Månelyset ramte hendes ansigt og gjorde hendes iriser så klare, at de nærmest var selvlysende kugler, der spillede sammen med de glimtende tårer der var i hendes øjenkroge.

I nat ville hun gøre det, i nat ville det ske.

Hun gik væk fra den balkon hun havde stået på og bedt til månen. Hun gik målrettet gennem soveværelset, forbi hendes mands snorkende korpus.

I nat bad hun til at hendes uhyre ville overtage, i nat ville hun gennemføre det.

På vej ned af trappen mærkede hun sin vildskab rive og flå i hendes sind, hviskede som en forførisk om alt det smarte og had der snart ville være fordi.

I nat ville hun blive fri, i nat ville hun kunne ånde frit.

Hendes indre monster mindede hende om al den ydmygelse og smerte han havde givet hende. Kvinden tog sig til sin kind, hvis røde hævelse kun understregede det.

I nat ville hun overgive sig til sin dæmon, i nat ville hendes lange mareridt slutte.

Krampagtigt greb hun fast i en køkkenkniv og kunne ikke lade være med at smile, nu fuldkommen sikker på hvad der måtte gøres.

I nat ville blodet dække knivens blad, i nat ville retfærdighed ske.

Op af trapper igen kæmpede monsteret, uhyret, dæmonen, hendes kære barn med så mange navne, for at slippe ud af dens ufrivillige fængsel.

I nat ville hun desperat imødekomme dens ønske, i nat ville hun sætte dem begge fri.
   Men vildskaben blev mere og mere stille for hver trin, og hendes ben begyndte at ryste, imens hendes krop blev tungere og tungere.

I nat... I nat måtte det ske!

Hun kæmpede sig stædigt frem og nåede helt hen til sin sovende mand, der snorker lige så brutalt som han talte og bevæger sig, væmmelsen gled over hendes ansigt.

I nat, ved alle guder, i nat måtte hun få styrken til det.

Hun hævede kniven imens hun så ned på den mand der har givet hendes så mange kvaler, men det var kun tårer der falder fra hende, og hun sænkede langsomt kniven.

En nat vil hun gøre det, en nat vil hun blive fri.