Jeg døde d. 10. februar, 1989. Jeg husker det som var det igår.
   Det var den dag, jeg mødte min kommende kæreste, senere kone og nuværende ex.
   D. 19. juli, 2011 kom jeg til live igen, og det er derfor jeg nu kan fortælle om det der skete.
   Eftersom det var muligt at genopstå efter så langs tids fravær, må jeg konkludere, at jeg kan umuligt have været andet end skindød og altså i coma. I præcis 8189 dage. Det må være rekord, og jeg har også tænkt mig at ringe til Guiness Rekordbog en af dagene .... jeg skal først lige have skrevet denne historie.
   Jeg kan lige så godt indrømme det: Min død var et helvede ! Og hvis jeg skal være endnu mere ærlig, så var jeg ikke særlig levende i live. Det må være derfor at det på en måde gik hen over mit hovede, da jeg døde - for der var i virkeligheden ikke den store forskel fra da jeg var i live.
   Før den skæbnesvangre dato ( den første - idet den anden må siges at være en befrielsesdag ) var mit humør svingende og forbruget af rusmidler ligeså. Efter den dato (den første) forandrede svingningerne sig gradvist til lavfrekvente bølger af kronisk depression og en stillestående sump af alkoholmisbrug. Men, bevares - jeg var jo også død, så er der noget at sige til det ?
   Ud fra min tilstand betragtet, synes jeg faktisk min reaktion var ret normal.
   Døden var egentlig ikke så slem i starten. Faktisk lagde jeg slet ikke mærke til at jeg var død. Det var der heller ingen andre, der gjorde.
   Jeg ved det også først nu fordi jeg er kommet til live igen, og det må betyde at jeg har været død - helt enkelt.
   Når jeg tænker nærmere over det, så mistænker lidt de andre omkring mig for også at have været mere eller mindre døde. Ja, jeg ved godt at enten er man død eller også er man ikke. Ligesom nogen siger, at man jo ikke kan være lidt gravid. Det er enten-eller. Men i min verden, kan man altså godt være mere-eller-mindre .... tingene skal ikke være så firkantede.
   Jeg gik rundt og gjorde det samme som alle andre, synes jeg. Købte hus, bil og fik børn. Tog i plantecenter i påsken, polerede bilen med sliberondel og blev vækket 10 gange hver nat for at skifte stinkende bleer eller bøvse. Huset havde kælder, stue og første sal og det lå lige ud til vandet. Bilen havde kun 2 døre og en bagklap, så det var radbrækkende at få 2 poder ind og ud af autostolene på bagsædet.
   Børnene var hyperaktive. Senere fik de DAMP og lidt senere udviklede det sig til ADHD. Det er ligesom sukkersyge: Man kan ikke gøre for det.
   Jeg synes bare de var uopdragne. Det tror jeg også mange andre synes. Og det var de også, oveni den kemiske defekt. Det var min kones skyld. Altså hende, de havde arvet defekten fra. Egentlig også hende der ikke opdragede på dem. Jeg gjorde selvfølgelig alt hvad jeg kunne for at afrette dem. Sætte hårdt mod hårdt. Ingen slinger i valsen. Klare og stærke grænser. Et hurtigt rap bagi, når bunden var nået og bølgerne gik højt. Humørbølgerne. Mit motto var: En fast og kærlig hånd.
   Det var et helvede. Men jeg var jo også død, så hvad kunne man forvente.
   Jeg tjente gode penge. Både hvide og orange. Der var ingen smalle steder i Smalgade. Vi købte en bil mere og så havde vi to. Vi rejste rundt i verden og holdt fri fra arbejde i tide og utide. Navnlig det sidste. Min revisor sagde engang: "Du tjener penge som om du trykker dem selv", hvilket gjorde mig meget stolt. Jeg købte også en sejlbåd. Vi skulle være en sejlerfamilie. Også selvom alle, undtagen jeg selv blev søsyge og kastede op hver gang vi var på vandet. Nu begyndte vi at have mere end de fleste og det var jo en herlig følelse. Det betød, at jeg var bedre end de andre. Det var forbruget da bevis på om ikke andet. Folk, der nærlæste tilbudsaviser .... tabere. Folk, der vidste nøjagtig hvad de tjente og brugte, øre for øre .... tabere. Folk, der bare var oprigtigt og naturligt glade uden noget at have det i .... tabere. Jeg var omgivet af tabere. Endda middelmådige tabere. Tilfredse med altid at være i midterfeltet eller lidt under. Ingen stil. Ingen ære. Ingen ambition. Bare forudsigelighed lige så langt øjet rakte.
   Det var som sagt et helvede at være død.
   Mit alkoholforbrug nærmede sig storforbrug. Jo mere jeg drak, des mere levende blev jeg. Det er logik til højrebenet. Hvis en er godt, så må 10 være 10 gange så godt. Og det var det også. De første par år. Problemet var bare, at tiderne skifter og alkoholproducenterne fortyndede deres alkohol gradvist men sikkert. Det betød for mig, at jeg blev nødt til at øge mit forbrug for at kunne følge med. Jeg sendte også en klage til de danske spritfabrikker en gang, og truede med at holde op med at drikke, hvis de ikke øjeblikkeligt stoppede med at fortynde deres alkohol. Jeg er sikker på at det var ulovligt. De svarede aldrig.
   Jeg var oppe mod en uovervindelig magt. Alkoholen kunne jeg klare. Ikke de danske spritfabrikker. De var i ledtog med djævlen. Det gik op for mig, at den eneste vej ud af pinen med at alkoholen ikke længere tildelte mig en dag fuld af liv, men blot nogle sekunders hjertebanken, var at øge mit forbrug til rundt regnet en kasse øl om dagen. Mere eller mindre. Det skal vi ikke hænge os i.
   Den fest sluttede i midlertid brat, da jeg en dag kørte galt med vores tredie og sidste skud på stammen. Jeg overlevede, eller hvordan man skal sige det, når man i forvejen er død - det gjorde min søn desværre ikke. Han røg ud af sideruden og blev knust, da bilen rullede rundt og henover ham. Alle var knust. Alle ønskede mig død og borte i stedet for vores elskede søn. Jeg forsøgte at forklare folk, at jeg jo var død nok i forvejen, men det var de ligeglade med.
   Den hændelse ændrede en hel del. Jeg blev langt om længe ædru og kunne nu mærke hvor død jeg virkelig var. Det var lidt skræmmende, så jeg forsøgte at glemme det ved at arbejde hele tiden. Der var uger, hvor jeg kun så børnene når de sov og så søde ud. Min kone lod som om jeg var død og talte kun til mig i søvne. Hun kaldte mig bl.a. "svin" og "idiot", og så hulkede hun lidt .... det var meget mærkeligt.
   Jeg stod op før Fanden fik sko på - og det er 100 % sikkert - og følte mig ind imellem lidt i live igen som i de gode, gamle dage, før jeg blev gift - og arbejdede som en hest 24/7. Samvittighed er en nihalet pisk: I hænderne på din bøddel, er den sort og dødelig. Liggende på bordet er den blot en dyster påmindelse.
   Der findes ikke god samvittighed. Den er altid drevet af frygten - frygt for konsekvens, frygt for lidelse, frygt for frygt. Jeg blev pisket dag og nat med den sorteste og hårdeste nihalede satan, som fandtes.
   Havde jeg været levende, var jeg bestemt død af følgerne. Nu var jeg ret så død i forvejen, så frygten, smerten og nedværdigelsen bragte mig glimtvis i nærheden af det levende. Jeg begyndte at få en fornemmelse af at jeg ikke rigtig levede livet.