Det var vinter. Rigtig vinter. Kulden var så bidende, at næsehårene forvandledes til nåletynde istapper i samme øjeblik, man stak hovedet udenfor døren og trak luften ind.
   Mørket og freden var dalet ned på ryggen af store, stærke snefnug, over de små hjem i den lille by. Der var lys og varme i stuerne. Forventningsfulde smil og stjerneklare øjne. Gås og flæsk på bordene. Træet med de utællelige pakker under. Det var jul. Fredens, glædens og kærlighedens højtid.

På en bænk midt i byen sad en gammel mand. Hvor gammel vidste ingen. Ikke engang ham selv. Der var aldrig nogen, der havde spurgt ham. Selv havde han glemt det.

Folk, der stadig var på gaden, skyndte sig forbi. Hjem til varmen, maden og familien. Snart lå gaderne øde hen. Manden rørte sig ikke. Enhver bevægelse ville få den isnede luft til at snige sig ind gennem de mindste åbninger i tøjet og i et sekund forvandle den gamles knogler til jernrør og lungerne til støbejernskedler.

Staklen ejede kun det tøj han stod og gik i. En hullet vindjakke med knækket lynlås og kondisko med huller under sålerne og forlængst forsvundne snørebånd. Sulten gnavede store, dybe huller i hans indre.

Den sidste mad han havde spist var en halv pølse, som et barn havde smidt eller tabt på gaden ved middagstid.

Mens dagen stadig var lys og travl havde den gamle siddet med hånden fremme i håb om at lidt af julens giveri kunne komme ham til gode. I skumringen kunne han tælle, at han havde lige akkurat fået nok.
   Han rejste sig stift og besværet og begyndte at gå mod butikken. Han måtte krydse gaden og overvinde de opkørte og stivnede snemasser. En bil dukkede uventet op og den gamle mands ene sko kilede sig fast mellem belægningens urokkelige isvægge. Bilen slingrede ustoppelig mod den gamle og han trak den skoløse fod til sig og lod sig falde. Væk fra gaden.
   Bilen dansede over isens kantede skorper og undgik manden med en håndsbredde. Eneste offer var den fastklemte sko. Flået op, mast og ubruelig. Den gamle mands ene fod var allerede i en anden verden. Ingen smerte. Ingen ting.

Han måtte se at komme ud af butikken nu. Foden var begyndt at komme tilbage. Han havde også fået det han kom for. Der var lige penge nok. På nær 1 krone i den gamles favør. Dem forærede han med oprigtig glæde til købmanden. Nu var det jul !

Den gamle haltede på usikre ben tilbage til bænken. Idet han satte sig bemærkede han noget lunt samle sig omkring den skoløse fod. Han konkluderede selvfølgeligt, at han måtte have trådt i noget maling, for han kunne jo intet mærke i foden. Hans tanker var et helt andet sted.

Med højtidelig mine installerede den gamle sine 6 elefanter på den ledige plads ved siden af ham selv. Børstede med nænsomme bevægelser og følelsesforladte fingre sneen væk. Sådan !
   Hvem vil være den første ? Den gamle kiggede mildt og indbydende på hver og en af de udkårne. Han kiggede igen. Hvem skal det være ? Med et suk af forløsning og et udgående glimt i de fjerne øjne, rakte den gamle en beslutsom hånd ud efter den første og bedste elefant. Op kom den og med erfaringens mesterlige færdigheder var den åbnet og klar i et nu. Den gamle sad et øjeblik med hænderne foldet om elefanten i skødet som for at få varmen. Eller at bede.

Rystende af kulde, sult og udmattelse, førte han med en rutineret hånd den skummende skønhed op til sine umærkelige læber og lod den ravbløde nektar flyde lindrende gennem svælget. Sådan sad han ubevægelig, toptrænet som en elitesoldat, indtil elefanten var blottet for al liv. Han sænkede langsomt hånden med det udslukte hylster og rettede blikket fremad mod det fjerne. De gyldne dråber gav ham liv.

Indtørrede flodlejer oversvømmedes af voldsomt brusende smeltevand. Hvor der før var kulde var der nu varme. Mørke blev til lys. Hans blod løb stærkere. Fra tåspidserne til hårrødderne. I et glimt hørte han sin far tale.

Far ? Endnu et glimt. FAR ! Hans elskede far. Far, der altid havde leget så godt og været fuld af sjov. Der altid var der, når man havde brug for ham. Der læste lange godnathistorier. Der kendte ens inderste og som man kunne betro alt til.

"Hvor er du, far", hørte den gamle mand sin grødede stemme hviske.

Blodet blev igen tykkere og koldere. Lyset begyndte atter at vige for mørket. Cellerne i den gamle mands krop trak sig sammen og verden begyndte at skrumpe. Den gamle kiggede forskrækket ned på sine elefanter i et øjebliks fortvivlelse og konstaterede med lettelse og fryd at der stadig var 5 tilbage.

Roen indfandt sig og efter et øjebliks meditativ forberedelse følte den gamle mand sig klar til at ofre den næste elefant.

Da de sidste fløjlsbløde dråber havde passeret den de sprukne læber, sendte nektaren påny skyer af varme og energi ud i alle afkroge af den benede krop. Glæde og kærlighed strømmede gennem årene. Det emmede ud af manden. Den gamle var levende. Alt var godt.

Han fornemmede at nogen nærmede sig og rykkede sig lidt på bænken. Det ville være dejligt med lidt selskab.
   Som dengang, han var 8 år og ked af det fordi en fugl var fløjet mod et vindue i huset og døde og faren havde holdt om ham og trøstet ham og taget ham med en tur i tivoli.

Far ? Er det dig ? Hvor har jeg savnet dig ! Far ! Den gamle mand faldt lidt sammen om sig selv og fornemmede noget der kravlede på de indtørrede kinder. Nu løb det. Det nåede de livløse læber. Salte tårer trodsede kulden og furene i det stive ansigt. De klare dråber nåede omsider ned til den visne mund, hvor de kunne hviske deres trøst og omsorg - helt ind til den afgående sjæl.