Tomhed.
   Intet beskriver det bedre.
   Bare rolig, tomheden er ikke pludseligt indtruffet. Den har været der et stykke tid nu, i hvert fald et par timer. Egentlig er det en meget beroligende følelse, den er så velkendt. Men alligevel overrasker den mig hver gang.
   Hvordan den føles? Den føles ikke som noget andet. Min krop er underlig let, det er nok fordi den er tom. I hvert fald tom for følelser. Jeg kan overhovedet ikke mærke noget, altså lige bortset for mine stivfrosne tæer. Jeg håber, at de engang bliver varme igen. Det er også den dumme snes skyld, den har nu erobret jorden med hele 15 centimeter.
   Til trods for tomheden, eller netop på grund af tomheden, er der endelig plads til tankerne. Det hele passerer revy, og jeg er den uanfægtede tilskuer.

Jeg vågnede som altid tidligt i morges. Eller vågnede er måske så meget sagt, men det er nu engang svært at ignorere clockradioen, når den står ved siden af hovedpuden og brøler de eksalterede morgenradioværters stemmer ud i rummet.
   Den forvirrende tåge, der altid hænger i mit hoved som et slør om morgenen, blev langsomt drevet på flugt af den tilbagevendende hukommelse. Et lettelsens suk. Det var endelig fredag.
   Gearet på min cykel havde desværre ikke gennemgået en magisk optøning i løbet af natten, så igen i dag gik den glatte vej til stationen i femte gear. Et lille rødt egern løb over vejen uden at se sig for, ligesom et lille barn, dog med en vigtig ukendt mission tegnet i de målrettede hop. Den kæmper sikkert som ethvert andet væsen på denne jord for at overleve, for ikke at sulte eller fryse ihjel.
   Hele den foregående uge havde alle mine forhåbninger fortalt mig, at der måske var en mulighed for, at det var i dag, det ville ske.

Syvende klasse. Jeg gik rutinemæssigt op af den evindelige trappe til anden sal. Jeg ved ikke, hvordan det var gået til, men af en eller anden grund fik jeg lov til at være med som påhæng i den seje klike. Måske var det min kamp for at overleve socialt, der endelig bar frugt. Det er sjovt at tænke på, hvad ens omgivelser gør ved en.
   Bag mig kom Jakob gående op af trappen. Jeg var overbevist om, at han var den perfekte fyr, flot, populær og fodboldholdets stjerne. Selvfølgelig vidste han ikke, hvad jeg hed, det ville ikke være en del af overlevelsesprincippet.

Perronen var igen i morges fyldt. Fem minutter til togets ankomst.
   Sneen lå som en vold imellem de to spor. Jeg fokuserede på den hvide tåge af mikroskopiske krystaller, som sivede ud imellem mine læber. Et øjebliks fascination havde grebet mig, en fascination der i lige så høj grad skyldtes de omkringstående menneskers stilhed og træthed som fænomenet, der stammede fra min mund.
   Toget var en anelse lummert, men alligevel rart. En fugl fløj forbi i dobbelt fart. Sådan så det i hvert fald ud for mig, der sad i det kørende tog.
   Når jeg ikke kan falde i søvn om natten, vender jeg altid tilbage til det samme billede. Et billede hvor jeg står på en klippekant og breder mine store flotte hvide vinger ud og letter. I virkeligheden er det nok bare en flugt fra alt, hvad der hedder ansvar og forpligtelser.

Det var sommerferien lige før niende klasse. Ottende klasse havde været én lang svømmetur imod strømmen.
   Bilen trak sig langsomt op af den lille græske bjergvej. Oppe på himlen fløj en stolt flot musvåge rundt. Min krop var fyldt af en befriende følelse af ferie, men en lille hård knude var under opbygning i min mave. Endnu et år tilbage. Billedet af den frie musvåge på den enorme blå himmel fik en pludselig beslutsomhed til at vælde ind over mig, og en vigtig klods faldt på plads i mit indre. Jeg skubbede mit liv 'min overlevelse' ud af en ny sti, jeg hoppede ud fra en kant til en uafhængighed, der længe havde tiltrukket mig.

I den trange menneskemængde dukkede mit mål endelig op.
   Jeg stod som naglet til trægulvet. Kulden fra den mørke aftenhimmel blev hevet ind gennem den åbne dør. Jeg huskede brudstykker fra mit liv, som jeg var overbevist om måtte have ført til dette punkt denne aften. Øjne der ramte mine, et lille smil og et venskabeligt nik. Det var alt. Lyst krøllet hår, som løb ind i favnen på den ventende.
   Det var så dette, jeg så inderligt havde glædet mig til. Krydset for enden af den lange stiplede linje på skattekortet.
   Jeg vendte mig om og gik ud i natten.

Jeg går i mit sortsind midt på vejen. Hvis jeg bliver kørt ned nu, vil jeg i det mindste forlange tid nok til at sende en sms. Der skal stå: 'Fysisk er jeg smadret, psykisk har jeg det super, det bekræfter kun vores teori. Overbring denne besked til James: "Cathlin er blevet ramt af en bil, og hun er blevet indlagt på intensiv afdeling. Hun har det godt"' Tankeforsøgene er begyndt at køre.
   I morgen vil jeg vågen op i en ubekvem hospitalsseng. Jeg vil kigge på den postmoderne lampe med det kolde skær, som hænger i loftet. Den forvirrende tåge vil i dagens anledning blive fortrængt senere end ellers. Hukommelsen vil vende tilbage, og med den vil tomheden igen trænge sig på.
   Tomheden vil lidt efter lidt erstattes af følelser. Jeg vil undre mig, og jeg ville spørge de højere magter, hvad meningen med det hele har været. Til slut vil jeg blive afklaret, jeg vil indse, at jeg ligesom musvågen og det lille egern har overlevet endnu en dag på jorden. Denne gang i anno 2010.