Jeg undrer mig konstant, hvordan folk ser på mig, hvordan jeg ser ud i andres øjne. Tror de, jeg har det nemt? At mit liv kører på skinner, og jeg har ingen problemer selv? Ser de måske faktisk op til mig?

Tingen er, de vil aldrig kende hele min historie. Ingen ved, hvad jeg har gået igennem i mine få år af mit liv. Folk tror, de kender en, for de er så hurtig til at dømme, men de kender faktisk ikke sandheden ikke engang mine forældre eller tætteste venner gør. De tror, de kender en, fordi de har kendt en i mange pr, men det er stadig langt fra sandheden.

Man ser kun den side af en person, som de lader en se. Hver dag putter jeg mit perfekte smilende ansigt på, for når man smiler, så har man det godt, men det er vel min egen måde at skjule sandheden. Når man smiler, så regner folk automatisk med, at jeg har det godt og lever det gode liv, at jeg aldrig har oplevet noget negativt i mit liv, fordi jeg har vel altid haft det let? Det ydre snyder. De kan ikke se, hvor ødelagt og nedbrudt jeg i virkeligheden er. De kan ikke se, at jeg holder fast til det sidste strå i livet, mine hænder glider langsomt af strået, men de ser det ikke. De ser strået som en halmballe, som aldrig vil forsvinde.

Ingen vil nogensinde kende mig, og det skræmmer mig dybt, for ingen vil nogensinde vide, hvorfor jeg gør de ting, som jeg gør. Ingen vil nogensinde kende mig, som jeg kender mig selv.