Der lå et mørkt tæppe over byen. Alt lys i byen var blevet slukket, for at kommunen kunne spare. De slunkne kommunekasser havde skreget på mad, de sidste par år. Der var alligevel ikke meget liv efter klokken elleve ude på de fredlige villaveje. Der var ingen af husejerne, der klappede af kommunens forslag. De sagde at det var en katastrofe for nogle, som var afhængige af lyset. Som Klausen i nr. 88 der arbejdede sen, og først kom hjem over midnat de fleste af ugens hverdage. Eller Kaja nede fra nr. 32 som mødte, før en vis herre fik sko på. Hun arbejdede fire kilometer fra sin bopæl, og brugte cyklen som transportmiddel. Hun rystede på hænderne, når hun steg op på den, klokken fire om morgenen. Det var ikke til at vide om der lå nogen på lur, når det var så bælgravende mørkt. Hun havde da været bange før, men der havde lyset været som en redningsvest på åbent hav. Der var Christensen som stod tidligt op, og samlede affal, langs kommunens veje. Hans dag startede, før det blev rigtig lyst. Skulle han gå med snuden nede ved kanten af fortovet, fordi kommunen ikke ville give ham lys, så han kunne se noget? Resten af beboerne fandt sig i det. Det var med det, som så meget andet. Politikkerne bestemte, og befolkningen fik det trukket ned over ørene.

Bagerst nede ved stien, lå en villa, som alle de andre. Det var af hvidt mursten, og havde to etager. Der voksede vindruer op ad den sydvendte mur, som børnene tog sig rigeligt af. Familiens hund Dolly, var altid den første, der vågnede. Ivrig efter at hive sin herre ud af sengen, dansede den på soveværelsesgulvet til en af dem gav sig. Som regel dens mor. Hun traskede søvndrukken hen og tog et par bukser på.
   "Skal det virkelig være nu?" spurgte dens mor og kiggede på hunden, uden rigtig at se noget. Og selvfølgelig skulle det være nu. Hendes mand ville vende sig en omgang i sengen og sukke dybt af lettelse, når der igen blev ro. Hun sukkede selv, men kunne ikke lade være med at smile. Hun var jo alligevel oppe, og hun elskede turene i de tidlige morgentimer. Hun savnede dog også lyset ved lamperne, men det kunne være det samme. Det var sådan det var, når kommunen havde smækket kassen i.
   I to andre værelser, sov børnene. Natalie på otte år, og Mads på syv. Natalie lignede sin mor. En køn lille udgave af sin slanke mor. Hun var høj, tyng og havde et aflangt ansigt. Mørke krøller indrammede det, smilet var hendes fars og øjnene var ubestemmelige. Som en gråvejrsdag i oktober.
   Mads var lille og spinkel, og lignede sin mor. Helt bestemt. Helene havde set det et utal af gange. Udseendet, bevægelserne, sågar stemmelejet. Han lignede sin mor så meget, at ingen var i tvivl om at han ikke var deres barn. Men det sagde de jo alligevel. Mads var deres barn, lige så meget som Natalie. Hun hadede, når Rebeka kom og spillede mor overfor ham. Sagde at han ikke måtte tage uden at spørge, prøvede at få ham til at sige tak til de tilfældige gaver, hun havde taget med. Han gjorde det, men det var altid med et blik på hende først. Det var som om hun skulle godkende det. Selvfølgelig gjorde Helene det. Hver gang. For drengens skyld. Hun blev irriteret på hans mor. Hvorfor skulle hun komme og prøve at tage hendes rolle? Hun gjorde Mads urolig. Fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved alting. Var han god nok? Var han deres søn? Kunne hans mor ikke lide ham?
   Når han spurgte om det, skulle Helene altid vende den inde i hovedet. Mor var både Rebeka og hende. De var begge hans mor. Når han snakkede om Rebeka blev mor altid spyttet ud, som om han ikke turde sige det i hendes nærvær. Når han sagde mor og hende, var det kærligt og med et glimt i de blå øjne. Tillidsfuldt. Et jeg kan stole på dig blik.
   Hun smilede og låste sig ud af bagdøren. Hun kaldte sagte Dolly ud, som lige havde fået færten af et eller andet.
   "Dolly, kom nu," lo hun og purrede op i hundens bløde pels. Dolly kom løbende og var næsten elektrisk over at skulle udenfor. Hun måtte et par ture rundt om sig selv, for at styre sin glæde. Helene gav hende snor på, og de gik ud i mørket. Hun småmumlede noget for sig selv og til hunden, som svarede ved at logre med halen.
   Helenes tanker drejede sig igen om Rebeka. Hun skulle komme i eftermiddag. Mads havde spurgt om hun var sikker på hun kom. Og hun havde nikket og smilet.
   "Selvfølgelig kommer hun," svarede hun ham, så sent som aftenen før.
   "Er du sikker?" drengen kiggede på hende, og hun havde nikket igen. Lovet ham det. Det ville ikke være til at bære, hvis han blev skuffet. Igen.
   De havde talt om den mulighed, der havde runget i deres bevidsthed hele tiden. Den nye lov. De kunne adoptere Mads. Smide hans uduelige mor ud af hans liv. Sørge for han ikke blev skuffet igen. De havde muligheden. Valget. Mads var deres dreng. Hun bed sig i læben. De kunne virkelig adoptere ham, gøre ham til et rigtigt medlem af familien. Skifte hans efternavn ud, så der kun kom til at være et på postkassen. Han behøvede ikke at kalde to kvinder for mor, og han behøvede ikke at blive skuffet gang på gang.
   Dolly var standset for at snuse til nogle buske. Hun kunne kun ane dem, stod fordybet i sine tanker. Hvordan ville det påvirke Mads? Ville han blive ked af ikke at se Rebeka mere? Ville han savne hende? Ville han mon med tiden blive tosset, hvis de udelukkede hende af hans liv? Ville det betyde noget? Ville han få mere ro på, hvis han vidste han mere blev deres barn? Ville han opfatte det som det? Sikkert ikke.
   Han snakkede om Rebekka. De ture de havde haft i Zoo have og i parkerne. Han snakkede tit om deres juletræ, der gik helt op til loftet og havde så mange fine gaver med hjem. Sidste år, havde han fået en ny cykel og en game Boy. Skulle de fratage ham de glæder?
   Hun rystede på hovedet. Det var ikke ret tit Rebeka var til glæde for Mads. Når Helene tænkte på Mads og hende, så hun altid tårer i hans øjne. Hun havde glemt aftaler, havde ikke fået købt hans fødselsdagsgave. Havde glemt hvor de skulle mødes. Havde glemt at ringe. Det værste var dagen før hans seks års fødselsdag hvor Rebeka ringede, og lovede at komme dagen efter. Mads var stået tidligt op, og havde stået med øjnene klistrede på ruden. Han havde næsten ikke blinket af skræk for ikke at se hende. Hun var ikke kommet. Havde ikke engang ringet om meldt afbud.
   "Hvorfor kan mor ikke lide mig?" havde Mads spurgt, da hun lagde ham i seng.
   "Det kan hun også. Hun har nok bare haft en dårlig dag," svarede hun blidt. Den dag kunne hun have kværket kvindemennesket. En ting var at andre mennesker skulle tage vare på hendes barn. En anden var at hun skuffede ham gang på gang. Da hun gik hjemad med Dolly springende omkring, syntes hun det var rigtigst at adoptere Mads. Det var det bedste for ham.

Det var på vejen hjem, hun stødte ind i ham. Han havde en dårlig ånde, stak af øl og sved. Det var værre end når Rebeka var på besøg. Han gav hende et skub, holdt hånden over hendes mund, og roede i hendes lommer. Dolly snerrede han af. Helene vidste ikke om den troede det var en slags leg.
   Hun var bange. Bange for at han ville gøre hende noget. Måske havde han en pistol? Måske var det en kniv, men han sagde stadig ikke noget. Lige så pludselig hun var blevet væltet om kuld, lige så pludselig var han væk. Hun lå og kiggede ud i mørket. Havde lyst til at skrige. Nogen måtte da være oppe nu. Hun gjorde det ikke. Hun tog Dollys snor og begyndte at løbe. Hun skulle væk. Græd hun?

Hun kunne se hun havde fået knobs, da hun så sig i spejlet. Hendes krop rystede, der var spor af tårer på hendes ansigt og græstotter i hendes uglet hår. Og hun havde ikke kunnet se ham. Keld var stået op. Han var høj og bred. Da han lagde armene om hende, gav hun efter. Mærkerede dem som noget der varmede, og gav hende tryghed og styrke.
   "Hvad er der sket?" hviskede han. Hvordan fortalte hun det? Overfaldet?
   "Der kom en mand," mumlede hun. Hans arme stivnede, strammede om hendes krop. I korte vendinger fortalte hun ham det. Han vendte hende, og lod hendes ansigt hvile på hans brystkasse. Han blev harm. Var det noget at byde folk at lukke kommunekassen i?
   Helene kom ikke på arbejde den dag. Hun sad med en kaffekop og stirrede tomt ud af vinduet. Turde hun gå tur med Dolly om morgen mere? Hun kunne mærke mandens hænder lukke sig om hendes arme, presse hende ned i det halvvåde græs. Havde Dolly gøet? Mandens ånde, kunne hun stadig fornemme. De havde spurgt om så meget, hun ikke kunne svare på. Hvor høj var han? Hvor gammel var han? Hvordan så han ud? Hun havde trukket på skuldrene og sad med klare tårer i de mørke øjne.
   "Hvordan skulle jeg kunne se det? Det var mørkt," sagde hun med dæmpet stemme. De havde ikke sagt noget. Kendte vist godt problemet. Det var forgået flere gange over hele byen i den seneste tid. De spurgte om hun havde brug for nogen at snakke med, men hun havde rystet på hovedet. Hvad skulle de snakke om? Lugten, fornemmelsen af at blive holdt nede mod sin vilje? Hun rystede på hovedet.
   Hendes tanker faldt igen på det med Mads. Adoptere ham. De kunne tage ham til sig, men var det det bedste for Mads? Var det sådan det skulle være? Hun havde taget fri fra arbejde. Ringet og sagt hun var sløj. Hun sad stadig med kaffekoppen i hånden, da børnene kom fra skole. Havde hun siddet her så længe? Hun rystede på hovedet. Rebeka ville snart komme. Hun blev nødt til at tage et bad. Se ordentlig ud. Stråle af overskud, så hun ikke kunne sætte en finger på noget som helst.

Mads sad ved vinduet og stirrede ud på træerne. Hans hoved hvilede på armene. Han lavede figurer på glasset og kastede af og til et blik på hende.
   "Kommer hun i dag?" spurgte han hæs. Hun nikkede. Det skulle hun. Hun kunne ikke skuffe sin dreng. Deres dreng. Hendes mave trak sig sammen. Hvis hun ikke kom, adopterede de ham, så kunne hun stå derude og være udenfor. De behøvede ikke at lukke hende mere. De kunne udelukke kvindemennesket fra hendes liv. Sige det var bedst sådan.
   "Er hun ikke kommet?" hviskede Keld, da han kom hjem. Hun rystede på hovedet. Natalie prøvede at aflede Mads med legetøj, men han smilede kun halvhjertet af hendes forsøg. Helene kunne se tårerne i øjenkrogen, og gik over og trak drengens hoved ind til sig. De var nødt til at gøre en ende på hans tanker.
   "Vi gør det," nikkede de begge og smilede overbevisende. De kunne adoptere ham. Det var rigtigst, følte de begge. Helene var ikke i tvivl mere. Mads gik og hang med hovedet dagen efter, og Helene prøvede at muntre ham op.
   "Vi kan tage i svømmehallen," forslog hun, men Mads rystede på hovedet. Han havde ikke lyst. Der gik tre dage, hvor han sad og stirrede på telefonen. Forventede han at hun ringede? Han så ikke ud til at have sovet ordentligt nogen af nætterne. Lidt lige som hun, fordi hun tænkte på manden i mørket, som de ikke havde fanget.
   Mandagen ugen efter skulle de møde op på kommunen. De vidste det var det rigtigste at gøre. Mads sad med hovedet nede i myslii tallerkenen. Kiggede af og til på dem, uden at sige noget. Det var først da han havde sat tallerken i opvaskeren at der kom noget fra ham.
   "Hvad nu hvis der er sket hende noget, mor?" hviskede han. Da stivnede Helene. Det havde hun ikke tænkt på.
   "Hvad mener du?" spurgte hun.
   "Hvis nu manden også har været efter hende," fortsatte han. Manden? Så dæmrede brikkerne for hende, og hun sad med sandheden i hænderne. Hun trak ham indtil sig. Vuggede ham blidt.
   "Når du kommer fra skole, prøver vi at ringe," hviskede hun. Den dag græd hun mere, end da manden havde overfaldet hende. Græd og græd. De kunne jo holde Rebeka ude. De kunne ingenting. Mads ville altid tænke på hende. Bekymre sig om hende. Var det så rimmeligt at tage ham til sig på den måde? Hun rystede, da hun sagde Keld at de måtte droppe det.
   "Det duer ikke. Han tænker på hende hele tiden. Det kan vi ikke fjerne fra hans sind," sagde hun. Han rystede på hovedet.
   "Vi kan kun lære ham at leve med det," mumlede hun.