Sverige
   Anna og Morten gik ind på det lille kontor, der lå i tilknytning til udstillingen. Han satte sig forsigtigt på den ledeløse stol og kiggede rundt i rummet. Bræddegulvet var nøgent, bortset fra et nusset bomuldstæppe, sparket ind til væggen under vinduet. De få møbler virkede ramponerede.
   "Hvem driver museet?" spurgte Morten.
   "Ingen nu. Området skal ekspropreres. De vil vist sælge det til sommerhuse, har jeg hørt. Museet blev drevet af private entusiaster, før statsstøtten faldt bort. Nu skal det bare rives ned. Man vedtog lokalplanen sidste år, de første huse er allerede væk."

Hun sad lidt. "Vi skal også til Norge, ser det ud til." Anna tog plads bag skrivebordet og tændte den bærbare computer. "Jeg ved ikke om WHO fortalte dig om det?"
   "Hvad er der i Norge?"
   "Selma kalder de den. Oppe i Seljordsvatnet i Telemark. De lokale bliver ved med at se noget underligt der også."
   "Så forstår jeg ikke, hvorfor vi skal til Ungala først?"
   "Vi tager dem i prioriteret rækkevidde. Men der er andre der kigger på Norge-fænomenet. Vi to har fået Ungala-opgaven."
   Morten trak en chokoladebar frem og bed papiret åbent. "Det her er noget mere omfattende end jeg troede, da From oprindeligt kontaktede mig. Hvorfor skal det med fuglene egentligt gå så stærkt?"
   Anna rynkede panden. "Jeg kan forstå, de ikke har vist dig billederne af ofrene."
   "Ofrene?" Morten lænede sig frem. "Jamen, jeg troede ikke man havde nogle billeder?"
   "Man har ingen billeder af fuglene, men flere af ofrene. Tidligere gjorde fuglene ikke noget i Ungala, de var der bare, men blev sjældent set. De fleste tilskrev fænomenet lokal folklore. De tider er åbenbart forbi, derfor skal vi reagere nu." Anna kørte skrivebordsstolen tilbage og tog et ringbind ud fra reolen. Hun åbnede mappen. "Prøv at se her..."

De blev afbrudt af døren, der brat smækkede op og en ældre mand der tumlede ind. Han lænede sig dramatisk mod væggen og tog sig til siden, mens han stønnede.
   Anna rejste sig fra computeren. "Johannes?" Den gamle lagde hånden på hjertet og gled ned på den stol, Morten hurtigt blev trak ud til ham.
   Manden vendte det blege ansigt op mod Anna. Morten så ophidselsen i hans øjne. "Jeg så den igen, Anna!" Den gamle mand rystede på hovedet. "Det er sandt! ... Den var der – lige foran båden..." Han hev efter vejret. "Løb hele vejen herop, Anna. Troede jeg skulle få et slagtilfælde."
   Anna tog plads ved skrivebordet og lod ham genvinde pusten. "Ja, ja, Johannes, - så vidt jeg husker, så du den også i sidste uge." Hun bøjede sig og rakte ud efter en flaske snaps og et lille glas hun havde stående i skabet. "Skal du ikke have en lille skarp?"
   Den ældre mand nikkede glad og sendte hurtige blikke mod flasken. "Jeg siger dig, Anna... Den er enorm!"
   Anna så op på Morten. Der var et svagt glimt af humor i hendes blik "Johannes er helt sikker på, at der er noget i søen, ikke også?"
   Den ældre mand tog sin kasket af og strøg de hvide hårtotter på plads over issen. "Så sandt som jeg sidder her!" Han sendte et blik i retning af snapsen. "Det var så vandet sydede, da den kom op til overfladen. Lang var den... og hidsig! Den piskede vandet til skum! Jeg siger dig, Anna, den har mange hunde på samvittigheden."
   "Ja, det siger du jo." Anna skænkede den gamle mand en dram.

Johannes blev siddende en halv times tid og fik tildelt et glas mere. Omsider forlod han småsnakkende museet og gik langsomt ned ad stien til søbredden. Anna så efter ham fra døråbningen, før hun lukkede døren igen. "Han var ved at blive lidt besværlig, ham Johannes. Kiggede efter den på alle tider af døgnet. Det var nok sidste chance for at få den flyttet. De gamle fiskere er ude på søen hele dagen. Og de begynder også at snakke."
   Morten gik foran hende tilbage mod kontoret. "Hvad hvis han havde ret? Og han så den i dag. Det kan vel ikke passe?"
   "Han ville nok bare have en snaps... Der bliver næppe flere observationer." Hun rakte ud efter en kasse og fortsatte med at lægge effekter vøk.
   "Jeg kan se, du pakker det hele ned? Kan det ikke være lige meget nu?"
   "Nej, nu lukker museet selvfølgelig, men vi sender alt på lager. I aften offentliggøres den sonarundersøgelse vi har foretaget. Og søen er selvfølgelig ikke beboet af noget usædvanligt. Langsomt daler interessen, når ingen ser noget mere." Anna fortsatte med at tage effekterne ned fra væggene. "Jo mindre der snakkes om X-dyr, des bedre."


Ungala
   Langt inde mellem bjergene
   Oksegnuerne ænsede ikke faren, men græssede fredfyldt i det sidste dagslys. De lidt over halvanden meter høje dyr havde korte, tykke halse og smalle hoveder. Kroppene virkede blågrå i skumringen. Den store han vendte front mod sin flok, mens den rev græsset op med stærke tænder.
   På himlen trak skyerne sig sammen. Tordenen buldrede i det fjerne. Gnuernes lange sorte haler viftede rytmisk fluerne bort. Regnen nærmede sig.
   Der var tolv gnuer i gruppen. Flest voksne og et par mindre kalve. Dyrene græssede i solens sidste stråler.

Kongamatorerne fløj langsomt nærmere. Deres mørke silhuetter understregedes af de pileformede vinger. Halsene var bøjede. De dannede langsomt og uden hastværk en halvcirkel i luften, der hurtigt indskrænkede gnuernes flugtmulighed.

Omsider mærkede dyrene faren. De løftede hovederne og spændte musklerne, parat til flugt. Kongamatorerne kredsede og dykkede. Gnuerne brølede og stampede i jorden med de tynde ben.
   Et øjeblik var alt kaos. Den forreste Kongamato trængte ned mellem dyrene oppefra, mens de to andre styrtdykkede fra siden og lagde an til et angreb bagfra.
   Dyrene dannede skrækslagen formation og forsøgte at skærme deres afkom. En halvstor kalv stod et øjeblik uden beskyttelse og brægede hjerteskærende.
   Den forreste Kongamato satte angrebet ind. Der lød et hæst skrig i tusmørket, da dens nåleformede tænder lagde sig om byttet. I næste nu fik den anden Kongamato tag i kalvens skælvende flanke og begravede sit spidse næb i kødet. I det samme dykkede den tredje og bed sig fast i bagbenet og kastede gnuen til jorden.

Kongamatorerne hvæsende skrig blandede sig med gnuernes inferno af brølen. Dyrene var rædselsslagne og magtede ikke at holde samling på flokken. De voksne prustede og holdt hovederne bøjede, mens de panikslagent forsøgte at danne cirkel, for at beskytte deres afkom.
   Pludselig forlod fuglene kamppladsen og fløj op mod himlen. Den forreste havde kalven i kløerne, mens de to andre fulgte hende skrigende mellem træerne.

Kongamatorerne landede kort derfra og samlede sig kæmpende om byttet. Et øjeblik hørtes kun kalvens paniske skrig gennem skumringen.
   Den største af dem flåede en blodig luns af den ene flanke og det næste dødbringende bid blottede mavesækken. Den hårdtsårede kalv kæmpede et øjeblik endnu panikslagent imod, men faldt så sammen i sine egne indvolde.
   Fuglene borede de spidse tænder ind i det varme kød og begyndte at æde.

Resten af hjorden brølede et stykke derfra. De lyttede til knoglerne der knustes. De stærke tænder flåede trevlede lunser af kadaveret.
   Kun en enkelt gnu stod sitrende tilbage. Det måtte være den, der mistede kalven. Den stod med et løftet forben og stirrede på Kongamatorerne. Et øjeblik efter tog den også flugten. Der hang en stank af blod og død mellem træerne.