5Mister jeg mig selv her, bliver det sammen ...
Det var ikke mig - eller det troede jeg i hvert fald ikke · ikke fø... [...]
Digte
10 år siden
7Selvom alle ...
Alle ved det · Ingen siger noget · Hvorfor? · Alle forsvinder væk · Ingen... [...]
Digte
11 år siden
7Krakeleret til perfektion
Jeg havde dig med overalt · spejlede mig i dig konstant · kæmpede evi... [...]
Digte
11 år siden
7Det tager sit gamle tøj og går
Bum · Bang · Skrald · fra fjern og nær · Hundene krumme tæer · Blomster på ... [...]
Digte
11 år siden
9Det årlige forfald
Når luften har den specielle friskhed · og solen for en tid mister ... [...]
Digte
11 år siden
2Bedstefar
Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jørgen er på besøg ved sin... [...]
Noveller
11 år siden
3Ingen bølger i luften
Lyden forlader mine læber · men den er end ikke stærk nok · til at sæ... [...]
Digte
11 år siden
6Tanker
Der kan være en · eller mange · De kan gå i hver sin · retning · eller d... [...]
Digte
12 år siden
4Teskeen
Nogen har tænder · de bruger dem flittigt · Man kan stikke sig · på dem... [...]
Digte
12 år siden
10De sorte tankers bad
Tomhed · og tankekaos · det må stoppe · jeg må gøre · noget · Nøgen · træde... [...]
Digte
12 år siden
3Den endelige cykeltur
På livets lange cykeltur · møder man både bjerge · og skønne nedkørsl... [...]
Digte
12 år siden
6Retten til at dumme sig
Retten til at tale · og til at mene og skrive · Pligten til at deltag... [...]
Digte
12 år siden
5Den ringer til forventning
Den ringer · Den ringer virkelig · Jeg har en ven · Op · Op af sofaen · Jeg... [...]
Digte
12 år siden
2Livets årstider
Nyt liv fødes · Det hele tager fart · springer ud i fuldt flor · Luft o... [...]
Digte
12 år siden
7Den uendelige krig?
Jeg kæmper - · Jeg kæmper en · kamp · Jeg kæmper mod · min modsætning · ... [...]
Digte
12 år siden
7Et øjeblik...
Tid er en underlig størrelse · alle har et liv fuldt af det · men all... [...]
Digte
12 år siden
5Puslespillets mening
Et puslespil · Nye brikker dukker op · nogle passer · andre finder aldr... [...]
Digte
12 år siden
5Forkølelse
Nattøj · Dyne i sofaen · Mærkeligt tv · som jeg alligevel · ikke kan · konc... [...]
Digte
12 år siden
5En fortalelse?
Du sagde · at jeg kunne kalde dig ven · Du sagde · at jeg skulle sige t... [...]
Digte
12 år siden
9Om hundrede år
Er der mon nogen · der husker os · måske kun arkæologen · og hans boss · ... [...]
Digte
13 år siden
8Alt godt kommer...
Alt godt kommer til den der venter · undtagen den uskyldigt dømte · d... [...]
Aforismer og gruk
13 år siden
2Flagrende søheste-sommerfugle flyver
Flagrende flagermus · flakser forvildet · frem · Søde søheste · svømmer s... [...]
Digte
13 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Anneka Issø (f. 1990)
Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jørgen er på besøg ved sin bedstefar. Jørgen er en rask dreng på 11 år, lille og splejset, og hans lyse hår står ud til alle sider, som et mikadospil.
   Jørgen er, som drenge er flest - nysgerrig og fuld af narrestreger. Han elsker at besøge sin bedstefar ude på den lille gård med bindingsværk og stråtag, og denne lørdag i 1943 er ingen undtagelse. Alting er som det plejer at være herude, ingen krig. Det eneste, Jørgen kunne ønske sig mere var hans far, som har været på ferie siden krigens start. Herude er der plads til, at Jørgen kan lave sine narrestreger uden andre konsekvenser end en grinende hovedrysten fra Bedstefar, eller højst et opgivende suk hvis han går for vidt.

Jørgen er altid i gang med et eller andet, og denne gang er det at bygge huler på høloftet, mens Bedstefar tager sin middagslur med avisen over hovedet inde på det lille kammer.
   Jørgen klatrer op af den gamle, vakkelvorne hønsestige. Støvet glimter i solens stråler, der falder ind gennem det lille vindue på gavlen. Han bygger gange, som han kun lige kan mave sig igennem, mens han forestiller sig, at han må snige sig ind på tyskerne gennem de små, mørke gange, så han kan gøre det af med dem en gang for alle. Han holder vejret, mens han kryber gennem høet.
   Pludselig flyder bandeordene i en lind strøm, da han støder knæet mod en kant. Hånden flyver op foran munden - han ved, at det er strengt forbudt at bande, men hellere det end at overgive sig til tårerne, der trænger sig på i øjenkrogen. Han fejer høet væk, og til syne kommer en lille lem i gulvet. Lemmen giver sig knirkende, idet Jørgen forsigtigt åbner den. Han farer sammen og lytter intenst, men alt er stille. Han finder en gammel kiste, som han forsigtigt lirker op af lemmen. Hængelåsen er heldigvis ikke låst. Det ville ikke være til at bære, hvis han havde været nødt til at sætte kisten ned igen - uden at have set hvad den indeholder.
   Indholdet af den gamle kiste får ham til at gispe og smække låget i med et brag. Forsigtigt åbner han den igen. Han rører forsigtigt ved det kolde metal, det bløde træ på skæftet og videre til den dødbringende aftrækker.
   Jørgen har altid interesseret sig for våben, så han genkender hurtigt pistolen, som en M/1914. Udover pistolen er der også nogle papirer med billeder af Bedstefar, men det er nogle andre navne, der står under billederne. Han lægger papirerne og pistolen på plads, som da han fandt det. Han tjekker dette igen og igen, inden han lukker kisten og lirker den på plads. Han fejer høet hen over lemmen, så alt ser ud som før.
   På ryggen i en bunke hø tørrer han sveden af panden i skjorteærmet, inden han lukker øjnene et øjeblik for at få styr på sig selv.
   Jørgen sætter sig op med et sæt, da han hører hønsestigen knirke og Bedstefars stemme, der kalder på ham, idet han stikker hovedet ovenud af hullet. Jørgen kigger sig forvirret omkring for at finde ud af, hvad klokken er.
   "Nå, her ligger du og danderer den" smågriner Bedstefar. "Der er mad."
   Mens de spiser hænger tavsheden som en tyk tåge hen over bordet.

Da de sidder i stuen efter maden, spørger Jørgen Bedstefar, om ikke han vil fortælle en historie. Jørgen sidder lænet op ad Bedstefar, mens han fortæller. Da Bedstefar slutter sin historie med; "Dengang fik vi drenge ikke lov at hænge oppe om aftnen og høre historier." forstår Jørgen, at han hellere må gå i seng, så han siger pænt godnat og går ind på værelset.
   Eftermiddagens begivenheder på høloftet bliver ved med at svirre i Jørgens tanker, så han ikke kan sove. Noget tid senere hører han yderdøren knirke i de gamle hængsler, da den bliver åbnet og lukket igen kort efter. Han lister hen til vinduet og kigger forsigtigt ud. Først kan han ikke se noget, men så får han øje på Bedstefar, der er på vej ud mod marken nede bagved laden.
   Jørgen skynder sig at gribe sin skjorte og et par bukser, som han hoppende kommer i på vej ud af døren. Han står stille i gårdspladsen et øjeblik, mens han overvejer, om han skal følge efter Bedstefar eller vente på, at han kommer tilbage. Hurtigt beslutter han sig til at følge efter, så han løber, så stille han kan hen over gruset. Da han når hjørnet af laden, står han stille lidt og kigger. Han kan kun se Bedstefar som en utydelig silhuet ude på marken. Hjertet hamrer, så han bliver bange for, om det vil banke hul i brystkassen, mens han fortsætter gennem skyggerne ud over marken.
   I sin iver efter at komme helt tæt på Bedstefar falder han, så lang han er, og en ed ryger over hans læber. Få sekunder senere bliver han tvunget i jorden af et knæ i ryggen og et pistolløb i nakken. "Hva' fanden - er det dig Jørgen?" Tårerne triller ned af kinderne på Jørgen, mens han snøfter sagte. "Hva' laver du her?" nærmest spytter Bedstefar ud, men i det samme bliver han afbrudt af motorstøj i det fjerne. Han slipper Jørgen med ordrer til, at han skal blive liggende helt stille.
   Bedstefar fortsætter endnu et stykke ud over marken, inden han blinker tre gange med den røde lampe. Et øjeblik efter er larmen fra den engelske flyvemaskine øredøvende, og kort efter forsvinder larmen igen i det fjerne. Han gennemsøger området, til han finder den trækasse, som flyet har kastet ud. Tilbage ved Jørgen hvæser han, at han skal følge med uden et ord. Han hanker op i kassen og fortsætter tilbage i retning af gården.
   Jørgen kommer snøftende på benene og følger efter Bedstefar tilbage. Hjertet galopperer af sted i hans brystkasse, og tankerne farer rundt i hovedet. Sveden pibler ned i øjnene, selvom luften er kold.
   I døråbningen får Jørgen ordrer på at gå ind og sætte sig i køkkenet, inden Bedstefar forsvinder ind i stalden med kassen.

Jørgen sidder uroligt på stolen og venter på, at Bedstefar skal komme ind. Han er væk i noget, der føles som evigheder. Jørgen overvejer, om han skal gå ud og se, hvor han bliver af, men i det samme kan han høre Bedstefar ude i gangen. De sidder i stilhed i noget, der føles som flere timer. Bedstefar ser træt ud, han virker ældre her i det dunkle lys i køkkenet.
   Endelig spørger han; "Hvad tænkte du på, Jørgen? - Det kunne være gået helt galt ..." Tårerne triller ned ad kinderne, og det eneste Jørgen får fremstammet er et stille "Undskyld, jeg ville bare ..." Det er, som om ordene sætter sig på tværs i svælget, men han prøver igen. "Undskyld, Bedstefar. Jeg fandt de ting, du har gemt på høloftet. Jeg ville bare se, hvad der foregik." Snøftende tørrede han øjnene og næsen i skjorteærmet.
   "Så må jeg vel hellere fortælle dig resten," sukker Bedstefar.
   Jørgen sidder helt stille på stolen og nærmest holder vejret, mens Bedstefar fortæller sin historie, om hvordan han forsøger at gøre livet surt for tyskerne. Bedstefar fortæller med stolthed i stemmen, hvordan han er kommet til at operere under Jens Toldstrup. "Mærk dig hans navn, Jørgen - Jens Toldstrup. Det vil være et navn, som man vil komme til at kende."
   Endelig tier Bedstefar og klapper Jørgen på kinden, "Stik så i seng med dig, og bliv der nu denne gang!" Jørgen hvisker et stille godnat, inden han trasker ind i seng.

Da Jørgen vågner, er det langt op ad formiddagen. Regnen siler ned udenfor, og vinden pisker i træerne bag laden. Han træder ind i stuen, hvor synet af et sandt kaos møder ham. Møblerne ligger smidt rundt omkring oveni papirer og skuffer. Chokeret fortsætter han ud i køkkenet, hvor den ene køkkenstol er væltet, og kaffekruset står, som da han gik i seng i nat.
   Erindringen om tumult og støj finder langsomt vej til hans bevidsthed, da det går op for ham, at det, han troede, var en drøm, var den skinbarlige sandhed. Han løber over i stalden og videre over i laden, mens han kalder på Bedstefar. Tårerne får frit løb, mens hans skrig bliver kvalt i vinden. Han løber ud ad vejen - uden helt at vide, hvor han løber hen.
   Det næste, Jørgen husker, er, at han sidder i køkkenet hos en venlig kone, der sender ham medfølende blikke, mens hun finder tæpper, te og småkager til ham.
   Da Jørgens mor kommer, bliver hun stoppet af nabobonden på gårdspladsen. Bekymringen står mejslet i øjnene på ham. Hun forstår med det samme, hvad der er sket. Et enkelt ord kommer hæst over hendes læber: "Gestapo ...?"
   Hun falder sammen med et skrig i armene på nabobonden, som får hende hjulpet ind i køkkenet. Gråden får frit løb, da hun indser, at hun nu har mistet både sin mand og far. Hun knuger Jørgen ind til sig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/09-2012 12:04 af Anneka Issø (trudi) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1495 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.