Inde på museet pakkede Anna stadig ned i kasser. Morten kiggede undrende ned i bunken af effekter. "Og nu siger WHO, at der er X-dyr i Ungala?"
   Anna nikkede. "Måske, men det bekymrer mig, hvis det er Kongamatorer, som WHO mener. Der har ikke været fysisk kontakt siden Marlon Lowe-historien."
   Morten rynkede panden. "Marlon Lowe? Hvem er det?"
   Anna Wahlin sukkede. "Jeg må indrømme, at jeg havde håbet, de havde sendt en zoolog, der kendte bare en lille smule til det her emne. Jeg kan forstå, vi må starte helt fra bunden."
   Morten Lange smilede. "Det kommer du vist til, hvis jeg skal kunne følge med. Jeg har det som om jeg er midt i en absurd drøm..."
   Anna Wahlin rakte ud og tog en lerfigur og pakkede den forsigtigt ind i en strimmel bomuld. "Lowe var en dreng, der blev løftet op og bortført af to store fugle tilbage i 1977 i Illinois. Der var masser af vidner til oplevelsen og naturligvis skrev aviserne ikke om andet den sommer. Jeg ved man gjorde alt hvad man kunne for at finde dem, men uden held."
   "Og man er sikker på, at det var såkaldte X-dyr?"
   "Drengen vejede 35 kilo... Ingen kendte fugle kan realistisk slæbe ad sted med en tiårig dreng."
   "Kom han til skade?"
   "Heldigvis ikke nævneværdigt. Fuglene blev skræmt væk af naboerne, der kom farende, da barnet skreg."
   "Var det så en Kongamato?"
   Anna trak på skuldrene. "Det ved vi ikke endnu, men det er trods alt 50.000 år siden der sidst levede kæmpemæssige rovfugle med et fem meter langt vingefang i USA." Hun bed sig i læben. "WHO ved tilsyneladende stadig ikke meget om de X-dyr, når det kommer til stykket. Vi tager, hvad vi finder, men ingen kender deres nøjagtige antal."
   "Og du er altså ansat til at lokalisere dem?"
   Anna Wahlin nikkede. "Blandt andet. Jeg har også andre opgaver, men det er en af dem."


Ungalas regnskov
   Simon og Dennis bevægede sig et skridt af gangen videre hen ad stengulvet. Dennis trådte forsigtigt nærmere og kaldte hviskende på deres guide. Ingen svarede. Omsider tav han.
   "Jeg sagde det jo," klagede Simon som holdt sig lige bag ved. Hans lygte lyste svagere. Han slukkede for at spare på batteriet og rykkede tættere på Dennis.
   "Hold nu bare kæft!" hviskede hans kammerat. "Guiden må være drejet af..."
   De standsede og så på klippestien, der nu skrånede nedad og fortsatte ind gennem en åbning. "Lad os gå herinde. Måske er han her..." Forsigtigt bevægede de sig nærmere mod den svagt oplyste åbning, parat til flugt ved første tegn på fare.

Salen de trådte ind i blev med et fuldt oplyst, da solen trængte ned gennem en åbning i loftet og åbenbarede det store alter for enden. Kort efter lå grotten atter hen i halvmørke. Dennis og Simon standsede. Dennis sendte lyskeglen søgende rundt. "Hold da fast mand! Her er det sgu! – Offerummet!"

Overalt i det højloftede rum var de samme blodige motiver malet på væggene. Murene var knudrede og stejle og der måtte være mindst otte meter til loftet. Midt i grotten stod det store alter, de havde læst om, og som havde drevet dem ud i jagten på dødekulten.
   Alteret blev oplyst fra sprækker i klippeloftet, hvor solen trængte ind og åbenbarede striber af støv i luften. Gulvet var overalt dekoreret i geometriske felter og hver kvadrat var bemalet med mandsstore fugleportrætter.

Dennis og Simon trådte varsomt frem. Tilsyneladende var de alene.
   "Kamera!" Dennis rakte hånden bagud.
   "Hvad?" hviskede Simon, men begyndte så at rode i rygsækken. "Her!" Han trak det det lille apparat op.
   Dennis tog det og trådte et skridt frem. På alteret stod et kæmpemæssigt hvælvet kar i træ. Han gik nærmere og begyndte at fotografere. Halvmørket aktiverede blitzen, der et øjeblik blændede dem begge, mens kameraet klikkede. "Hold da op, det her er godt, det her!" mumlende Dennis, mens han koncentrerede sig om at få de bedste vinkler.
   "Skynd dig lidt," sagde Simon, men trådte så alligevel nysgerrigt hen til alteret. Da han kom tættere på så han den røde væske i skålen. Han standsede da han mærkede lugten og slog rædselsslagent en hånd mod munden. "Dennis..." Han behøvede ikke at gå tættere på for at finde ud af hvad karret indeholdt. Den tyktflydende væske sendte sin umiskendelig lugt op i næseborene.
   "Dennis! Det er blod!" Simon trak sig tilbage. Han så over på sin ven, der hurtigt sænkede kameraet. Dennis ansigt virkede blegt i det svage lys.
   "Nu går vi altså!" Simon tog med dirrende hænder digitalkameraet og lagde det hurtigt i rygsækken. "Kom så."
   Dennis rystede på hovedet. "Vent lidt. Vi er kommet så langt. Fem minutter..." Hvis han var bange, skjulte han det godt. Han gik rundt om alteret og om bag den høje udskårne stentrone. På alterbordet lå en smukt udskåret dolk, med skæftet formet som et fuglehoved. Næbbet stod åbent og afslørede skarpskårne tænder. Der var frisk blod på knivsbladet.
   Dennis løftede den forsigtigt op fra alteret, da rummet pludselig genlød af hviskende stemmer, der hastigt kom nærmere. Han slap kniven og stirrede på Simon. "Ok... lad os så komme ud!" De tog flugten ind i den nærmeste sidegang og klemte sig ind mod den kølige stenvæg. Dennis åndedræt lød unormalt højt i Simons ører, da de fik øje på processionen af hvidklædte skikkelser med den høje kutteklædte mand i spidsen.