"Hvad skal vi gøre med ham?" spurgte Adam sig selv højrøstet. Han gik hvileløst frem og tilbage mellem det rådne træbord og de jordslåede grønne lænestole. Pistolen i hans hånd svingede frem og tilbage og ramte ind i bordet, så små træsplinter faldt af hver gang. Han satte sig i en af stolene og gav sig selv et øjeblik til at tænke. Han havde meget svært ved at samle tankerne om den beslutning, han vidste, han måtte tage.
   Jakob kiggede usikkert ud bag de klamme brune gardiner hvert andet sekund. En rystelse gik i gennem ham fra top til tå, og han prøvede at få styr på tårerne, der kom frem øjnene. Et lille forskrækket dyr. Han begyndte at hakke sig igennem ordene: "Du må ikke slå ham ihjel."
   Jakob satte sig under de jordslåede tæpper, der lå på gulvet og hulkede videre, mens han kiggede rundt i stuen. Pejsen, der var tændt, foruroligede ham. Han kunne ikke forstå, hvorfor den var tændt på en sommeraften. Jakob frøs, så det irriterede ham egentlig ikke. Han så på sin bror, der stadig sad i stolen med hænderne til hovedet. Adam rejste sig med et sæt og sagde med en hvis aggression: "Hvad tror du selv? Han er vores bror, jeg slår ham ikke ihjel!"
   Pludselig lød en voldsom larm. Det lød som jern, der blev hamret mod metal. Lyden blev efterfulgt af et hysterisk skrig, der gik igennem marv og ben. De to brødre kiggede nervøst på hinanden.
   "Jeg går ned til ham," sagde Adam, og Jakob så, hvordan han sank en klump. Adam gik ud i køkkenet og tog en bøtte vanilleis, det var hans mindste brors yndlingsis. Han kunne ikke tage øjnene væk fra pilleglasset, der stod oven over det gamle komfur. Samtidig med han tog det ned fra hylden, lød der et bump inde fra stuen, glas blev smadret, og Adam fik et hårdt skub i ryggen.
   "Det gør du bare ikke!" skreg Jakob ind i hovedet på ham. Jakobs lyse blå øjne lyste af vrede, hans tårestrimede ansigt havde fået hårde træk.
   "Det er for hans eget bedste, Jakob! Vil du have, at han rådner op, bliver pint og dopet på en eller anden sindssygeanstalt?" råbte Adam tilbage.
   "Vores bror er ikke syg i hovedet! Du får ikke lov til at gøre det," råbte Jakob nærmest panisk.
   "Du ved godt, at han ikke er rask. Hvis vi ringer til politiet, kommer vi begge i fængsel for at have dækket over en morder," sagde Adam hviskende, som om nogen kunne høre dem.
   "Du er en morder!" skreg Jakob i foragt og spyttede sin bror i hovedet. Han løb ud af køkkenet.
   "Jakob, sådan skal du ikke tale til mig!" råbte Adam vredt, mens han vidste, at det aldrig ville blive det samme igen, "måske er det, det bedste for ham. Kan du ikke se det? Han hører ikke til i vores verden." Han hadede sig selv for at sige det.
   "Han fortjener en chance til," sagde Jakob med en opgivende stemme. En dør smækkede. Det værste var sket! Adam så Jakob forlade huset i skumringen. Han stod og kiggede ud af vinduet efter ham. Han havde slet ikke lagt mærke til den røde sol, der langsomt gled ned i horisonten. Himlen var så rød, at det så ud som om, der var flammer i husenes tage og ild i trætoppene. Flammerne greb fat i de tørstegte grene og sugede det sidste liv, der var tilbage, ud. Der var kun enkelte vinduer i gaden, der var lys i. Det mindede ham om, at de fleste familier var på sommerferie.
   Adam stod et øjeblik og prøvede at sluge den klump, der trykkede i halsen. Efter et øjeblik lagde Adam pistolen, han havde i sin hånd på stuebordet. Knust glas fra vaser, som Jakob havde væltet i panik, lå spredt ud over gulvtæppet. Adam tog vanilleisen, som langsomt var begyndt at smelte. Han stod lidt overvejende med sovepillerne i hånden og gik så ned ad trapperne, ned i kælderen. Adam bankede på den massive dør foran sig.
   "Daniel," kaldte Adam og prøvede at lyde rolig, "sidder du på sengen?"
   "Ja," svarede Daniel. Han lød heldigvis rolig. Adam låste den store jernlænke og låsene op. Det fik ham til at tænke tilbage på den gang, Jakob og han selv havde lavet døren. De havde skændtes om, hvor mange sikkerhedslåse, der skulle være på døren. Jakob mente ikke, at de havde behøvet at låse deres bror inde som et andet dyr. Nu irriterede de mange låse Adam. Han stod og kæmpede med at få dem op. De blev ved med at slå ham over fingrene, hver gang han fik en op.
   "Vil du ikke tage lænkerne af mig?" spurgte Daniel.
   "Kun hvis du lover at forholde dig roligt," svarede Adam. Daniel nikkede stille med sit skaldede hoved.
   "Jeg er så træt, Adam," sagde hans lillebror stille. Adam kiggede på sin lillebrors ansigt. Han lignede et såret dyr med rifter, sår og blod over det hele. Daniels højre kind var hævet og blå. De brune øjne lyste af træthed, og de mørke rander under øjnene gjorde det ikke bedre. Alle havde altid undret sig over, at Daniel var den yngste af de tre brødre, da han både var større og stærkere end Jakob og Adam. Man kunne se på Daniels store overarme, at han havde stået og hamret lænken ind i metalsengen. Adam knuste forsigtigt de mange sovepiller mod bordet, han stod op ad. Han tog en smule vanilleis op i en skål. Adam stod og gned sig i øjnene, han kunne mærke, at halsen blev tør og øjnene slørede. Han kiggede ud af det lille vindue i kælderen og så, at solen snart ville være helt borte.
   "Må jeg få mere?" spurgte Daniel med en tydelig udmattet stemme.
   Adam hældte mere is op i skålen uden at sige et ord. Han dryssede de knuste sovepiller ud over isen.
   "Hvad er det du hælder på min is?" spurgte Daniel med en panderynken.
   "Det får dig bare til at falde hurtigere i søvn... nu da du er så træt."
   Daniel var for søvnig til at tænke mere over det.
   "Hvorfor har jeg blod ud over det hele?" spurgte Daniel med et undrende tonefald.
   "Spis nu," sagde Adam stilfærdigt og prøvede at undgå hans spørgsmål.
   Da Daniel var færdig med at spise, hviskede Adam stille: "Læg dig ned og luk øjnene."
   "Hvorfor bliver du ked af det?" spurgte Daniel sørgmodigt. Adam trak en stol hen til sengekanten og satte sig.
   "Jeg elsker dig bare, du er jo min bror. Dig, mig og Jakob vil altid stå sammen, det ved du."
   Adam vidste ikke rigtigt, hvor sande de sidste ord var. Et lille smil bredte sig på Daniels smadrede ansigt, et smil som Adam ikke havde set i mange år. Daniel lukkede langsomt øjnene, og efter lidt tid forsvandt hans tunge vejrtrækning fra rummet. Adam kiggede på det menneske, der altid havde været hans lillebror og bedste ven, og som nu endelig havde fået fred.
   Adam sad lidt og kiggede på den hjælpeløse og sølle skikkelse, der lå foran ham. Det irriterede ham, at hans kinder pludselig blev våde. Adam blev siddende indtil, tårerne var tørret ind til salt på kinderne. En dør ovenpå smækkede, og Adam styrtede op for at se, hvad det var, der havde udløst larmen. Han stod ansigt til ansigt med Jakob. Øjeblikkeligt kunne Adam se i Jakobs øjne, at han vidste, hvad der var sket.
   "Hvorfor?" hviskede Jakob med en underlig lille stemme og bankede hjælpeløst Adam i brystet.
   "Det var det eneste rigtige at gøre," svarede Adam med en grødet stemme. En underlig hvinende lyd, der tydeligt bar præg af sorg, kom fra Jakobs bryst, og han skubbede Adam væk fra sig.
   "Du er ikke min bror mere," sagde Jakob med et udtryk i øjnene, som Adam aldrig før havde set i sin brors ansigt. Et udtryk, som ikke kunne beskrives. Jakob løb rundt i huset og pakkede få ting. Inden han smækkede hoveddøren, sagde han: "Jeg vil aldrig se dig igen," og så forlod han huset. Adam vidste, at han ikke ville komme tilbage.