"Du har intet på mig!" hendes ord rungede i den øde gade og lød højere end det var meningen. Han førte hånden ind under læderjakken og tog et fast greb om sit våben. Han var på vagt.
   Hun trådte et par skridt tilbage og kastede et orienterende blik til hver sin side. Det ville ikke være et problem at stikke af, men han havde genkendt hende og vidste i løbet af 2 sekunder hvem hun var.
   Højt over dem tordnede en af spejderne forbi. Disse føreløse fly der ikke tjente til en anden opgave end at overvåge samfundet fra oven. Som et symbol på den anonyme og ansigtsløse overmagt deres nuværende regering var blevet til. Siden Januarvalget, for så mange år siden, havde alting ændret sig.
   Løftet om frihed og et samfund med plads, hvor alle var lige, var forstummet i frygten for truslen ved landets grænser. Partiet holdt dem hen i frygt og havde næsten franarret befolkningen al håb om den bedre fremtid.
   Det var nu snart 10 år siden den skæbnesvangre dag, hvor alting havde ændret sig. Angrebet var kommet bag på alle og havde i dén grad ændret Verdens opfattelse af de fremmede. Ingen kendte nogen der havde set de fremmede. Ingen vidste hvordan de så ud, men alle var klar over at de var der.
   Partiets propaganda havde udført sin opgave til fulde og deres reelle triumf lå ret beset i at holde et helt land hen. Ingen kommunikation udefra i 10 år. Ingen rejser. Ingen journalister. Forfattere eller andre kreative mennesker der plejede at få dette lille land til at blomstre.
   Samme dag som lågen blev låst, var landets nationale stolthed falmet og faldet til jorden som et løvblad i efterårets stilhed.

Manden der stod, truende og magtliderlig, foran hende var blot personificeringen af det samfund hun var havnet i. "Råb du bare min ven. Der er ingen der kommer dig til undsætning" hans stemme lød hul og tom, men truslen var reel nok. Han havde ret. Hun skimmede facaderne og kunne se silhuetterne af de få der lige netop havde mod nok til at kigge på.
   "Aldrig!" hendes stemme lød skinger, som en vildkat, trængt op i et hjørne. Hun havde intet andet valg. Med ét fór hun fremad og trak sine våben. Et par små pistoler som ikke synede af meget, manden genkendte dem straks. Han trådte hastigt tilbage og trak selv sit våben, men for sent. Inden han ramte den kolde asfalt var hans krop livløs og lyset i øjnene slukket for altid.
   Gaden lå atter øde hen. Hendes effektivitet havde ikke tilkaldt spejderne, men mordet ville blive efterforsket. Endnu et i rækken, men hun var for tæt på til at lade sig fælde af en tilfældig agent.
   Hun spejdede rundt og kiggede op. Nu så hun dem, de små lys folk tændte bag vinduerne. Som de kristne der tegnede fisk i sandet, havde folket i al hemmelighed gjort brug af stearinlys. som et tegn på Befrielsen. Disse enormt sjældne stykker var blevet distribueret ad hidtil ukendte kanaler og blev kun taget i brug ved ekstremt sjældne lejligheder.
   Dette var en af disse lejligheder. Folket havde talt og givet hende deres opbakning. De var ikke i tvivl længere.
   Hun var i sandhed Teros. Frelseren.