Så var de i kirken igen, endnu en søndag. Denne gang var det barnedåb. Det var påske, og rundt omkring stod der nogle gule påskeliljer og kiggede mod det prægtige hvide loft. Præsten havde igen i år på sædvanlig vis læst op af Jesus' forhistoriske gerninger og heroisk ofring for mennesket. Det kan jo også blive så kedeligt, så dette år havde kirken taget initiativ til et gospelkor for at løfte stemningen.
   Dér gik de, op til alteret. Alle klædt i sort med et rødt tørklæde bundet om halsen. Når folk er blevet bedt om at klæde sig i det samme sæt tøj, er det nemt at spotte typen, som alligevel søger at skille sig ud. Så hun binder tørklædet på en ny og anderledes måde, hun gør lidt mere ud af sin makeup, vælger skoene omhyggeligt. Det røde tørklæde skal også være pink.Hun skriger af desperation, som hun står foran scenen. Et desperat håb om, at nogen får øje på netop hende blandt gruppen, at nogen kigger lidt længere på hende end alle de andre. Hvad skulle folk også se i de andre? De kan jo knapt synge ordentligt. Måske er i dag dagen, hvor talentspejderen er i kirke. Han hører netop hendes stemme ud af de nitten andre. Lytter. Ser hende.
   Hun svajer lidt mere fra side til side end de andre. For hende er alteret en scene, og hun er stjernen. I hendes tanker er hun lederen. Den, de andre ser op til. Gid de kunne synge som hende... Hun har ikke noget papir med op på scenen, for hun har lært samtlige tekster udenad. Hun skal nok vise alle de andre, som aldrig troede, hun ville blive til noget, at hun nu synger i kirkens gospelkor.
   Om morgenen stod hun tre timer før op, så hun kunne varme stemmen op, drikke opvarmningste, spise ernærende morgenmad og lægge omhyggelig makeup. Der skal øjenskygge på i dag - så mange mennesker, som skal kigge på hende i dag, så skal man ikke sjuske. Hun har også både taget body lotion med duft på sin krop og givet et ekstra sprøjt parfume, så folk kan dufte hende, når hun går op mod scenen gennem altergangen. Hun ved, at mændene vil sukke efter hende. Nej, de vil længes. Begære. De vil have hende. Når hun står på scenen, kan hun godt mærke, at alle de andre blot er grå mus, og hun er en prægtig påfugl med glitrende halefjer og stolt holdning.
   Hun er en flammende ild, der ikke er til at slukke. Passionen danser i hendes øjne, desperationen skærer i de andres. Hun er det bjerg, man ville ønske, man kunne bestige. Hun ved, at hendes stemme er guddommelig. Ellers ville hun ikke synge i kirken. Den stemme har selveste Gud givet hende, fordi hun skal vise andre, hvor smukt noget kan lyde. En engels stemme på jorden.
   De kigger efter hende. Alle blikkene, de er rettet mod hende. Hun synger lidt højere end alle de andre, så højt hun kan. Nu er det snart hendes tur til rigtigt at kunne brillere; nu kommer hendes solo snart. Fire linier, som kun er hendes. Hun skal vise dem alle, at man sagtens kan stjæle rampelyset, selvom man ikke længere er rynkefri. Hun tager en dyb indånding, helt ned i maven, og ud flyver de himmelske og eventyrlige toner fra hendes perlemorsfunklende læber.
   Når hun ånder, kan hun smage fascinationen og begæret. Hun føler sig elsket. Endelig. Beundringsværdig. Hun ved bare, at når hendes koncert er overstået, vil folk strømme hen til hende for at spørge, hvordan hun dog kan gøre det - hvordan kan hun synge så smukt, så rent! Og så vil hun svare helt afslappet, at det bare er noget, hun er født med. En lille hvid løgn har jo aldrig skadet. De behøver ikke at vide, at hun har lavet stemmetræning otte timer om ugen hele året og sidste år, og at hun samtidig med dette også har gået til sangundervisning. Hvis det er noget, hun bare kan, ved hun, at de vil misunde hende, de vil ønske og bede til, at de en dag kan blive som hende. Hun ved det bare.
   Hendes børn vil være stolte af at have hende som mor. I skolen kan de sige til de andre børn, at deres mor synger i kirkens gospelkor. De er også i kirken i dag, børnene. Så beskedne ser de ud, men hun ved godt, at de inderst inde fryder sig og er ved at sprænges af bare glæde og stolthed. Hun retter ryggen lidt mere, skyder brystet frem, svajer stadig frem og tilbage i takt med rytmen. Orglet spiller kun for hendes stemme. Hvis hun ikke havde været med, havde de sikkert bare fundet deres gamle keyboard frem. Eller klaveret. Der er jo ingen grund til at gøre så meget ud af et lokalt gospelkor. Men nu er hun jo med. Forsanger. Stjerne. Idol. Lystobjekt. Hvor hun dog nyder opmærksomheden. Hvem skulle tro, at hun til hverdag bare var pædagogmedhjælper?
   Siden gospelkoret var hun blevet til noget. Endelig var der nogen, som satte pris på hendes talent. Ja, hun kunne nærmest se sine egne forgyldte noder flyve ud med hvide englevinger og blidt kæle kirkegængerne på deres frysende kinder. Falde om dem som en lun kappe på den kolde påskeformiddag. Hun prøvede, om hun kunne hæve sin stemme yderligere. Hvor lød det smukt. Hun bar koret af sted over pudderskyer, snedækkede bjergetoppe og orange solopgange. De elskede hende virkelig. Hvilken stemme. Den pladekontrakt skulle snart komme i hus. "Anettes gospel". Så ville folk kende hende på gaden. Hun ville slet ikke kunne gå nogle steder hen uden at skulle give en autograf, og hun ville elske det!
   Hun kunne se sig selv udefra. Hun så minsandten godt nok lækker ud i dag. Ingen tvivl om det. Det kunne godt betale sig, at hun havde taget det pink tørklæde på i stedet for det røde, som hun egentlig skulle have båret. Hun funklede, skinnede, brillerede, glitrede - hun var det, som andre ville ønske, de havde. Hun var det hele. Lederen. Stjernen. Hun var dét.
   Ak ja, hvilke tanker man dog kan have om sig selv.