Det var også den tavshed der var i bilen næste dag, da vi kørte mod vores hjemby. Men det ville ikke vare ved, jeg sad afslappet med en hånd på rattet og en smøg i min anden hånd, imens dækkene på min skodspand af en bil langsomt åd mere og mere vej. Maria sad bare og stirrede ud af vinduet, tavsheden lå tykt, da en underlig lyd kom fra bilen og den begyndte at tabe fart. Jeg bandede alt hvad jeg kunne, da osen begyndte at sive ud af bilens kølerhjelm. Jeg trillede bilen ind til siden før jeg hev håndbremsen og hoppede ud: "Forpulede lort!" råbte jeg, idet jeg åbnede til motoren og så ned i den. Hvilket var komplet idiotisk af to grunde: Et, den osede så meget at jeg ikke kunne se en skid. To: jeg har overhovedet ikke forstand på motorer, så hvis jeg endelig havde kunnet se noget, ville jeg ikke kunnet have gjort andet end at glo dumt ned i den og måske sparket til den, hvilket var min plan. Maria kom nu også ud: "Behøver du at bande så meget?" Jeg så frustreret på hende: "Ja, lige nu gøre jeg." Hun gik hen for at se på osen sammen med mig. Osen var ved at fortage sig lidt, nu hvor motoren var slukket, jeg rystede kort på hovedet: "Jeg må ringe til min mor og få hende til at hente os, hvis hun er ædru nok til det, eller hvis hun bare kan finde nummeret til en mekaniker, der gider hente den spand må det være godt nok." Jeg hev mobilen op af lommen. Maria spurgte dumt: "Er der noget jeg kan gøre?" Jeg svarede ikke, for i det samme tog min mor den, heldigvis var hun ikke gået i gang med "frokosten" endnu. Hun ville være der inden for en halv time, en time, eller noget der kunne minde derom. Forhåbentlig kunne jeg så ringe til et værksted der ville hente bilen, når vi kom hjem til hende.

Jeg smækkede køleren i igen med et kort: "Hun er på vej." Jeg gik lidt væk fra bilen og tændte nærmest den ene smøg med den anden. Maria var lige i hælene på mig: "Lee, tal til mig." Jeg stoppede forbløffet og vendte mig om: "Lee? Siden hvornår er du begyndt at kalde mig det?" Maria sukkede: "Siden jeg ikke kan kende dig mere, du vil aldrig tale med mig mere." Jeg så på hende som om hun var sindssyg, hvilket hun nok ikke var, men jeg synes måske ikke det var det bedste tidspunkt at tage en dyb snak. Med min bil i os, og min far død: "Nu? Du vil snakke nu?" Hun slog hjælpeløst ud med armene: "Hvornår ville ellers være rigtigt? Der er altid en eller anden ting, hvis du overhovedet er hjemme, vi snakker aldrig samme." Jeg rystede på hovedet: "Nu er i hvert fald ikke det rigtig tidspunkt." Maria greb fast i mig: "Er du der overhovedet stadig? Den Leonora jeg forelskede mig i og forlod alt for !?" Nu var det nok, alle tingene, min far, bil, kvinden i baren, Maria, alt kørte op i en spids i mit hovede og dannede sig til en stærk, uretfærdig vrede, men ikke desto mindre så stor vrede, at jeg næsten ikke kunne håndtere den: "Ok! Vil du vide hvad jeg tænker?" Hvis hun ville have sandheden skulle hun også få den: "Jeg tænker at det var dumt du tog med, når du ligesom jeg udmærket godt ved at det er fordi mellem os, der er bare ingen af os der tør sige det." Maria trak sig skræmt væk: "Nej, det er ikke rigtigt, vi hører sammen." Jeg svarede:" Nej vi gør ej, indse det, vi er vokset fra hinanden, vi er som de der fugle, finkerne på de øer ham gutten fandt." Maria så nu total mystificeret på mig: "Hvad snakker du om?" Jeg kørte frustreret en hård hånd igennem mit mørke hår, hvordan fik jeg hende til at forstå? Hvordan pokker kom vi ind på sådan et latterligt emne til at starte med? "Darvin hed han sgu da. Han fandt de der finker på nogle øer, der havde startede ud ens, men som havde udviklet sig i vidt forskellig retning for at kunne overleve. Finkerne det er os, kan du ikke se det? Vi har ligesom de, udviklet os i vidt forskellige retninger." Jeg må indrømme at det var ret åndsvagt at sammenligne vores forhold med Darvins evolutions teori. Men budskabet kom frem, hun måtte indse sandheden nu. Det gjorte hun dog ikke, hun reagerede på en meget atypisk og højst uventet måde: "Jeg giver ikke en skid for Darvin!" skreg hun som en gal. Jeg stirrede måløst på hende, helt sikker på at hun nu var gal, idet hun trampede hen til bilen.
   Det kunne tælles på en hånd hvor mange gange jeg havde hørt den kvinde bande, men det gjorde hun nu i fuld flor: "Og jeg giver ikke en skid for dine latterlige metaforer! Eller det faktum at du er villig til at opgive og smide alt det på jorden vi har haft sammen!" Jeg satte mig på jorden, hvor jeg åbenbart havde smidt vores forhold, og tog et hiv af min smøg, ikke helt klar over hvad jeg skulle sige, hvad jeg turde at sige. Maria opførte sig som en desperat tosse, hende der plejede at være den mest normale af os: "Jeg er træt af vores grå hverdag, jeg er træt af det kolde spil vi har, jeg er træt af den tavshed imellem os" Der skulle jeg nok have kæftet op med et eller andet, men jeg var totalt på bar bund med denne nye Maria. Ikke engang da hun havde stået foran mig i vinduet udenfor mit barndomshjem for næsten to år siden, beslutsom og bange på samme tid, havde hun forvirret mig så meget. Da jeg ikke reagerede kom hun med et vildt udbrud: "Og tavsheden fortsætter!" Hvorpå hun gik ind i bilen og fyrene op for en slidt cd, der havde været i bilen siden tidernes morgen hvor jeg fik den. Gammel rock flåede sig frem fra bilens højttaler. Nu kom der liv i mig, simpelthen fordi jeg var bange for at hun var ved at miste forstanden helt. Jeg rejse mig og gik hen til hende, pludselig usikkerhed skreg igennem min forvirring. Jeg greb fat i hende og hev hende ud af bilen: "Maria, hvad har du gang i?" Hun så mig lige ind i øjnene, nu mere rolig, hvilket blot forvirrede mig mere: "Jeg ved det ikke, alt andet er bedre end den satans stilhed." Overrasket, forbavset, målløs, vantro, er ikke stærke nok ord til at forklare det jeg følte da jeg hørte min Maria sige "Satans", den Maria der bad hver aften, den Maria der gik i kirke hver søndag, den Maria der i skjul bøjede hovedet ved hvert måltid og takkede sin gud. At bande var ikke hende, sådan var hun ikke! Nej, jeg måtte stoppe det her før mit mørket opslugte hende, ligesom det havde opslugt mig: "Maria, jeg har næsten været sammen med en anden." Hun stoppede, som om et lyn slog ned i hende: "Jeg kyssede hende og det var et fucking godt kys, jeg ville have hende og stoppede kun fordi vi stadig var sammen." Det var ikke helt sandt, jeg ville ikke have andre end Maria. Jeg ville aldrig rigtig tage andre end Maria, det jeg ville ende med at tage, ville være meningsløst, ubetydeligt, i forhold til det jeg havde med hende. Det vidste jeg, men jeg måtte stoppe det her før det var for sent for os begge at komme videre.

Hendes øjne blev blanke da hun så på mig, som om hun ledte efter et tegn på at det kunne være løgn: " Nej!" Peb hun og slog mig på brystkassen, det gjorde ondt, men det var ikke hendes slag der gav mig smerte: "Du er jo min," snøftede hun. Tårer trillede ned af hende kinder, men i hendes ansigt var ikke andet end vrede og besiddertrang da hun mere fast snøftede: "Du er min!" Hvorpå hun hamrede mig op af bilen og kyssede mig så hårdt og brutalt at min læbe flækkede, hun begyndte at flå mit tøj af. Med sultne hænder famlede hun over min krop, jeg gjorde ikke noget, sagde ikke noget, hjalp ikke til. Jeg vidste at det her ikke var rigtigt. Maria, det var ikke min Maria der vildt flåede ned i blusen så der kom rifter på min brystkasse. Dette var den Maria jeg havde skabt, et mørkt vanskabt væsen der en gange havde været så smuk at det næsten gjorde ondt. Men som mit sind, der altid begærede mere, havde ødelagt da hun ikke længere kunne give mig mere. Jeg indså da at det var for sent at stoppe den ødelæggelse vores forhold ville gøre. Jeg kunne ikke slå op, for det ville ikke kun være mig det ville knuse så slemt at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen, men det var også hende. Så jeg gengældte de voldsomme kys, jeg ville have ladet hende tage alt, der på den forpulede landevej, med vild rockmusik kommende ud af min skodspand. For når det kom til stykket havde jeg tigget og bedt om at lidenskaben mellem os ville komme igen, jeg havde ønsket og fucking håbet at vores mure ville falde, så vi igen kunne mærke hinandens følelser, så hvordan kunne jeg nægte hende nu? Var følelser og lidenskab ikke præcis det hun gav mig nu? Så nej, jeg ville ikke stoppe hende, jeg skyldte hende dette. Men hun stoppede sig selv, jeg kunne nærmest fornemme hendes kamp med sig selv idet hun flåede sig fra mig. Der var frygt i hendes øjne, frygt for sig selv, da hun så min blodige læbe, rifter på min brystkasse og arme, samt mit halvt flåede tøj: "Nej," gispede hun " Vi er bedre end det her."
   Hvad hun mente nåede jeg aldrig at finde ud af, for efter jeg fik slukket musikken og fik mit tøj lidt i orden kom min mor.

Jeg snakkede lidt med min mor, om alt andet end min far selvfølgelig og takkede stille mit held, for min mor var så optaget af sig selv, at hun ikke engang lagde mærke til min flåede bluse eller flækkede læbe- Min Maria var tilbage, men hun svarede kun høfligt og venligt når hun blev spurgt om noget og ellers forholdt hun sig tavs. Jeg hadede det, alt var falskt, min mor, Maria, ja selv jeg var slibrig falsk. Da vi kom hjem til min mor, nussede den kvinder der aldrig havde været der, mig i håret og med plastiskagtig kærlighed sagde: "Det er godt at have dig hjemme skat." Jeg kunne have brækket mig, dette her var ikke mit hjem, dette her var ikke bare et hyggeligt familiebesøg. Men jeg holdt min kæft, jeg syntes jeg har ødelagt nok for en dag og ville de gerne ville have denne falske gode stemning, ville jeg ikke stoppe dem. Min mor kom dog selv til at lave en flænge i den da hun stod i døren og så på at Maria og jeg pakkede vores ting ud, på mit gamle værelse: "Jeg har en aftale med bedemanden i morgen tidligt." Jeg nikkede kort: "Jeg skal nok tage med mor." Maria så lidt usikkert på mig: "Vil du have jeg tager med?" Jeg smilede trist til hende, indeni lettet over hun stadig ville tale til mig: "Nej, det behøver du ikke, vi kunne jo møde nogle af dine gamle, mindre søde venner, og den scene vil jeg gerne spare dig for." Hun smilede taknemmeligt til mig, jeg blev glædeligt forbavset og forvirret over hendes pludselige åbne attitude over for mig, men jeg turde ikke lægge for meget i det. Min mor var i huset, hvor hun vimsede rundt, mere og mere fuld, for at gøre sin moderlige pligt og spille at hun var glad for at se os. Efter aftensmaden forsvandt hun dog for at "købe smøger", sammen med en af hende "venner" og kom ikke tilbage før en gang om natten.

Efter maden gik Maria ind på sit værelse og læste, imens jeg bare gik rundt i huset, fortabt i mine egne tanker. Ikke nok med at hele mit liv var en lang lorte krise, med kyssende toiletpiger og seksuelt frustrerede kærester, men jeg troede også jeg var på vej ind i en religiøs krise, eller mangel på samme. Jeg gik rundt og så på min fars og mors ting, undrede mig kort over hvordan to mennesker, der næsten aldrig så hinanden, kunne samle så meget skrammel. Og hvordan jeg kunne være opvokset med alle de ting og alle de minder, uden at kende de mennesker der boede her, selvom de begge hårdnakket havde påstået, at jeg var deres biologiske datter. Jeg tog et billede fra en hylde og satte mig ned i sofaen. Det var et falsk reklamebillede af min familie. Far stod ved grillen, mor sad ved havebordet og så næsten helt glamourøs ud. Den eneste der ødelage billedet var mig. Selvom jeg ikke kunne have været mere end ni år, var det allerede tydeligt at se hvad jeg ville blive til. Jeg smilede ikke, hvorfor smilede jeg ikke? Plejer børn da at smile på billeder? Jeg skød tanken væk og flyttede blikket til min far i billedet. Hvad var han for en mand? Jeg sad der i min egen egoistiske verden min far aldrig kom ind i og kunne ikke engang svare på de simpleste ting om ham. Det eneste jeg vidste var, at alt det her med kirkelig begravelse var pjat, min far var ateist ligesom jeg, men var han nu også det? I de få sekundere inden alt blev sort for hans øjne og faldt død om? Kunne man være det? Tanken om at jeg en dag ville dø havde ikke ramt mig før nu. Og jeg blev forbavset over at jeg fandt mig selv havde brug for noget at tro på, et eller andet, jeg kunne ikke klare tanken om at min far bare var væk for altid og jeg aldrig fik en chance for at lære ham at kende. Jeg kunne ikke klare tanken om at jeg selv en dag bare ville forsvinde og intet af mig ville være tilbage. Det ville være som om jeg aldrig havde fandtes, pludselig forstod jeg hvorfor Maria holdt så stædigt fast i sin tro og jeg missundte hende endda for at kunne tro. For når jeg tænkte på trosretninger, om det så var buddhisme eller kristendom, endte det ud på det samme for mig, jeg kunne ikke tro. Min opfattelse af livet var blevet så gennemhullet af videnskaben, at jeg ikke kunne tro på nogle mirakler, ikke kunne tro på noget over naturligt, ikke engang nu hvor jeg havde allermest brug for det.
   Jeg rev mit blik væk fra billedet igen og så op.

Det var allerede ved at blev mørkt. Med et suk satte jeg billedet på plads og slentrede hen til mit gamle værelse for at efterlade min skræmmende tankerække i sofaen. Jeg stoppede lidt da jeg så, som så mange gange før, Maria i nattøj knæle ved siden af sengen og bede. Men en ting var anderledes denne gang, knoerne på hendes hænder var hvide og hun rystede let, imens hun om og om igen stille hviskede: "Tilgiv mig." Et stik gik igennem mit indtørrede egoistisk hjerte, før jeg gik ind og afbrød hende: "Du har ikke noget at bede om tilgivelse for Maria," sagde jeg blidt, idet jeg kom ind i rummet. Hun lignede et barn som var grebet på fersk gerning med hånden i kagedåsen, men så gik hendes blik hen og blev mere flovt: "Efter det jeg gjorde mod dig ved bilen, er jeg ikke engang sikker på jeg fortjener tilgivelse." Jeg fremtvang et grin: "Du stoppede jo, og det så da ikke ud til jeg havde noget imod det vel?" Hun sukkede opgivende: "Hold nu op Leonora, du ved godt det ikke var... Rigtigt." Om det var tristhed fra hende eller min skyldfølelse der fik min maske til at gå i opløsning ved jeg ikke, men jeg hørte selv hvor blid min stemme var da jeg sagde: "Efter hvad jeg har gjort her på det sidste, kan jeg ikke fortænke dig i det... Fuck... Hør her Maria, du gjorde ikke noget galt, det har du aldrig gjort, det er mig der har drevet dig ud på det punkt du var i ved bilen. Du er et godt menneske, det er bare mig der langsomt ødelægger dig." Hun rejste sig nu op og gik helt hen til mig: "Det er ikke sandt," sagde hun blødt. Jeg så væk med blanke øjne: "Under alle omstændigheder skal du vide, at jeg er ked af det hele, jeg ved ikke hvordan det kom så langt ud." Maria så nu også væk: "Pigen du kyssede, elsker du hende?" Endelig kunne jeg komme med et klart sikkert svar: "Nej, jeg kan ikke engang huske hvad hun hedder, hvis jeg skal være ærlig." En lille latter kom fra hende idet hun puffede til mig: "Du er så overfladisk." Jeg kunne ikke lade være med at smile: "Hey, vi kan ikke alle elske vores næste, det ville være noget værre griseri." Hun satte sig på sengen: "Hvad skal der til før du stopper med at lave grin af min tro?" Jeg skulle lige til at svare, da det gik op for mig, at vi havde haft samme drilleri med næsten de samme ord i samme rum for omkring to år siden. Dog ikke med samme start, men det var tæt nok på til at jeg ikke kunne lade være med le. Maria må have tænkt nogenlunde det samme, for hun lo med.

Da latteren stilnede af og tavshed fyldte rummet, kom jeg med et meget mere seriøst og logisk spørgsmål: "Hvad skal vi gøre Maria, er vi færdige?" Hun pillede lidt ved dynen: "Jeg ved godt, at vi ikke har været særligt gode ved hinanden, og vi burde slutte nu, så vi stadig kan være venner, men jeg kan ikke Leonora, jeg kan ikke give slip på dig, ikke hvis du kan love du aldrig er sammen med andre end mig igen. Jeg stoler stadig for meget på dig til at give op, jeg elsker dig... Ved gud, hvor jeg elsker dig, elsker dig stadig for højt til at kunne give slip." Jeg nikkede, for hun havde sådan set bare udtrykt det jeg også følte, minus utroskabsdelen, det ville Maria aldrig gøre mod mig. "Jeg har det på samme måde og jeg kan love dig det aldrig sker igen, men hvis vi skal overleve det her, er der nogle ting der er nødt til at ændre sig." Hun nikkede, men sagde ikke noget, turde ikke, bange for at den åbne og ærlige snak ville blive til et skænderi, hvis hun gik i gang med at fortælle hvad der skulle forandres, især fordi de fleste ting lå hos mig. Jeg vidste det og jeg vidste, at den indrømmelse med at jeg var problemet måtte vente. For hvordan skal man fjerne en del af sig selv. Når det hører med til ens basale natur, vi måtte tage små skridt, det at vi talte var et fremskridt i sig selv, så jeg skiftede behændigt emne: "Vil du have jeg sover på sofaen?" Maria smilede mildt og rystede let på hovedet imens hun gjorde plads til mig: "Jeg har aldrig nægtet dig din plads i sengen Leonora." Jeg smilede selv imens jeg smed tøjet og krøb hen til hende. Det var sandt, hun fornægtede mig aldrig noget, det var en ting jeg selv havde skabt. Vi lavede ikke noget den nat, lå bare tæt sammen og nød det nærvær vi begge sådan havde haft brug for.

Den næste dag spildte jeg en time hos bedemanden på at høre min mor hyle op om hvor meget hun savnede min far, om hvilken god mand han havde været og især hvor god en hustru hun altid havde været, alt sammen løgn, men vi fik da valgt en kiste, tøj osv. Det næste var, at hun skulle mødes med præsten. Efter at have genopfrisket min mors spurt-drevne hjerne om hvad der præcist var sket mellem mig og Maria, samt mellem Maria og hende far, blev jeg heldigvis fritaget. Så jeg brugte resten af dagen sammen med Maria. Vi grinede, pjattede og snakkede, det var næsten som i gamle dage. Sener kom min mors hjem, kun for kort at sige, inden hun forsvandt for at købe flere "smøger", at begravelsen ville blive afholdt om fire dage.

Om natten lå jeg og stirrede op i loftet, med Maria tryg sovende på min brystkasse. Det var rart at have hende hos mig igen og jeg nænnede næsten ikke at vække hende, men tankerne ville ikke lade mig være. Så jeg nussede hende blidt i håret: "Maria? Maria? " Hun kom med en let brummende lyd og løftede hoved let: "Mmh, hvad er det?" Jeg rynkede brynene let: "Hvordan kan du tro?" Hun rettede sig op: "Undskyld mig?" Jeg fangede hendes øjne: "Hvordan kan du tro på gud, når du ved han ikke er op i himmelen? Tror du han er ude i rummet?" Hendes trætte øjne fik et vantro skær: "Vækker du mig for at diskuterer religion?" Jeg sukkede forvirret: "Nej ... det er bare, jeg vil gerne tro på at min far er et eller andet sted, men jeg kan ikke tro på at en gut kan sendte frøer ned i hovedet på os." Maria var nu helt vågen: "Jeg tror da heller ikke på alt i biblen, ofte skal tingene ikke forstås bogstaveligt, som for eksempel, det med at Moses skilte vandene, jeg tro ikke at han rent faktisk skilte vandet, men det er en metafor for at han fik så meget styrke af sin tro på gud, at han kunne få sine folk ledt i sikkerhed ." Jeg så skeptisk ud: "Så biblen er en stor metafor?" Hun grinede nu: "Nej dit fjols, der er også meget rigtigt i biblen, men hvorfor spørger du mig om det? Du ville aldrig kunne blive kristen, lige meget hvor meget du prøvede, det ligger simpelthen ikke i dig." Jeg trak bare på skuldrene: "Jeg misunder dig vel bare lidt for at kunne tro så meget, jeg ville virkelig gerne tro, som du, at gud altid er hos os og der er et liv efter døden." Maria smilede: "Jeg håber ikke at gud hele tiden er hos os, hvis han havde set nogle af de ting vi gjorde inde i soveværelset, kommer jeg aldrig ind i himmelen." Jeg grinede overrasket: "Var det en joke om gud, der kom fra Præstedatteren?" Hun kørte en hånd igennem håret: "Jeg ved det, du må have smittet mig, jeg havde bare aldrig troet du ville kommet i en krise hvad angår tro." Jeg blev lidt flov, det var jo noget pjat at tænke over, jeg havde betydeligt større problemer at tænke som en sindssyg på, hvis jeg endelig ville tage det op, som en hobby, men i det samme tog Maria min hånd: "Hvorfor tror du ikke bare på det der føles rigtigt for dig? Det gør alle andre, selv os kristne har forskellige måder at tolke biblen på,og lever derefter." Jeg gav hendes hånd et klem før jeg slap den, men jeg smilede: "Du har ret, tak og undskyld jeg vækkede dig." Hun lagde sig ind til mig igen: "Det var så lidt." Der var lidt stille i det mørke rum, før jeg spurgte: "Så Jesus... der kunne forvandle vand til vin, metafor eller virkeligt?" Maria løftede hovedet igen og sendte mig et sigende blik: "Virkelighed selvfølgelig, og jeg er godt ærgerlig over at han ikke er blevet genfødt i min tid." Jeg grinede let: "Han er sgu en heldig Satan."