1Ivo - og de fem sanser - 7. og sidste kapit...
FØLESANSEN · Ordet følelse bruges ofte i dets betydning af "sindsti... [...]
Romaner
11 år siden
0Ivo - og de fem sanser - Kapitel 6
LUGTESANSEN · Jeg går tit og lugter - altså snuser. Jeg kan kende p... [...]
Romaner
11 år siden
0Ivo - og de fem sanser - Kapitel 5
HØRELSEN · Jeg hører og jeg lærer. Jeg lærer og forstår verden omkr... [...]
Romaner
11 år siden
1Ivo - og de fem sanser - Kapitil 4
SMAGSSANSEN · Evnen til at smage er tæt beslægtet med evnen til at ... [...]
Romaner
11 år siden
1Ivo - og de fem sanser - Kapitil 3
SYNET · Synet viser mig det grimme og det smukke. Det er et vigtigt... [...]
Romaner
11 år siden
1Ivo - og de fem sanser - Kapitel 2
JEG. · Nu? - Det findes kun for dig. Det findes ikke for mig, for j... [...]
Romaner
11 år siden
3Ivo - og de fem sanser - Kapitel 1
JESUS. · Forbandet være det hele - · Jeg havde mareridt indenfor de s... [...]
Romaner
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lars Nielsen (f. 1963)
SYNET

Synet viser mig det grimme og det smukke. Det er et vigtigt redskab til at vurdere mine omgivelser. Farven, formen, perspektivet og de tre dimensioner; højde, bredde, længde.

Synet er en modtager til envejskommunikation. Med synet læser jeg ting, som andre har skrevet, gestikuleringer, fagter og kropssprog.

Synet advarer mig mod lurende farer, og viser mig vej gennem en verden af fysiske forhindringer og faldgrupper.

Synet ophidser mig seksuelt.

Lader man to mennesker observere det samme objekt, og derefter spørger dem, hvad de har set, kan de svare henholdsvis; en flot fyr og en renovationsassistent, en engelsk bøf og et fragment fra en død ko eller en rød bil og en Ferrari 240 GTO.

Det sete afhænger af den seende. Synet i sig selv er intet værd uden hjernen til at fortolke det sete.


SE.

Små ubetydelige hændelser i den senere tid burde havde gjort Ivo opmærksom på, at forfald eller nedbrydning var ved at indtræde.
   Siden pubertetsårene havde Ivo været fast overbevist om, at dette liv ikke kunne vare ved længe. Han var sikker på at hans uidentificerede abnormitet før eller siden ville dukke op til overfladen og trække ham ned. Senere fortrængte han disse tanker, ved at sløre dem i småborgerlig levefærd og skylle mund i demokratiske floskler hver gang, der nærmede sig en bismag af afvigelse.

Alligevel dukkede der lidt ukontrolleret anarkisme op i Ivo en sjælden gang i mellem.
   Det var da Ivos tilbøjelighed pludselig stak hovedet frem inde i direktoratet, at det definitive skub ned ad rutsjebanen mod den totale opløsning - eller måske snare mod det oprindelige og uspolerede - indtrådte.

I at anfald af opstemthed svarede han den altid kimende telefon ved, med fast stemme, at annoncere - Det er generaldirektøren!
   Uheldigvis var det direktøren, der ringede op. Han undskyldte flere gange, at han måtte have fået forkert nummer, og Ivo, der fandt det for sent at trække sig ud af fadæsen, måtte fortsætte i samme stil, så godt han kunne på generaldirektørens lidt snøvlede facon - Nu må De sgu tage Dem sammen - om nødvendigt må De anskueliggøre Deres telefontastatur med et forstørrelsesglas.
   Ivo knaldede røret på med en tilfredsstillende klukkende fornemmelse og et strejf af sugende spænding i maven.

Hvad Ivo ikke havde bemærket var, at vicedirektøren netop passerede Ivos terræn i det åbne kontormiljø, da samtalen med direktøren fandt sted. Han stod og pustede sig op med hænderne i siden, mens han harcelerede, hvad i alverdens forsumpede nationer Ivo bildte sig ind at foregive generaldirektøren. - Om Ivo over-hovedet skænkede institutionens renommé en tanke o.s.v., o.s.v. Rendyrket envejskommunikation fra lederplan til mellemlederplan. Ivo forklarede, mens han blinkede til de nærmeste kollegaer, der stadig måbede over hans sjældent sete udskejelse, at han absolut vidste, at det var en kollega, der ringede, men medgav, at det naturligvis var vel risikabelt.

Fem dage senere blev Ivo kaldt ind til direktøren, der havde gennemskuet den rystende reprimande som et fupnummer. Da han og konen var på høflighedsvisit i generaldirektørens sommerhus, havde han øjnet chancen for at undskylde sig selv på en lidt mere raffineret måde ved at takke generaldirektøren for det gode fif med forstørrelsesglasset, som han nu havde meget glæde af.
   Generaldirektøren havde, da han kunne forstå, hvad der var sket, skraldgrinet af direktøren, som dermed havde følt sig yderst forlegen. Ved hjælp af sin egen middelmådige intelligens og vicedirektørens kutyme med, efter bedste evne, at rakke andre ned for at fremhæve sig selv, var det lykkedes ham at spore Ivo, som kimen til dette onde.

Ivo færdedes ikke vandt i direktørens kontor, da han normalt refererede til vicedirektøren, der refererede til direktøren, der igen refererede til generaldirektøren.

Ivo havde engang regnet lidt på det og fundet, at der måtte være omkring seksten niveauer fra en sekretær i direktoratet til den politiske instans, der bestemte, hvilken løn vedkommende skulle begaves med.
   Flere af disse niveauer var efter Ivos opfattelse ganske overflødige. Og selvom strukturen naturligvis måtte øge landets samlede beskæftigelse, ville det efter Ivos bedste overbevisning være mere samfundsnyttigt, hvis nogle af disse stillinger, hans egen inklusive, blev konverteret til noget mere meningsfyldt, så som at rense den indre by for hundefæces eller at underholde de ventende på hovedbanegården med harmonikaspil.

Ved siden af telefonen på direktørens skrivebord, lå forstørrelsesglasset endnu.
   Direktøren bad ikke Ivo sidde. Han talte med tillært dæmpet lederkursus-stemme, der skulle foregive en indre ro. Men en hidsig hvæsende nuance blandede sig så røbende i tonelejet, at Ivo straks gennemskuede den påtagede beherskelse og undgik at blive morsom eller fortrolig, og dermed gå i fælden.

Ivo stod diskret og tog bestik af direktørens kontor. Han havde ofte spekuleret på den tragikomiske kontorstols-symbolik, der sammen med skrivebords-areal-symbolikken måtte være en genetisk overlevering, der stammede helt tilbage fra høvdingeherakierne i de lavere samlere og jægeres tid.
   Det menige personale havde ganske almindelige kontorstole. Ivo havde, som de øvrige mellemledere, en kontorstol med armlæn. Direktøren havde en læderpolstret såkaldt - hvor originalt - direktørstol.

Der var indimellem ergoterapeuter fra diverse organisationer på besøg for at inspicere kontorerne med henblik på at vejlede personalet og navnlig for at diktere hvilke stoletyper, der var ergonomisk korrekte. Det kunne således være svært at finde rimeligheden i stole-hierarkiet med mindre nogle ville påstå, at der var en notorisk forskel mellem den indre fysiologiske opbygning hos en topleder og en sekretær. - Det skulle da, selv i vore dage, lige være på grund af kønnet, hvor en signifikant forskel ses mellem de to stillinger.
   Ivo havde aldrig set generaldirektørens stol, men selvom man umiddelbart, i henhold til stole herakiet, skulle forvente en trone flankeret af hele elfenben, gættede Ivo på, at den var af samme type som sekretærens. - Han var noget, og behøvede ikke tekniske hjælpemidler til at understrege sin position.

Direktørens stemme var efterhånden gået over i en svært forståelig, og temmelig komisk hvislen.
   - .......og såfremt De hermed har forstået situationens alvor, og selv i det videre forløb frem-over vil .......
   Ivo hørte ikke efter. Han tog situationen roligt vel vidende, at generaldirektøren var den selvskabte type, der havde arbejdet sig op til sin nuværende position fra at være en simpel kontorelev. På livets vej var han blevet rustet med et pænt kvantum humor og menneskelig forståelse.

Bag direktøren, ret over hans højre skulder på palisanderreolen, var Karnovs lovsamling velovervejet placeret, så den ikke var til at overse i tilfælde af Tv-interview. Ivo følte en voldsom trang til forsigtigt at banke på værket, for at høre om det var ægte, eller om det bare var et plasticmodul, der kunne indskydes i reolen som en efterligning af de statusgivende bogrygge.

Ivo blev pludselig opmærksom på, at direktørens hvislen var ophørt og i mangel på bedre kommentarer satsede han med et:
   - Ja- naturligvis.
   Han skulle tilsyneladende have svaret Nej- naturligvis ikke, for det var som at hælde benzin på de sidste gløder i direktørens irettesættende tale, der med fornyet energi fortsatte:
   - Hvad mener De? Er De overhovedet ikke klar over, hvor mange vigtige møder jeg forventes at deltage i for, at ......

Ivo vidste tilfældigvis lige nøjagtig, hvor vigtige direktørens interne møder i direktoratet var. Han havde selv ansvaret for at hobevis af referater efter hobevis af indholdsløse møder, blev fremsendt til hobevis af uinteresserede mennesker, der straks ved modtagelsen arkiverede dem lodret i papirkurven vel vidende, at de var komplet ligegyldige.

På baggrund af udsøgte socialdemokratiske højskole-ideologier, var der på direktoratet organiseret et netværk af samarbejdsudvalg på tværs af- og parallelt med samtlige fraktioner, sektioner, afsnit og afdelinger.
   Indholdet af møderne i alle disse udvalg og dermed også referaterne, var på nær datoen, stort set identiske opremsninger af ligegyldige statuspositioner. Ivo havde et par gange været tilstede som suppleant. Ingen hørte efter hvad de andre sagde, men sad blot og ventede på at fremføre deres eget indlæg, der var det samme som ved sidste møde blot med andre navne og andre tal.

Der var efterhånden dannet en særlig kultur med møderne i centrum, som gjorde at folk trådte ud af virkeligheden og ind i et nøje fastlagt rollespil, hvor alle fulgte komplet irrationelle regler uden hensyn til, at der intet formål var med den leg de var med i.
   Dette virkelighedsfjerne spil mindede Ivo om sin skole, hvor lærerne færdedes i deres egen lille lukkede skoleverden og forsøgte at overbevise børnene om, at de var rigtige mennesker.

Det forskriftsmæssige mål for møderne var, at fremme samarbejdet mellem de forskellige faggrupper og mellem ledelsen og medarbejderne. I praksis var der først frit slag for bagvaskelse og afløb for aggressioner, når møderne var færdige, og man kunne høre kollegaer i gangene på vej væk fra mødelokalet mumle hvad fanden de også bilder sig ind, de forbandede chefer.... - eller om de uengagerede hængerøve i sekretariatet troede, at det var en feriekoloni.

- Ikke sandt? Nærmest hvæsede direktøren.
   Ivo, der igen havde været temmelig åndsfraværende under direktørens salme, nåede kun at opfatte negationen i spørgsmålet, og skyndte sig på høfligste vis at sige:
   - Nej- bestemt ikke.
   Endnu et forkert svar.
   Direktøren blev blåviolet i ansigtet.
   - Sig mig - står De og sover? Skreg han og slog med al mobiliserbar styrke en knyttet næve i skrivebordet. Uheldigvis ramte han forstørrelsesglasset, der lå og vippede over lille metalæske med papirklips. Forstørrelsesglassets opfarende håndtag havde fat under kanten af et antikt porcelænsblækhus der, som skytset fra en blide, ramte Ivo på næseroden med et smæld, og spulede begge hans blå øjne med sort blæk.

Lægen forsikrede Ivo om, at han snart ville få farvenuancerne tilbage og opmuntrede ham med, at han garanteret ville blive beundret for sine sorte Iris.

Ivo og direktøren havde fremover et gensidigt meget anstrengt forhold til hinanden.
   Uheldet ville, at generaldirektøren få måneder senere afgik ved døden som følge af en alkoholiseret overlæges skødesløse skalpelføring under et forsøg på at fjerne en, ellers godartet, svulst fra generaldirektørens tolvfingertarm.

I den efterfølgende tid skete alting hurtigt. Direktøren tronede op i generaldirektørstillingen, Ivo blev fyret - officielt på grund af usædelig opførsel over for sekretariatets kvindelige medarbejdere. Hele denne affære, kombineret med Ivos manglende evne til at forklare sig, var dråben, der fik Inger til at forlade Ivo, hvilket i praksis udmøntede sig i, at Ivo måtte forlade Inger, Stine og gulstensvillaen.
   Da Ivo en uge senere talte med Stine i telefonen, kunne hun fortælle at Mugge, Ingers nærmeste kollega, var flyttet ind for at hjælpe til, og at han var meget bedre end Ivo til at hjælpe med Stines lektier.

Det eneste Ivo stod tilbage med, var to års løn fra direktoratet, en fornemmelse af at have kvajet sig grusomt, et sort/hvidt syn og sorte iris i øjnene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/02-2013 09:50 af Lars Nielsen (Lars B. Nielsen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1754 ord og lix-tallet er 42.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.