For første gang, i mange måneder, så han hende med fremmede øjne. Hvor meget hun havde gjort ud af sig selv, for hans skyld. En skyldfølelse bølgede svagt ind over ham, der blot blev forstærket for hvert skridt hun tog. Hendes trimmede krop, de feminine kurver. Hendes funklende blå øjne og bølgende blonde hår. Hvis en varm sommerdag skulle personificeres måtte det være som han så hende lige nu. Den lette sommerkjole med de blå blomster så ud til at indeholde selve essensen af hvorfor Gud skabte mennesket i sit eget billede.
   Han lagde udtrykket fra hendes blå øjne samme sted som alt det andet han drømte om en gang imellem, men aldrig gjorde alvor af eller brugte til noget. Tanken om at forlade hende havde ofte strejfet ham. Give hende muligheden for en bedre tilværelse, men hun elskede ham inderligt, hvilket blot gjorde tanken om skilsmisse unfair. Desuden, så elskede han hende højere end noget andet, selv hendes utroskab til trods.
   Han vidste det godt. Hvor hun tog hen om aftenen, når hun skulle "arbejde over" eller "spise aftensmad med en kollega". Egentligt var han også ligeglad med hvem det var.
   Hun var glad. Sang om morgenen. Især når der havde tikket en sms ind om natten. Han vidste godt at det var ham, den fremmede, det gjorde hende glad. Hun var tavs når hun kom hjem om aftenen, men krøb alligevel ind til ham i sofaen når hun havde været i bad. Hun duftede så fantastisk. Gjorde lidt ekstra ud af sig selv. For hans skyld?
   Kampen, vreden og argumenterne lå som sneen i tøvejr. Alt det fine, hvide og idylliske uskyldsrene var blevet til hårde sorte klatter med cigaretskodder, ølkapsler og gratisaviser. En indkogt klump udgjorde den ulækre konfrontation ingen kunne vige udenom. De vidste det begge. Hans uendelige sindsro og tålmodighed irriterede hende grænseløst. Hun havde tit prøvet at fremprovokere en eksplosion men det lykkedes aldrig rigtig og efterlod hende blot med en følelse af selvlede. Bagefter forsøgte hun altid at gøre det godt igen, men havde tit en fornemmelse af at det blot gav ham dårlig samvittighed. Som om det var ham der havde gjort noget forkert, og så fik hun det for alvor skidt med sig selv.
   Det var i disse situationer hun heller ikke forstod sig selv og hvorfor han blev hos hende. Han var, syntes hun, bedre tjent med en mere velafbalanceret kvinde. En der ikke, som hende, altid lod sin mangel på selvtillid gå ud over ham og hans irriterende forstående tålmodighed. Hun havde ondt af ham, når hun blot lod ham stå dér, totalt uforstående.
   Hendes underdanighed, offervilje, hendes pleaser-gen gav ham ofte dårlig samvittighed, men han vidst også, at hvis han fratog hende dette - for hende - privilegie, ville hun for alvor blive ulykkelig og tro at hun havde gjort noget forkert. Hun ville, bare gerne gøre ham glad igen og han ville bare gerne have at hun var lykkelig.
   Hun havde selv været mildest talt overrasket da han ringede, men så alligevel ikke. Da de havde snakket sammen forleden var han lidt fjern i stemmen, men hans øjne ulmede af et eller andet. Interesse. Lidenskab. Han var en anden i dag. Han var på jagt.