Ved du hvem jeg er? Hvad jeg er? Nej nok ikke, for jeg er fuldkommen ubetydelig, jeg er blevet til en ligegyldighed, i sådan en grad at jeg ikke engang ved om jeg findes mere. Mine øjne se kun en tom nattehimmel og min hud er lige så følelsesløs som det uendelige mørke. Alt hvad jeg er og har, er få fragmenter af hvad der engang var en persons minder, men om det engang var mig, ved jeg ikke. Og om den person ikke også var ubetydelig kan jeg ikke sige, for dette mennesker står kun tilbage som små glimt for mig.
En af de få ting jeg kan sige med sikkerhed er at han var en han. Men ikke en rigtig mand, dreng vil nok heller ikke være det rigtige at kalde ham. For det skarpeste minde jeg har af ham, er at han sidder på et gulv indsmurt i blod, imens han holder om sin engel, hvis lys allerede var gået ud. Rigtige mænd græder ikke, det havde hans far altid sagt, men denne flaske mand græd.
Han græd ikke for den kvinde hvis blod der dækkede det mest af det før så fine blanke køkkengulv, men græd over den kvinde hun havde været før. Før den fine tråd der samlede hendes sind knækkede, før hun havde set "Den". Hun havde haft den der type smil som man ikke kunne lade være med at smile tilbage til, og så langt lyst hår at intet andet kælenavn end "min engel" ville passe. Dengang havde han været lykkelig, tilfreds. Han følte sig tryg når han slog øjnene op og så det gyldne hår slået ud ved hans side.
Jeg kan ikke huske om den mand og jeg havde meget tilfælles, men et strå af hans personlighed er dog ikke gledet ud af mine hænder, og det er det strå jeg bedst kan lide. For det minder mig om at jeg ikke altid har været alene. Et punkt vi begge kender, og som der ligger en form for sikkerhed i. Han var ikke en særlig bemærkelsesværdig mand, ikke at han var kedelig, men i forhold til sin engel der lyste rummet op, var han blot en skygge. Folks øjne gled forbi ham og hen mod hende. Han vidste det, hans engel vidste det, hun nød det til fulde, og han spejlede sig i hende lys.
Det var nok derfor alle lagde mærke til det da hans engels lys slukkedes, længe før hun fløj og efterlod sin krop på køkkengulvet. Alt hans lykke forsvandt i det "Den" kom. "Den" havde sikker et navn, for manden havde i over en måned titlen far, takket været "Den". Og han var stolt, kaldte "Den" sin lille dreng, "Den" gjorde både ham og hans engel lykkeligere end man skulle tro var muligt. Selv når "Den" skreg, smilede de når de skulle op om natten. Men så en dag var det ikke "Den" der skreg, men hans engel. Og det var der han indså, at lykken som "Den" havde givet dem, var lige så falsk som at han kunne være en rigtig mand. For rigtige mænd passer på sin familie og alligevel så "Den" ud som et stykke blåligt kød. "Den" spredte en stank af forrådnelse gennem hele deres lejlighed. Det var der "Den" mistede sit navn for manden. Han hadede "Den", fordi han så hvad "Dens" bortgang havde gjort ved hans engel. Hun blev lige så glansløs og fortabt som en død lille fugl. Han hadede "Den" for at få ham til at elske "Den" så højt, alt i det "Den" var væk, hans verden blev sort, hvid og grå. Og hans engel kunne ikke lyse farverne op mere.
Manden prøvede at være der for sin engel, for det sagde alle jo han skulle. De fortalte ham hvor hårdt det var for hende at miste "Den", efter at have båret "Den" under sit hjerte i ni måneder, kun for at "Den" skulle dø, kun en måned efter at "Den" have taget sit første åndedrag. Og han ville også være der, selvom han hjerte var så tungt at han slæbte fødderne af sted. For en rigtig mand var stærk. Han prøvede at tale med hende, men der kom aldrig svar, han prøvede at holde om hende, men hun var stiv og kold. Han prøvede så meget, at han til sidst ikke kunne løfte armene, eller forme ord, for det var som om pigtråd havde viklet sig rundt om hans tunge. Han ville med glæde dø for sin engel, men ikke for det der gik rundt som en zombi i hans hjem nu. Han håbede, ønskede og drømte om at få hende tilbage, han ville vente på det, men han kunne ikke selv mere. Manden sagde at han ville have hjælp udefra, men det syntes de ikke om. De sagde hun blev bedre med tiden og han, naiv som han var, troede dem, ville ikke opgive sin drøm om at få sin engel tilbage, men drømmen opgav ham. For som tiden gik og hans skridt blev så tunge, at hans verden måtte være et fængsel, forlod hans engel ham.
Der på køkkengulvet indsmurt i blod, blod som i hans øjne mindede mere og mere om hans. Han græd og holdt om de opflåede håndled, der allerede var tomme. I det han trådte ind af døren, vidste han at der var noget galt. Og idet han så hendes hvide, stive krop, vidste han at det var for sent. Han ville aldrig blive en rigtig mand, han ville aldrig blive lykkelig igen, han ville aldrig mere have sin engel hos sig. Det vidste han, men alligevel sad han som et hjælpeløst barn og holdt hendes håndled til ambulancen kom. Men da den kom tog han ikke med, svarede ikke på sprøgsmål. Manden gik. Lidt efter lidt, som tungheden forsvandt, løb han målrettet, han smilede endda, imens tårer stadig sad på hans kinder. Han var fuldkommen ulykkelig, men fri.
Det var det sidste glimt af ham i min hukommelse. Han er stadig en gåde for mig, selvom han er det eneste der er tilbage i mit sind, Ved du hvem han var? Eller hvad han var? Nå nej, det er kan også være lige meget, det er jo fuldkommen ubetydeligt