Lyden af det tikkende køkkenur larmer gennem hele huset. Opvasken har invaderet køkkenet som pest. Der gemmer sig små nullermænd i hjørnerne. De kommer fra det store grå tæppe, der ligger og dovner under bordet. Vasketøjet hævner sig over at være glemt ved at kravle op over kanten på den sølle vasketøjskurv, der ikke aner, hvordan den skal kunne rumme mere. Vaskemaskinen har tørstet længe nu. Der er en svag, men kvælende lugt af indelukkethed, mados og stress. Bag de kedelige og hurtigt besluttede persienner forsøger solen ganske forsigtigt at trænge igennem.
   På en af stolene ligger sidste uges reklameblade i en grufuld og uorganiseret stak, domineret af rejsekataloger, der reklamerende med opstillede feriefotos viser glade familier med overskud og turkis vand. Fest og farver. Strand. Solskin. At slappe af.
   Åh, at slappe af! Det nærmest skærer gennem hendes sjæl, når hun kigger på katalogerne. Hun føler ikke, hun har trukket vejret hele dagen. Hun trækker sine fødder ud af de stramme højhælede sko, som har klemt hendes tæer hele dagen. Ja, der kom sgu en vabel... Det kan måske også være meget godt med det fodbad, hun har fantaseret om den sidste måned, men som hun aldrig orker at lave. Det var også en dårlig idé at sætte baljen ovenpå det skab. Hun får det jo aldrig taget ned, og det har hun vidst lige siden, hun satte det derop.
   Hvordan er det overhovedet nu, man gør - det der med at slappe af?
   Hun knapper sin figursyede habitjakke op, føler hvordan hendes lunger folder sig ud. Tager håret ud af den stramme knold. Åh, hun må have mange blodsamlinger i hovedbunden. Hendes hovedbund føles helt stiv, mens hun kører sine fingre forsigtigt gennem sit hår, og det langsomt og stift falder ned omkring hendes skuldre.
   Det er længe siden, at resten af familien ikke har været hjemme på en fredag aften. Men hun ved ikke rigtigt, om hun har glædet sig, eller om hun har frygtet øjeblikket. Stilheden. Larmende.
   Han har taget børnene med på en eller anden tur. Det er næsten pinligt, at hun ikke kan huske præcist, hvad det er, de skal, synes hun, men hun har bare haft så meget om ørene på arbejdet. Det har han også kunnet mærke på hende. Han havde sagt, at det føltes, som om hun aldrig er til stede. Sådan noget fis - selvfølgelig er hun til stede! Hun er til stede hele tiden. Det er bare ikke altid, hun kan give ham alt den opmærksomhed, han ønsker af hende. Eller sex, for den sags skyld. ...Hun kan faktisk ikke huske, hvornår de sidst har kysset sådan rigtigt. Hvornår hun sidst har følt lysten. Altså, hun elsker ham da, helst bestemt, men det er, som om rutinerne har ædt den største del af deres forhold.
   Kan børnene mon også mærke hendes mangel på nærhed? Hun forsøger da at bruge så meget tid som muligt på dem. De spiller spil sammen, og de er da også tit med ude at handle. Læser godnathistorier. Hun er ikke nogen dårlig mor. Rod i hjemmet kan vist ikke betegnes som mislykket opdragelse og omsorgssvigt.
   Det vil altså også være rart, hvis han gad hjælpe til engang imellem. Bare med opvasken. Eller hvis nu han lige har vasket tøjet, til hun kom hjem.
   Nej, hun skal heller ikke klage. Han laver tit aftensmad til familien. Hvis ikke hun havde ham, havde det vist stået på rugbrød hver aften. Eller noget hurtigt takeaway. Og madpakker til ungerne - dem ordner han trods alt også til tider. Han er nu en god mand, tænker hun.
   Glider lidt længere ned på stolen.
   Hvor føles det underligt, ikke at sidde ret op og ned. Hun føler sig næsten fremmed i egen krop. Først nu lægger hun mærke til, hvordan Cartier-uret strammer om hendes håndled. Binder det fast i tidens stramme greb. Hun tager det af og lægger det pænt på bordet. Mærker sit håndled, sin hud ånde. Gnider sine øjne, som kragetæerne for længst har afmærket. Af med halskæden også. Den brænder om hendes ømme nakke.
   Hun laver nogle hurtige nakkeøvelser, som hendes fysioterapeut har bedt hende om at lave, da hun var derhenne for nogle uger siden. Han havde vist dem på hende, og det havde føltes fantastisk befriende at slippe for spændingerne. Men hun har ikke lavet dem siden.
   Tik.
   Tak.
   Tik.
   Tak.
   Tik.
   Tak.
   Stilheden invaderer hendes tanker. Hvor er her dog stille; hun kan næsten ikke kende sit eget hjem. En smule livløst også. Hun kan ikke rigtigt beslutte sig for, om det er rart. Eller frygtindgydende.
   Hvordan er hun overhovedet endt her? Hun skulle jo være operasangerinde. Bære store kjoler, have højt hår og glamourøs makeup. Være en verdensstjerne, urørlig af det almindelige folk og det ordinære liv. Hun skulle have levet sit liv i fjerboaer og stiletter, der aldrig fik hendes fødder til at bløde. Have lange negle med neglelak, der holdt mere end to dage, fordi det ikke blev skrubbet af, når hun vaskede op. Det ville hun have folk til. Ingen bekymringer, ingen rynker, ingen PMS, ingen skraldepose at bære ud.
   Hendes egne negle er næsten pinlige, nu hvor hun ser på dem. Neglerødderne lever i hvert fald deres eget liv. Har hun virkelig rendt rundt med dem hele dagen?
   Hun kommer til at tænke på sin egen mor. Hun ordnede altid både dit og dat uden det mindste brok. Hold da op hvilket overskud! Men en aften havde moderen sat sig ned og sagt, at det her ikke var livet, hun havde drømt om. At hun havde drømt om et liv, hvor hun blev værdsat og forkælet hver eneste dag. At hun ikke ville være en simpel husmor med gummihandsker og forklæde. At det var kedeligt og trivielt. Hendes far havde sagt, at det var noget værre sludder. At lige meget hvor fantastisk ens liv var, så ville der altid blive en hverdag - og man selv kunne vælge, om man ville acceptere og holde af den, eller om man ville forsøge at kæmpe imod den og være frustreret og ulykkelig. Og så var hun kørt hjemmefra.
   ... Er det nu julepynt, der hænger deroppe? Hun kniber sine øjne lidt sammen. Det er det! Fandeme. Hvis Beatrice havde set det, da hun var her i weekenden - hun tør slet ikke tænke tanken ud. Så vil alle jo tro, at hun er komplet uansvarlig og ikke har styr på sit liv!
   Hun er glad for sit liv, helt bestemt. Når man ser på alle de forfærdelige skæbner rundt omkring, så har hun bestemt ikke ret til at klage. Hun har et godt job, god løn, en god mand, dejlige børn og en skøn patriciervilla i byens mest eftertragtede kvarter. Det er også snart på tide at få revet de rododendron op; de har jo ikke duet til noget de sidste mange sæsoner. Der er også det gyngestativ, de skal have sat op til børnene - det har han lovet så længe. Måske bør hun selv gøre det. Der sker jo tydeligvis ikke ret meget i det her hjem, før hun tager det første skridt.
   Trivielt...
   Nå.
   Det skal hun heller ikke tænke på nu. Nu har hun fri. Der er weekend. Hvis hun er heldig, kan hun sove helt til klokken 8 i morgen, før børnene vågner. Nå nej, de er jo slet ikke hjemme... Gad vide, hvor længe hun egentlig kan sove, hvis hun ikke sætter sin alarm til?
   Ej, hun må hellere sætte den til at ringe klokken 9 for en sikkerheds skyld, så hun ikke kommer til at sove hele lørdagen væk. Man bliver også så pokkers dvask, hvis man sover for længe. Og så vil hun i hvert fald ikke få støvsuget, ved hun godt. Hun sætter sin mobil til at ringe klokken 9.00 med det samme. Så er det da overstået.
   Måske skal hun se en film. Der er så mange i skabet, som hun aldrig har fået set. Der er også den der gode med hende der skuespillerinden med det flotte hår. Den skulle være så god, har Beatrice fortalt, da hun lånte den ud. Men hun ved ikke helt, om hun kan klare noget så intellektuelt lige nu - det er noget med, at man skal følge ret godt med. Det må blive en anden dag, hun ser den.
   Det kan også være, at der kommer noget i fjernsynet. Der plejer da nogle gange at komme noget sjovt om fredagen. Der er også det der familieprogram, børnene plejer at se, mens hun tjekker sine mails. Eller der er også den bog, hun har fået i fødselsdagsgave. Sådan en rigtig krimi. Det vil måske være en god idé at læse lidt. Koble tankerne af. Hun kan sidde i Ægget og læse den. Den stol bliver alligevel så sjældent brugt - det giver hende næsten dårlig samvittighed at tænke på, hvor meget de har brugt på den skide stol, og nu står den bare der i hjørnet og fungerer som læsestol. Brugt måske to gange på tre år. Den bliver i hvert fald ikke slidt op.
   Hun kigger hen mod køkkenet. Hvor ser det ud... Hendes fine Villeroy & Boch-tallerkener, helt beskidte. Og så har han endda stablet dem på den måde, som hun hver dag beder ham om at lade være med. Og det der med at skylle af tvivler hun også på, om han overhovedet kan lære. Gad vide, hvem der har bildt ham ind, at madrester er lige så nemme at få af, når de har siddet et par timer i stedet for lige at bruge ti minutter på at skylle dem af?
   Hun rejser sig op. Egentlig ikke modvillig, blot en smule irriteret på sin mand. Hun fylder vasken op med varmt vand og kommer en smule sæbe i. Hun kigger flygtigt ud af vinduet, mens hun smyger sine ærmer op. Og så tager hun én tallerken af gangen.

And so it is, just like you said it would be.