Endda de mørkeste nætter vil ende, og solen vil rejse sig over horisonten. Jeg venter stadig på, solen vil rejse sig. Jeg ved, at den vil, men hvornår?
   Vinden blæser i mit hår, og lugten af havet fylder mine sanser. Mine bare fødder løber hurtigt over det kolde sand. Der er ikke meget tid, jeg ikke kan blive ved med at løbe. Min krop bliver tungere for hvert skridt.
   Jeg vil ikke lade dette være slutningen. I dette øjeblik har jeg kræften til at sige, at dette ikke er, hvordan mit liv ender. Jeg har viljen, og jeg vil bruge den.
   Mine minder fra det sidste døgn er tåget, men en sætning husker jeg, tydeligere end noget andet. "Enhver person har en hemmelighed, der vil ødelægge dem." De lavede min hemmelighed, og nu er jeg borte, borte med vinden, som i Margaret Mitchells bog.
   Jeg snubler i sandet og får hovedet slået direkte ned i den hårde kolde sand. Smerten kunne tages, den ville gå væk snart. Det havde jeg i hvert fald tænkt det sidste døgn, smerte vil gå væk igen. Den må, for ellers kan jeg ikke overleve.
   Min smerte er ikke fysisk, altid. Jeg efterlod min bedsteven ved de voldtægtsmænd, mens de voldtog og dræbte hende langsomt. Jeg flygtede, så snart jeg kunne, med mit tøj revet itu, og min stolthed ødelagt fuldstændig.
   Det eneste der er tilbage af mig er min ødelagte sjæl, en skal.
   I sidste ende, så må enhver person vel tænke på dem selv? For at overleve denne grusomme verden, der prøver at rive ens sjæl itu, stykke efter stykke.