.
   "De har opdaget os!" råbte Simon og maste sig forbi ham, dybt ind i den næste gang. "De kommer der!"
   Dennis drejede hurtigt hovedet og så de hvidklædte skikkelser komme mod sig. Ikke hastigt, men fokuseret. De lignede svævende spøgelser i deres kjortler med fakler og lange stokke i hænderne. Alle havde blikket stift fæstnet på Dennis, der hastigt trak sig ind efter sin ven. Han slukkede lygten og satte den med rystende hænder tilbage i bæltet.
   "Åh, nej," lød Simons grådkvalte stemme inde i den smalle passage. "Vejen er blind..."