Smilet sidder stadig limet til mine læber, som det gjorde, da jeg først så det. Lige der midt i det hele, omgivet af intet andet - tal, de tal, tallene. Jeg havde slet ikke spurgt, du havde bare givet. Og så havde jeg bare siddet og smilet for mig selv.
   Over nogle tal.
   Uventet givet ud.
   Dit nummer.
   Jeg husker alt for tydeligt første gang, jeg så dig. Du sad derovre på den anden side af den hestesko, bordene dannede i klasselokalet. Dit hoved lå ned på bordet, hvilende på dine arme, og du lignede allermest af alt én, der havde lyst til at være alle andre steder end her.
   Egentlig var det slet ikke meningen, vi skulle have været i din klasse, men det kom vi. Så jeg sad og kiggede en smule skræmt og nervøst rundt på alle eleverne, der var vant til at gå på gymnasiet, og jeg var så ny der, at jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle opføre mig. Min veninde hviskede små kommentarer til mig i ny og næ, men hun havde heller aldrig været her før og var nok lige så utilpas som jeg.
   Så der sad du pludselig. Eller lå.
   Dit lange sorte hår slangede sig over bordet, kroppen foroverbøjet. Det virkede, som om du ønskede, læreren ville holde op med at snakke, og at alle ville forlade lokalet, så du kunne få et øjebliks fred og ro til at falde i søvn i.
   Jeg husker, jeg undrede mig over, hvordan du dog overhovedet turde ligge, som du gjorde, når du sad så tæt på læreren. Hvad nu hvis han fik øje på dig! Eller var han bare ligeglad?
   På den anden side kunne jeg godt forstå dig. Timen kedede mig lige så meget, som den må have kedet dig.
   Og jeg kunne slet ikke fjerne blikket fra dig.
   Du vendte og drejede dig uroligt, og jeg begyndte at spekulere på, om du egentlig sov rigtigt, kan jeg huske. Eller måske prøvede du at ligge, så du mindst tydeligt kunne høre læreren, der sprøjtede med ord fra katederet.
   Pludselig løftede du hovedet. Tungt, men stadig løftet.
   Du kiggede flygtigt op på læreren, og derefter drejede du hovedet. Og så ramte dit blik mit. Dine fantastiske sortindrammede øjne stirrede lige ind i mine.
   Fuck.
   Det var det eneste, jeg tænkte. Jeg smilede nervøst, som man nu engang gør, når nogen opdager, man har kigget på dem. Og du trak akavet på smilebåndet, som man gør, når man opdager, at nogen har stirret på én.
   Jeg tvang mig selv til at kigge væk igen og fik vist fremstammet én eller anden irrelevant kommentar til min veninde ved siden af mig, som hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle svare på. Men i virkeligheden havde jeg jo bare lyst til at dreje hovedet og se på dig.
   Nu ligger jeg her tre uger efter, jeg fik dit nummer, og du ligger ved siden af. Dit blik flakker rundt i lokalet, men ikke på en utryg måde. Du virker afslappet og rolig. Og du ser så smuk ud. Lige så smuk, som da jeg så dig for første gang for tre år siden.
   Jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at der ville være en chance for, at du skulle ligge her ved siden af mig.
   Så tæt på.
   Jeg kan se hver eneste af dine øjenvipper, som er de flotteste, jeg nogensinde har set. Dine øjne lyser af uskyldighed, håb og glæde. De rammes forsigtigt af den frembrusende morgensol, der varsomt skinner ind gennem gardinerne og gør rummet lysere for hvert minut, der passerer.
   Fuglene kvidrer som baggrundsmusik og synger morgenen frem.
   Det er tidligt, og egentlig burde vi sove, men jeg har ikke lyst til at lukke mine øjne; jeg vil hellere se på dig. Iagttage enhver konturlinie. Lægge mærke til hver en skygge, der falder. Hver en solstråle, der danser henover dig.
   Tænk der skulle gå tre år fra jeg først så dig, til jeg skulle høre din stemme for første gang. I tre år var du lydløs for mig. Du var for mig en sovende skønhed, som til tider ville vågne op.
   Hvis jeg fik øje på dig, ville mine øjne straks følge dig, og alt andet ville forsvinde - hver stemme og hver eneste person omkring. Lydløs iagttagelse. Der ville kun være dig, indtil du igen var forsvundet.
   Ligesom der er nu.
   Her er intet andet end dig i den generte morgensol og glade fuglesang.
   Jeg kan huske, jeg ikke turde snakke til dig, for jeg anede ikke, hvad jeg dog skulle sige, og tænk hvis det bare ville blive akavet. Jeg vidste intet om dig, og du anede ikke, hvem jeg var.
   Engang, mindes jeg, sad jeg med nogle andre ved et bord, da du gik forbi. Til min store overraskelse rejste min veninde sig straks op og gik hen til dig. Jeg vidste slet ikke, hun kendte dig, men det gjorde hun åbenbart, og hun fik da også lokket dig hen til vores bord. Du sad der nok i højst et minut. Der var snart time. Og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle sige, selvom jeg havde lyst til at sige et eller andet smart eller klogt eller sjovt, så du i det mindste havde hørt mig sige noget - så du kunne vide, jeg eksisterede.
   Men du sad på en stol lige ved siden af mig. Alle tanker flygtede fra mit hoved, alt forsvandt, som det nu engang gjorde, når du var nær.
   Jeg har aldrig haft det sådan over for en person, jeg aldrig har snakket med. Det virkede så bizart og langt ude... Hvordan kunne du have sådan en effekt på mig? Påvirke mig sådan. Jeg plejer normalt aldrig at være helt tabt for ord, medmindre jeg ikke har lyst til at sige noget. Og jeg havde jo lyst; jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige.
   Og så, nu, ligger du her i min seng og smiler til mig med dit fantastiske smil. Og dine stadig sort-indrammede øjne, der blinker fredeligt. Så kønne, at det nærmest virker skræmmende...
   Stilheden hviler over os, men ikke en akavet stilhed. Det er nærmere en rolighed og tryghed, og muligvis også trætheden der så småt melder sig.
   Vi ligger bare og kigger på hinanden. Dit hoved titter frem fra dynen, som du næsten har puttet helt op til din hage, og puden har opslugt halvdelen af dit ansigt - som et hindbær på en modnende hindbærbusk.
   Man fokuserer kun på det ene, fordi farven springer frem i forhold til de andre umodne. Der er kun det. Man er varsom, når man først smager på det, for man ved aldrig, hvad der kan gemme sig. Men når man først har taget en bid, fortryder man ikke.
   Du er lige så sød som et hindbær. Hvis ikke sødere.
   Jeg håber, du kan mærke, hvor glad jeg er for, at du ligger her ved siden af mig lige nu. For det er jeg.
   Du har slået benene væk under mig.
   Hindbærpige.