"Hvorfor giver du altid ballade, Mette?" hun ruskede mig. Jeg lukkede øjnene og mærkede de hårde bevægelser gennemryste min krop. Jeg trak på skuldrene. Vidste det ikke selv.
   "Du er det mest besværlige barn, vi har haft i pleje," hendes spyt ramte mig i dråber. Ulækkert, men jeg sagde ikke noget.
   "Jeg har aldrig kendt noget lignende. Tænk at stå at sige at du ikke kan lide leverpostejen," hun rystede på hovedet.
   "Og sådan som du spiser, kan man dårligt have dig med i byen. Hvad tror du ikke de tænker nu?" hun var gal. Sikkert violet i hovedet.
   "Det ved jeg ikke," jeg åbnede øjnene. Hun ville bare blive mere gal.
   "Det ved jeg ikke. Nej, det ved jeg heller ikke, men de har da ikke lyst til at se os igen. Du kommer ikke med næste gang," der spillede et smil om hendes mund. Som om jeg ikke hellere ville blive hjemme, end at slæbes med til min plejemors fine venner. Endelig gav hun slip på min arm og lod mig gå. Jeg havde boet her i to år. To hele år. Og alligevel var jeg ikke blevet fin. Det blev jeg nok aldrig. Ikke så fin, som hendes datter. Marie. Jeg hadede det navn. Min plejemor hed Anita. Det lød heller ikke godt, blev jeg enig med mig selv om.

"Marie," kaldte Anita nedefra. Jeg blev siddende mussestille, håbede næsten at kunne blive usynlig.
   "Ja?" lød det nede fra den anden ende af gangen.
   "Vil du ikke komme ned og spise? Vi spiser nu," Anita lød meget gladere. Jeg rejste mig halvt, vidste ikke om jeg skulle lade som om jeg ikke havde hørt det. Blive heroppe i min hule og gemme mig. Anita ville sikkert bare blive mere gal. Jeg lod Maries trampende trin forsvinde, før jeg åbnede døren. Der kom latter og dufte nede fra køkkenet.
   Anita sendte mig et langt blik, og jeg blev bange. Var det ikke meningen jeg skulle være kommet ned? Min mave rumlede. Skulle jeg ikke have noget at spise?
   "Blev der kaldt på dig?" Anita kneb munden sammen til en lige streg.
   "Nej, jeg troede bare vi alle sammen skulle spise sammen," mumlede jeg. Der var stille i det lille trange køkken.
   "Nå, troede du det? Det her er ikke aftensmad, for der spiser vi alle sammen. Den er ikke engang fem, Mette," Anita lo. Det gav kuldegysninger ned ad min ryg. Bag hende grinede Marie og Kurt. Grinede vel af mig?
   Jeg listede så stille jeg kunne ud af køkkenet. Op ovenpå igen. Oppe på værelset kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Hvorfor var det sådan? Kunne de ikke lide mig? Hvorfor måtte de spise nu, og ikke mig?

Jeg gik ikke ned, før der var tid til at gå i seng. Måske havde de ikke tænkt sig at lave aftensmad? Det kunne ligne Anita at lade være. Lade som om hun havde glemt det.
   "Godnat," sagde jeg, da jeg gik gennem stuen.
   "Godnat," Marie var den eneste der smilede til mig.
   Jeg lå i sengen med en betonklods i maven. Den voksede og voksede, gjorde det umuligt at sove. Havde jeg ikke noget fra sidst jeg var hjemme? Bare et eller andet.
   Jeg roede i tasken under sengen og fandt slikposen. Bare et stykke. Bare et stykke, bad jeg. Der var en klistret vingummi og en skumbanan. Det måtte da være nok at sove på. Bare lige til det blev morgen. Stykkerne gjorde mig kun mere sulten. Alligevel røg det ned.

"Kan du så komme op? Du skal i skole," Anita ruskede mig. Jeg satte mig op. Hvorfor var jeg ikke vågnet af mig selv? Det plejede jeg. Anita stod stadig i værelset, da jeg fumlende fandt mit tøj.
   "Og hvorfor er du så på tværs i dag?" hun blev ved med at følge mine bevægelser med øjnene.
   "Fordi du vil have opmærksomhed?" spurgte hun. Jeg nikkede. Jeg kunne ikke gøre andet. Det var bedre Anita fik ret og jeg fik fred.
   "Det får du bare ikke mere af, at du ved det," døren smækkede i bag hende, og jeg åndede lettet op.
   Morgenmad. Jeg måtte sørge for at få noget at spise. Bare et eller andet. Jeg roede i weekendtasken igen. Der var ikke mere. Jeg måtte sørge for forsyninger næste gang jeg skulle hjem. Noget der kunne tage de skrigende tarme, når Anita var i det humør.

Det lykkes mig at komme ned i køkkenet og hælde havregryn op, uden at nogen så det. Mælken? Havde vi ikke noget mælk?
   Gryden. Jeg måtte finde en og lave havregrød i en fart. Jeg roede i køkkenskabene. Endelig. Var det ikke den gryde Anita plejede at bruge? Jo, jeg hældte havregrynene op. Vand, der skulle vand til. Jeg hældte en smule i. Bare nok til at dække havregrynene. Hun kunne vel ikke forbyde mig at spise nu, vel?
   Det kunne hun godt. Og jeg vidste det. Der lød trin udenfor køkkendøren. Anitas. Jeg kunne høre det. Vidste det var hende. Min krop spændte. Gjorde sig klar til de beskyldninger hun ville komme med.
   "Hvad laver du?" hun stirrede mistroisk på mig. Kom helt hen og åndede mig i nakken. Stirrede på mig, imens jeg forsøgte at røre i gryden.
   "Havregrød," min stemme var næppe hørlig.
   "Og tror du så, du må det? Du har ikke spurgt om lov. Må den gryde bruges til det?" spurgte hun og fugtede læberne. Lignede en løve, der kredsede om sit bytte. Og det var mig. Legede de med dem så længe, inden de åd dem?
   "Det ved jeg ikke," mumlede. For jeg vidste det ikke. Vidste bare at jeg var sulten, og måtte have noget at spise.
   "Næste gang spørger du om lov, Mette. Se så at få noget at spise," kommanderede hun.
   Lettet sank jeg ned med den portion jeg havde skrabet sammen. Det lignende melklister. Tørret.
   Jeg turde end ikke putte sukker på, så længe hun stod og tronede.

Jeg kom for sent i skole. Selvfølgelig. Det påpegede Anita. Og hvad så? Jeg havde ikke været noget værd uden morgenmad. Intet.
   Den første time var matematik, og jeg var ligeglad. Jeg kunne have banket på døren, men hellere vente og smutte uset ind mellem to timer.
   Det var halvkoldt i den lange tomme gang. Jeg skuttede mig. Måske var det varmere på biblioteket?

Biblioteket var et slaraffenland. Et sted hvor jeg kunne være i fred og slappe af. Ingen af mine klassekammerater kom her. Her kom sjældent andre end mig, og de ældre elever. De ænsede mig ikke, og lod mig være i fred. Jeg kunne sidde på den samme hynde fordybet i min bog og pludselig fare sammen, fordi jeg ikke vidste om det var frikvarter eller time. Jeg var kommet for sen til timer, fordi jeg ikke kunne ligge bogen fra mig.
   Jeg roede rundt, fandt en bog og bladrede lidt i den. Jeg havde læst den før, men måske var det en fordel? Det ringede ud, men jeg rejste mig ikke. Jeg kunne godt blive siddende fem minutter endnu. Bare fem minutter.

I klassen var der larm, råb og skrig. De sparkede fodbold og bolde susede for mit øre mange gange.
   "Har I set, hvem der er kommet?" spurgte en af pigerne. De andre stirrede på mig. Jeg kunne mærke deres blikke bore sig ind i min ryg. Det gjorde ondt. Rigtig ondt.
   "Hvorfor kommer du egentligt?" stemmen var dæmpet. Næsten truende. Hvorfor jeg kom?
   "Du er så hammerdum at du ikke kan sætte to bogstaver rigtigt sammen," lo en anden ondskabsfuldt. Det passede selvfølgelig ikke. Jeg læste godt. Jeg var ikke ordblind, bare ikke god til at stave.
   "Du bliver ikke klogere af at komme her. Det er det med dine forældre. Hvad er det de er?" lo en anden.
   "Det er nok gået i arv," lo en anden.
   "Spasser," bolden ramte mig i baghovedet, og jeg mærkede tårerne presse på. De gled lydløs ned ad min kind. Gjorde mit tøj vådt. Endelig ringede det ind.
   Jeg så ikke op, da matematiklæreren forundret sagde velkommen til mig. Det var lige meget hvad han tænkte. Jeg skulle have styr på mit ansigt. Det måtte ikke krakelere her. Jeg kunne høre han tumlede med noget, bladerede rundt, som om han ikke kunne finde det han søgte efter. Måske prøvede han at finde en åbning, en måde at snakke med mig på. Jeg kukkede i, svarede ikke på spørgsmålene. Han prøvede mig to gange, skulle høre mig i tabellerne. De skulle ikke få lov at grine. Ikke denne gang.

Anita stirrede på mit ansigt.
   "Hvad er du sur over?" hun kneb øjnene sammen, klar til spring.
   "Jeg er ikke surt," svarede jeg, og mærkerede igen tårerne. Kunne hun ikke se jeg var ked af det?
   "Jo, du er sur. Det kan jeg da se," hun blev stående. Spærrede vejen for mig ovenpå.
   "Det er bare noget i skolen. De siger ting om mine forældre," svarede jeg.
   "Hvad siger du så?" hun lagde hovedet lidt på skrå, blev lidt mildere i blikket.
   "Ingenting," jeg var lidt stolt, for det var Anita der havde lært mig det. Sagt det var sådan det skulle være. Det kunne man holde for sig selv.
   "Det er jo for din egen skyld, Mette. Du kan nok forstå at du ikke kan gå og fortælle det om dine forældre. Det kommer ikke andre ved. De vil bare tænke at du måske også fejlede noget," sagde hun.
   "Det er ikke altid let, Mette. Det må du huske på. Det er derfor dine klassekammerater ikke skal vide det. De forstår det ikke. De vil sammenligne dig med dem, kan du nok forstå," hun satte te på bordet. Bød mig et stykke af kagen. Lige nu var jeg Marie og hun var mig. Anita lukkede døren i for næsen af en forbløffet datter. Lukkede hende ude, og lod mig blive inde. Mærkeligt. Det havde hun ikke gjort før.
   "Dine forældre er jo anderledes, Mette. De er retarderede. Det er svært for andre mennesker at forstå. De er tilbage i deres udvikling og vil altid være det. Måske er de på et syv års niveau. Du vil altid være foran dem," Anita fugtede læberne. Stirrede på mig. Så på mig. Skulle vist se om jeg forstod. Vi havde jo haft snakken før, men det bundede mere denne gang. Satte sig fast inde under huden. Det var derfor jeg boede her. Det var ikke fordi jeg var dum. Ikke var en god pige. Jeg var en god pige. En god datter.
   Anita syntes nok ikke jeg var en god plejedatter, for hun skældte altid ud. Sagde jeg var doven og dum. Men ikke nu. Lige nu var jeg det hendes egen datter var. En del af deres verden og deres familie.
   "Det tager tid inden du forstår det, Mette. Det skal nok komme. En dag," hun smilede opmuntrende til mig. Lod mig forstå at jeg kunne komme når det var.
   Det havde raslet henne ved døren flere gange, men Anita ænsede det ikke. Ha, så kunne Marie prøve at være udenfor. Hun kunne prøve at være mig. Jeg fryd mig ved tanken.

Meget senere lå jeg på sengen og stirrede op på loftet. Der var pletter alle vejene. Gamle skjolder. Jeg tænkte så det knagede. Prøvede at sætte puslespillet sammen, men det lykkes ikke. Nogen af brikkerne var der, men passede ikke sammen. Jeg ledte i bunken, men det var som om der manglede brikker. En dag havde jeg vel samlet det. Mine forældre, retarderet, jeg var normal. Hvordan hang det sammen? Mine bedsteforældre?
   Jeg måtte have noget at skrive det ned på. Gøre noget, for at mit hoved ikke eksploderede.
   Nedefra kom lyde. Marie og Anita stod i køkkenet. Marie fik det hele at vide bagefter, men det betød ikke noget. Det var lige meget. Jeg havde haft min dyrebare tid med Anita. Hvor jeg var vigtig. Jeg kunne leve længe på det.
   Jeg smilede. Jeg hev et kladdehæfte op og begyndte at skrive. Hvem jeg var, hvem de var. Jeg mærkede tårerne presse på. Anita havde sagt det ville komme, og at jeg bare kunne sige til. Men ikke nu. Lige nu var det mine tanker, mine forældre, min fortid.
   Jeg var ikke kun præget af den. Jeg var præget af min tid hos Anita. Nogen gange var jeg mere som hende, end mine forældre. Mærkeligt. Og alligevel ikke. Skriveriet lettede trykket i hovedet. Gjorde det overskueligt, og jeg behøvede ikke at være bange. Jeg havde det her. Det forsvandt ikke.
   Jeg vidste, at jeg ikke ville blive ved med at være inde. Marie kom selvfølgelig først. Hun var Anitas datter, men det gjorde ikke noget. Og Anita ville sukke over mig, skælde ud, sige jeg var for langsom igen og igen, men jeg kunne leve med det. Måske var det ikke så svært at være plejebarn?