En lettelse skyllede ind over ham. Mødet havde været langt fra så fordækt og pinagtigt som han havde frygtet. Hun havde ikke ændret sig. Den voksne pige lignede sig selv, sød som altid.
De havde aftalt at mødes kl. 16, men han var kommet i god tid. Han ville ikke give et dårligt førstehåndsindtryk, selv efter alle disse år. Da han kom tilbage fra toilettet var hun kommet, hun havde allerede fundet sig et sted at sidde. Hun var også kommet lidt tidligere end aftalt. Han gik lige forbi hende, mens hun sad i sofaen med ryggen til, og satte sig ved sine ting et par meter væk. Caféen summede af liv, alle i færd med sit, men alligevel føltes det som om at alle sad og kiggede skiftevis mellem de to. Hun lænede sig tilbage i sofaen med et blad, og slog benene over kors. En ung pige, kom hen og spurgte om hun ønskede et eller andet. "Bare en kaffe tak" hendes ord dansede som brus i en nylig skænket cola eller den prikkende følelse lige inden armen begynder at sove. Den unge pige gik tilbage til disken og hun fulgte hende med øjnene. På vej tilbage til bladet fik hun øje på ham og et stort gensynets glædessmil bredte sig over hendes rosenrøde læber. Kulden uden for havde fået hendes kinder til at rødme lidt, men de blussede for alvor op da hun fik øje på ham. De rejste sig begge og gik hen imod hinanden. Atter føltes det som om alle øjne i caféen var rettet imod de to.
Det var som at træde ind i en tidslomme. Hendes blå øjne stirrerede på og så ind i ham, som om de seneste 5 år ikke havde fundet sted. Der var kun de to, i dette øjeblik, og intet andet betød noget som helst. Som at sidde forrest i bussen og lade verden fare forbi, hånd i hånd, uden at ænse de andre passagerer. "Gud hvor er hun dejlig, præcist som jeg husker hende" tænkte han for sig selv, da de slog armene omkring hinanden i et kram. De blev, i hinandens favntag, ført tilbage til en tid og et sted, hvor der kun eksisterede en uskyldig gensynets glæde. Et kram af den slags, hvor man ikke helt ved om og hvornår man skal slippe favntaget igen. Han havde haft lyst til at kysse hende, mere end noget andet, men da han så hende igen forsvandt trangen som dug for solen. Det virkede bare forkert, unfair og ville i bedste fald bare ødelægge illusionen om den perfekte forelskelse. Timerne gik alt for hurtigt, og de brugte de resterende minutter ved busstoppestedet, på hver sin side af vejen, på ikke at lægge mærke til hinanden. Lidt akavet, men der lå en undertone af, at hvis de gik hen til hinanden, ville følges ad en sti der er knapt så uskyldig.
"Elsker du mig?" med et var han tilbage i køkkenet, og solens sidste stråler var forsvundet bag horisonten. Hun stirrede på ham med blanke øjne.
"Det ved du jeg gør" han mente det oprigtigt, men vidste også godt at det ikke var det hun mente da hun spurgte til hans hengivenhed.
"Tænker du på hende?"
"Nej" løj han, "sad bare og tænkte lidt på arbejdet" han kiggede ud af vinduet bag hende.
"Du var bare så fjern" det var tydeligt at hun ikke helt troede på ham, men han ignorerede det.
For hver gang de elskede tænkte han mindre og mindre på den dag i cafeen. Hun troede blot at han var blevet mere kærlig, mens sandheden var, at deres intense sex kun fjernede en flig af hans dårlige samvittighed. For hvert stød, forsvandt tanken om hendes blå øjne og duften af ungdommens forelskelse, som en tømrer der med voldsom kraft høvler spåner af et groft stykke træ.
Hans utroskab blev begået i tankerne, på en computer og dér blev det. Når han ikke var hjemme læste hun side efter side, minutiøse beskrivelser af hans elskerinde. En ikke-eksisterende rival, der levede i hans fantasi. Hans tanker. Hans drømme? Mens hun sad der ved køkkenbordet, uden selv at være klar over det, begyndte tårerne stille at trille ned ad kinderne på hende.
"Hvad er der i vejen skat?" han kiggede på hende som en biolog der studerer et nyopdaget væsen og dets væremåde. Hun svarede ham ikke i lang tid, han sagde heller ikke noget. Han studerede hendes træk, hendes øjne og måden hun tørrede tårerne væk.
"Hvem er hun?" hviskede hun stille mens hun kiggede ned i bordet.
"Hvem?" hans stemme var fast og ligegyldig. Han vidste udmærket godt hvad hun snakkede om, men ville ikke afsløre kendskabet til hendes snagen. De havde begge været bedst tjent med åbenhed, men det var netop mystikken der havde startet gløden i deres forhold. Hun vidste godt, at der var ting i ham som hun aldrig ville kunne lokke ud af ham, og han vidste godt, at der var ting som bare ville gøre hendes bange. De sad sådan i et stykke tid, før han rejste sig.
"Hvor skal du hen?"
"To sek. Jeg skal lige hente noget."
Da han kom tilbage havde han noget papir mellem hænderne. Han smed det på bordet, som var det bevismateriale i en kriminalsag. Hun vidste godt hvad det var. Hun genkendte overskrifterne og typerne fra hans arbejdsværelse.
"Hvorfor viser du mig det her?" tårerne trillede atter ned ad kinderne.
"For jeg vil gerne at du skal vide hvem jeg er, kende mig, indeni." hans stemme var hård og ligegyldig.
"Hvorfor tror du at jeg skriver om denne ene kvinde?"
"Det ved jeg ikke. Hvem er hun? Hvorfor betyder hun så for dig, at du bruger timer og atter timer på at beskrive hende og det I laver sammen så grundigt?" panikken bredte sig. Hun var afsløret, men det betød ingenting nu.
"Hvorfor betyder hun så meget for dig, at du bryder ind i mit arbejdsværelse, laver uorden i mine papirer og bagefter behandler mig som en kriminel?"
Der var stille i et stykke tid.
"Er en du har været sammen med, eller en kvinde du drømmer om?"
Havde han så bare været sammen med en ung tilfældig tøs til en firmafest eller tur i byen. En rival af kød og blod i stedet for hvad der kun eksisterede i ord, i hans hoved, nedfældet på computeren. Hun vidste godt at han reelt ikke havde gjort noget, fysisk, og det var nok heri "truslen" lå. Han flygtede ind i det eneste sted hun ikke kunne følge ham. Nemlig hans tanker, de inderligere tanker der - for hende - var forseglet og gemt væk. De så aldrig dagens lys.
"Forsøger du at finde tilbage til hende?" spurgte hun stille.
"Det handler jo ikke om at finde tilbage. Det er mindet. Det er 'dengang'. Selvom jeg synes at hun er fantastisk, er det jo ikke hende jeg vil være sammen med. Det er dig. Det er dig jeg lægger mig ind til om aftenen og du er det første jeg ser når jeg vågner om morgenen. Hvis ikke hun havde været der, på disse tidspunkter i mit liv, ville jeg ikke være hér i dag. Så ville jeg ikke være den person du forelskede dig i. Så ville vi to slet ikke sidde hér. Skat. Jeg elsker dig. Højere end noget andet."
Hun brød sig ikke om ligegyldigheden i hans stemme. Som om hans følelser kørte på automatpilot.
"Når jeg skriver disse ting ned, erindringer og 'drømme', er det som at høre et gammelt stykke musik på nogle bedre højttalere og opdage nye detaljer og nuancer som ikke var der før. Jeg spejler vores forhold i det. Musikken er som ny igen og man elsker det endnu mere for dets detaljegrad og rigdom."
"Hvorfor kan jeg ikke være det stykke musik du gerne vil høre igen?" hun foldede hænderne sammen i skødet og lænede sig svagt indover bordet.
"Din kærlighed kvæler mig." han rejste sig, gik ind på arbejdsværelset, pakkede sin computer, tog frakken på og forsvandt ud af døren.