En ung mand var blevet dødsyg. Han havde været det længe og ingen verdens læger kunne hjælpe. Ingen vidste hvad den unge mand fejlede. Han var sine forældres eneste barn og deres øjesten. De ville, og gjorde, alt hvad der stod i deres omfattende magt og økonomi for at få ham helbredt. Hans eneste ene kærlighed, gjorde ligeledes alt hvad hun formåede. Lige lidt hjalp det.
   En dag kom en hjemløs til familiens dør og tiggede mad og husly. Faderen, som havde åbnet døren, afviste hende og skulle til at smække døren i, da den hjemløse sagde:
   " Jeg kan hjælpe din søn ".
   Faderen troede ikke sine egne ører og kaldte på sin kone. Da moderen hørte den hjemløse sige det samme, bød de hende indenfor og viste hende direkte op til sønnens værelse, som nu mere lignede og emmede af gravkammer.
   "Må jeg spise først "?, spurgte den hjemløse, og da de sad omkring bordet og forældrene stirrede på kvinden der spiste - og blev ved med at spise - begyndte den hjemløse endelig at tale:
   "En af jer skal gå ind på sønnens værelse, lukke døren og ikke komme ud igen før han er rask - først da vil han blive helbredt"...
   Det lød for nemt til at være sandt !
   "Hvad så med mad ?", spurgte moderen.
   "Ingen får mad - døren bliver låst udefra", svarede tiggeren.
   "Hans medicin ! ... han skal da have sin medicin" !, udbrød faderen.
   "intet andet end den enes nærvær til det sidste", svarede den hjemløse tigger.
   "Jamen, hvor længe", spurgte moderen nervøst.
   "Det kommer an på ....", tiggeren stoppede her, for ikke at afsløre for meget ...
   "Måske en uge. Måske en måned. 3 måneder. 1 år .... det er ikke til at vide. Han vil blive rask hvis den ene af jer bliver hos ham, uanset hvad" .
   "Men hvad med vand, så" ? udbrød moderen forfærdet.
   "Det vil ikke været nødvendigt, så længe den ene bliver hos jeres søn. Det alene er nok for begge to at overleve på", svarede tiggeren.
   Forældrene var lamslåede. De var også totalt møre og nedbrudte over at intet endnu havde kunnet hjælpe deres søn. De fornemmede også at kvinden var andet og mere end blot en hjemløs tiggerkvinde.
   "Godt" !, sagde moderen så, "Jeg er hos ham indtil han bliver rask - koste hvad det vil"
   og hun gik ind til sønnen, døren blev låst og alle gav sig til at vente. Der gik en dag. Der gik 3. Der gik 10 dage uden at sønnen viste nogen tegn på bedring. Moderen besvimede af tørst og sult, og da hun kom til sig selv jamrede hun højlydt, så faderen blev bange og ophidset. Moderen holdt ud. Der gik yderligere 4 dage og efter megen opfordring fra faderen opgav moderen til sidst, fuldstændig udmarvet, døden nær og sønderknust over sin fallit. Hun kunne ikke mere.
   "Jeg går ind til ham og sidder indtil han bliver rask", erklærede nu faderen beredvilligt. Så det gjorde han. Han sad i 14 dage. Der gik 3 uger. Ingen forandring sås i sønnen. Efter 24 dage besvimede faderen og moderen hørte udefra det slappe og tunge bump, da han ramte gulvet.
   "Stop, i himlens navn, så stop dog", skreg hun og låste døren op, styrtede ind og konstaterede at hendes elskede søn stadig var lige så livløs, omend levende, som før. Faderen kom til sig selv - som mænd ofte må gøre når kvinder bliver ude af sig selv - og indså at også han måtte opgive. Forældrene var dybt nedbøjede og ulykkelige. Den hjemløse så til i stille forundring.
   Nu kom sønnens allerkæreste, eneste ene kærlighed hen til dem og sagde: "Jeg vil gå derind og sidde til han bliver rask, om jeg så skal dø for det" ! Og hun gjorde som sagt og ingen vovede at stoppe hende. Hun blev hos sin elskede i umindelige tider, talløse dage og gennem forsagte nætter. Hun villle dø. Det var forældrene overbevist om.
   En dag vågnede sønnen af sin dvale og mærkede at han var rask. Han så sin eneste ene og de omfavnede hinanden. De sad længe i den kærligste, dybeste forening. Døren blev endelig åbnet, forældrene faldt deres søn og hans kæreste om halsen, takkede Gud og hvermand og blev stumme igen ved synet af den hjemløse ...
   Hun var forvandlet til en engel ! Og hun sagde nu henvendt til den helbredte søn:
   "Du har nu et valg - Hvis du gifter dig med dit livs lys og eneste ene, så dør din mor, som har født dig, næret og båret dig gennem alt og elsker dig ubetinget.
   Selv rummet gispede nu.
   "Hvis du ikke gifter dig ... så må din eneste ene og allerkæreste, din kommende livsledsager gennem modgang og medgang, dø" !
   "Hvad vælger du " ??