Skolestart
   Sirena gik i sine egne tanker. Hun har ikke kunnet tænke på andet end uheldet med træet. Hvor han havde behandlet hende med ømhed og holdt i sine arme. Hun var faldet pladask for ham. Hvilket var fuldstændigt åndsvagt, hun kendte ikke hans navn og havde set ham to gange.
   Hun gik med nogle bøger. Hun lagde ikke mærke til noget. Sirena skulle hen til sit skab. Hun skulle bare lige rundt om hjørnet og så var hun der næsten.
   *Donk*
   Sirena røg ind i en og tabte sine bøger.
   "Det må du und......" Sirena løftede blikket og så lige ind i nogle sølvblå øjne. Hun sank en klump. Rømmede sig. Skulle lige samle tankerne. "....skylde."
   Hun bukkede sig og begyndte at samle sine bøger og papirer sammen.
   "Det gør ikke noget. Nu skal jeg hjælpe dig."
   Hun bukkede sig. Hun kunne ikke fatte det. Han var her! På skolen! Hun rakte hånden hen mod en bog og det gjorde han også i det samme så deres hænder rørte hinanden, så hans fingre lå lidt over hendes. Det føltes som et elektrisk stød. Hun trak hånden til sig og rejste sig op. Han gjorde det samme og gav hende bøgerne. Han kiggede undersøgende på hende.
   "Du er Siri, ik'?"
   "Great, NU kan han huske mig, men ikke da vi mødtes ved træet. Var jeg virkelig så dum?" tænkte Sirena.
   Hun smilede.
   "Ja, det kan jeg desværre ikke rende fra. Men jeg hedder egentlig Sirena."
   "Jeg synes nok jeg kunne genkende dig. Smuk navn. Jeg hedder Max."
   Han rakte hånden frem som for at ville sige goddag. Hun tog hans hånd. En varme spredte sig i hele hendes krop. Hendes knæ føltes som gelé.
   "Hvad laver du her? Dumt spørgsmål Sirena. Hvad laver man på en skole." spurgte hun Max. Han grinede. Årh, hvor var han grin fantastisk. Det fik hende bare til at kunne lide ham endnu mere.
   "Du er virkelig noget for dig selv. Nå, men som jeg næsten kan høre, så har du nok regnet ud at jeg skal starte her. Jeg prøver rent faktisk at finde kontoret, men er hvis faret vild. Kan jeg få dig til at vise mig derovre? Så vil jeg være dig taknemmelig."
   "YES. Han skal starte her. Hvad var det nu han spurgte om? Nårh ja, om jeg vil hjælpe ham med at finde kontoret. Hun smilede.
   "Jo da. Kom med."
   "Mange tak, Sirena."
   "Nå, Sirena, hvordan går det med hoveder efter slaget?"
   "Nu går det godt, men det gjorde lidt ondt lige efter slaget."
   "Der var godt."
   De gik videre i tavshed. Sirena anede ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke samle tankerne. 10 minutter efter var de ved kontoret.
   "Så er vi her," sagde Sirena. Hun var ked af at hun allerede måtte sige farvel til ham.
   "Okay," han smilede, "mange tak. Det var virkelig sødt af dig. Farvel Sirena."
   Han rakte hånden frem. Hun tog imod den.
   "Farvel Max."
   Hun følte igen hele hendes krop blive varm. Hun slap den, smilede og gik sin vej. Hun stoppede lige rundt om hjørnet. Hun måtte lige få styr på pulsen og lige samle sig.

Det var første dag efter sommerferien. Max skulle starte på en ny skole. Skulle han være ærlig var han lidt nervøs. Nu gik han på skolen og prøvede at finde kontoret, men det var håbløs. Nu havde han ledt i 10 minutter. "Nå det er forhåbeligt lige rundt om hjørnet."
   *Donk*
   Han røg ind i en, som tabte sine ting. Han kiggede op. Hans puls stig. Det var for godt til at være sandt. Det var Siri.
   "Det må du und...." Nu mødte hendes mørkegrønne øjne hans. Hun blev helt bleg i ansigtet. Var det mon godt eller skidt? og gad vide hvordan han så ud? ......skylde."
   Hun bukkede sig ned og begyndte at samle sine ting sammen. Han måtte hjælpe hende. På den måde vil hun måske begynde at kunne lide ham.
   "Det gør ikke noget. Nu skal jeg hjælpe dig."
   Max bukkede sig ned. Han rakte hånden mod en bog og i det samme gjorde hun også, så det endte med at hans fingre lå lidt over hendes. Han fik et elektrisk stød. Det kom helt bag på ham. Det havde han aldrig prøvet før. Hun stak hånden til sig. "Godt, ellers er jeg bange for at jeg havde kysset hende," tænkte Max.
   Hun rejste sig og han gjorde det samme. Han gav hende bøgerne.
   "Okay, det skal ikke se ud som om jeg vidste det med samme hvem hun var. Jeg må se lidt undrende ud."
   Så kan kiggede undrende på hende. Efter nogle sekunder spurgte han hende "Du er Siri, ik'?"
   Hun smilede sit fantastiske smil, der gjorde hans knæ helt lam.
   "Ja, det kan jeg desværre ikke helt rende fra. Men jeg hedder egentlig Sirena."
   Der var hendes sarkasme igen. Sikken en dejlig pige.
   "Jeg synes nok jeg kunne genkende dig. Smuk navn. Jeg hedder Max."
   Han tog sin hånd for at kunne sige hej og så for at kunne føle det der så ud som rigtigt bløde hænder. Hun tog hans hånd. Max blev helt varm i kroppen. Hvor føltes det godt og helt rigtig at holde hende i hånden. De slap hinanden.
   "Hvad laver du her?" Hun rystede på hovedet." Dumt spørgsmål, Sirena. Hvad laver man på en skole?"
   Årh, den uskyldige dumhed. Hvor var hun dog fantastisk. Han grinede.
   "Du er virkelig noget for dig selv. Nå, men som jeg næsten kan høre, så har du nok regnet ud at jeg skal starte her. Jeg prøver rent faktisk at finde kontoret, men er hvis faret vild. Kan jeg få dig til at vise mig derovre? Så vil jeg være dig taknemmelig."
   Hun smilede.
   "Jo da. Kom med."
   "Mange tak, Sirena."
   "Nå, Sirena, hvordan går det med hoveder efter slaget?"
   "Nu går det godt, men det gjorde lidt ondt lige efter slaget."
   "Der var godt."
   De gik videre i tavshed. Han blev ved med at tænke på det øjeblik hvor deres fingre havde strejfet hinanden. Han var blevet overrasket over hvad han havde følt da deres fingre havde mødtes. Det var som at få et elektrisk stød gennem kroppen. Noget han aldrig havde følt før. Han anede ikke sit livs råd. Nu gik han ved siden af hende, skævede til hende en gang imellem. Hvorfor sagde hun ikke noget? Var hun ligeså lamslået som ham selv? Følte hun også denne underlige tiltrækning mellem dem? Årh hvor han håbede det. Der var et eller andet over hende, som han ikke kunne forklare. Da der var gået 10 minutter var de ved kontoret.
   "Så er vi her," sagde Sirena.
   "Årh, allerede," tænkte Max.
   "Okay." Han smilede, "mange tak. Det var virkelig sødt af dig. Farvel Sirena."
   Han rakte hånden frem og hun tog imod den.
   "Farvel Max."
   Hele hans krop blev varm ved berøringen. For hurtigt slap hun hans hånd, smilede og gik sin vej.
   Wow, hele hans krop var et nervebrud. "Hun bliver min død," tænkte Max, "denne pige har mig i hendes hule hånd."

"Kat, det er helt fantastisk. Fyren skal starte på vores skole. Jeg er så lykkelig."
   Kathleen smilede stort. Hun var så lykkelig på hendes venindes vegne. Hun ønskede alt godt for Sirena.
   "Hvor dejligt, Siri. Jeg er så glad for dine vegne. Du har fortjent det. Jeg håber virkelig at du finder sammen med....., ja hvad hedder han egentlig?"
   Sirena kunne ikke holde op med at smile.
   "Han hedder Max og han synes jeg har et smuk navn."
   "Årh, Siri søde, hvor er det dejligt. Nå, fortæl så det hele i detaljer.

Sirena var overlykkelig for at Max var startet på hendes skole. Nu håbede hun at han bare ville snakke med hende. Eller i det mindste kigge på hende. Men dage blev til uger. Uger blev til måneder. Hendes kærlighed for Max voksede og voksede. Hun var hårdt ramt. Hvis bare de kunne snakke sammen, så kunne han se hvor forhåbeligt en dejlig pige hun var.

Max var virkelig glad for at han nu gik på samme skole som Sirena. Nu var det sværeste bare hvordan han skulle snakke med hende, uden at folk opdagede det. Han var jo populær og hun ikke. Nu var der gået flere måneder siden deres første møde på hans første skoledag. Faktisk nøjagtigt 4 måneder 13 dage 5 timer 14 min og 6 sek., 7 sek. 8 sek. Han var pinlig bevidst om hvor langt tid der ar gået. I de måneder havde han fulgt hver og en af hendes bevægelser. Han havde iagttaget hende i smug. Set hver og en af hendes mindste bevægelser. Hørt hver og en af hendes grin. Set hvert og en af hendes smil. I de måneder var hans sommerforelskelse vokset til en kærlighed så dybt at der nærmest gjorde ondt. Men hvad skulle han stille op med det. Hun var sikkert ikke engang interesseret i ham, hvad skulle hun dog se i ham? Hvis bare han kunne komme til at snakke med hende, uden at folk ville begynde at stille spørgsmål.