Dette er historien, om hvordan jeg fik mit ar. Og også om andet men arret har du set og spurgt mig om, så jeg vil fortælle dig, hvad der hændte mig den 3. December sidste år. Det er en bemærkelsesværdig fortælling, fordi den er sand, og du har set beviset. Den 3. December sidste år er jeg på vej gennem den by vi bor i. Jeg stiger ombord på en ensom bus, møder ikke chaufførens blik og ser ingen steder hen, før jeg sætter mig i det allerbagerste sæde. Mit hovede, ser du, var fyldt med 25 små ord, som jeg ville tilegne dig og vores vinter. Af frygt for at disse skulle slippe væk, lader jeg mig ikke forstyrre, men går direkte til deres nedfældningen i en grøn notesbog.
De næste øjeblikke står indprintet i min hukommelse, som dit aftryk i madrassen når du rejser dig. Da jeg når til ord nummer 17, ordet "du", ser jeg min skrift og genkender ikke en stavelse. De viltre strøg er erstattet af en lang bølgende streg, der kun lige lader luft være tilbage mellem ordene. Jeg indser nu, at min pen ikke har sluppet papiret, siden jeg satte den ned her i bussen. Forbløffelse får mig til at ville løfte min hånd, men intet sker, og ordren adlydes ikke af fingrene. Igen prøver jeg med alle mine kræfter at bryde kontakten med papiret, men kuglepennen aldrig så meget som slingrer i sin kurs. Snart er mange sider fyldt med denne ene streg, og de 25 ord er blevet nærmere 1000. Inden længe løber det sidste blæk ud af pennen og ned på papiret, og jeg tænker, at nu må det stoppe. Men jeg tager fejl. Ser du, da blækket slipper op skifter skriftfarven fra metallisks blå til en drabelig rød, og jeg ser nu, at jeg skriver med mit blod. Min kamp for at bryde med skriveriet bliver nu desperat. Men heller ikke min venstre hånd vil nu adlyde, og min åbne mund vil ikke frembringe den mindste lyd. Det eneste jeg kan bevæge, er mine forkrampede fingre, der fører pennen over linjerne i en forfærdelig dans af ord og sætninger.
Min vinterpoesi mister al forstand og form i pennens blodrus. Linjerne, jeg nu under tvang bruger, er både grusomme og skønne, som de står der i mit blod. Snart er også denne kilde til naturligt blæk udtømt, og ud af pennens spids kommer nu blodåre og sener, strimler af kød og organer og hår, og anretter sig til den dødelige fortælling min krop skriver. Jeg ser for mig, hvordan jeg langsomt forsvinder og bliver skrevet ud i den grønne notesbog, som et puslespil der skilles ad og ligges i æsken. Inden længe er jeg kun en hånd, der balancerer på spidsen af en pen, og snart er også den væk, og kuglepennen falder til gulvet, mens den blodige bog lander på sædet med en tung lyd som en krop mod et gulv.
Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis ingen havde fundet mig. Måske jeg var endt i en skraldespand ved en endestation. Eller på en hylde i et hittegodskontor, hvor ingen kommer og ingen finder mig. For hvem ville lede efter en før grøn men nu blodrød notesbog?
Men jeg blev fundet. Og derfor kan jeg også fortælle dig det nu. En lille pige med hvidt blondt hår fandt mig, og tog mig med, og gav mig til sin mor. Moren fortalte mig senere, at hun græd da hun læste bogen. Hun sagde, at det var som at læse en død mand. Ikke en død mands sidste ord, forstår du. Ikke en nekrolog eller en støvet dagbog, men helt simpelt at læse den døde mand. Og jeg var død. Jeg var et indbundet lig, men jeg havde som så mange andre bøger en puls. Og hun fandt den, og hun forstod, at jeg kunne bringes tilbage, at puslespillet kunne samles på ny.
Syv dage tog det. Du husker nok, at jeg var væk? Syv dage hvor hun hang mig op på en væg en side af gangen. Hun læste mig nøje for ikke at begå fejl, og på den sjette dag kunne min nysamlede mund endelig takke hende. Da jeg næsten var hel, og blot én side var tilbage, bad jeg hende om at stoppe. Hun hjalp mig ned fra væggen, og i et langt øjeblik holdt vi om hinanden, der midt på hendes stuegulv. Men hun havde læst mig, og hun vidste, at der var et sted jeg skulle være. Hun sendte mig afsted, så jeg endelig kunne komme frem til dig, med et sår og en side fra en snart glemt grøn notesbog.
Ser du, på den sidste side var 25 ord. Ord som vel var en del af den krop, jeg havde skrevet ud, men som ikke længere tilhørte mig. Det var de ord jeg gav til dig, den aften jeg vendte hjem. De ord der ligger i din skuffe. Med dem ville mit ar ikke være til, men det er bedre at have dem hos dig, for jeg ved, at du passer på dem. Og nu ved du, hvordan jeg fik mit ar.