Det er daggry. En smuk og kølig morgen tidligt på foråret. Solen spejler sig i de glatte brosten, der er blevet våde af nattens regn. De varme solstråler finder vej gennem det tykke lag dug, der ligger som en dyne tæt på jorden og omfavner alt levende, der er ude på dette tidspunkt. Det er efterhånden blevet mit yndlingstidspunkt på dagen. Netop at se byen vågne langsomt op.
   Jeg står foran det mægtige indkøbscenter, hvor min krop spejler sig i det store glasparti. Jeg kigger op og ned af gaden, der er omringet af de dyreste og fineste butikker. Mit blik er trænet, selv gennem duggen.

Om få minutter vil gaden være fyldt med stressede mennesker, der har travlt med at nå på arbejde, alt imens jeg bare vil stå her som observatør. Det er mit job. De løber i cirkler hver dag og bruger deres tid på noget de højst sandsynligt ikke bryder sig om. Det gør mig sørgmodig. Det gør mig sørgmodig, at jeg aldrig vil få muligheden eller chancen for at vise, at jeg vil elske at udrette bare et eller andet. Kan en arbejdsgiver ønske sig mere? Jeg nedgør mig selv, specielt når jeg sammenligner mig med de millioner hårdtarbejdende mennesker, der aldrig har lært at sætte pris på det, de har. Og så er der mig. Jeg lever et liv i nederlag, respektløshed og ensomhed. Jeg er afhængig af fremmedes medlidenhed og generøsitet. Jeg vender nogle gange blikket indad og indser, hvor nedværdigende det er at nøjes med det, andre ikke vil have, men det er mit liv. Selvom de fleste vil sige, at min situation er selvforskyldt, så lever jeg et hårdt liv i en ond cirkel uden plads til fejltagelser.
   Jeg kigger igen på mit depressive ansigt i vinduet. Det er som om noget er skævt. Mit blik falder på de glatte brosten, og jeg bliver igen overtaget af den flygtige tomhed. Det er en gnavende tomhed og tristhed, der rammer mig hårdt i ansigtet. Det er et stort sort hul af ingenting, som skygger for mine tanker og omfavner mig om natten og stadig ligger der om morgenen - tomt og dybt, intet binder trådene sammen.
   Mine læber bevæger sig uden min tilladelse:
   "Du er en fejltagelse. Hvad gjorde vi forkert, for at få én som dig!?"
   Jeg hamrer min hænder hårdt ind i ruden foran mig og udvisker mit spejlbillede, så dæmonerne forsvinder. Vinduet ryster af eftereffekten fra mit slag, og det samme gør mit spejlbillede. Nu er alt lige så skævt som mig, og jeg kan ikke lade vær med at kigge på fejltagelsen, der står foran mig.
   Jeg kigger på mit ansigt og fører hænderne op for at udglatte de markante rynker, jeg har fået omkring øjnene gennem de sidste par år. Hvor er tiden blevet af? Hvordan kan årene passere så hurtigt uden, at jeg har udrettet noget som helst? Jeg er i den grad en ussel fejltagelse. Årene er gået lige så hurtigt, som folk passerer mig hver dag. De kommer og går og kommer aldrig tilbage igen, men jeg vil altid være her med mit mørke og frustrerede indre. Ingen ved det, ingen tager sig af det.

Alle vil nå et punkt en dag, hvor det føles som om, at der er intet er tilbage at kæmpe for. Alt er ligegyldigt. Mit lyspunkt er at se andres lykke, fordi det er smukt og sjældent. Jeg kan observere alle mulige slags livsstile her i gaden. Alle slags mennesker går forbi mig hver eneste dag. Forbipasserende, der kun kommer en gang, men de giver mig et klart billede af deres liv. Jeg kender dem for en kort stund, og i morgen er de forsvundet, men det er befriende at kende nogen, selvom det føles som om, det er på lånt tid.
   Hvis vi går 10 år tilbage i tiden, havde jeg stadig forhåbninger om et bedre liv, men nu er jeg blevet for gammel, og det sorte hul vokser mere og mere, dag for dag. Jeg har ikke overskud til at bekæmpe det længere. Alt handler kun om at overleve dagen - få noget at spise og finde et godt sted at sove, før det hele starter forfra.
   "De" er ikke de eneste, der løber i cirkler. Jeg gør også.