Glassets kant berører blidt mine læber.
Rødvinen er hældt et pænt stykke over glassets radius.
-Det skal jeg nok få gjort bugt med! - tænker jeg imens jeg forsigtigt tilter glasset.
Jeg er nødt til at hælde hovedet bagud for ikke at spilde.
Det uundgåelige sker!
Jeg spilder vin på min hage, og dråberne finder herfra, nemt vej til min krave.
Jeg placerer glasset på bordet, og de udvendige gardiner løber mod glasset fod, om hvilken de danner en perfekt cirkel.
Sammen med de sidste dagens cirkler, ligner det næsten OL's logo.

Jeg placerer computeren på mine lår, lukker øjnene, og forsøger at lade fri association lede mig til den bedste historie.
Intet!
Jeg lader langsomt mine øjenlåg glide op.
Jeg skuer ud over sundet, ser hvordan solelens stråler får havets små krusninger til at blinke.
Måske jeg skulle skrive et digt om det?
Jeg starter!

Diamanter...
Perler...
Havet bevæger sig blidt.
Skinner som ædelsene.
Solen giver en vielsesring til havet.
.......
Jeg går i stå.
Digte virker ikke for mig lige nu.

Et par skyer samler sig.
Deres uformelige kroppe dækker et hjørne af den blå himmel.
Jeg bliver betaget af deres evigt forandrende væsen.
Deres dans.

Måske jeg skulle skrive en historie om manden i skyerene?
Jeg prøver!

Hvidt støv dækker gulvet, loftet er hvidt, det samme med væggene.
Alt er hvidt...
Han rejser sig,
Hans kæmpe krop tordner mod husets tag.
Taget adlyder og hæver sig.
Huset er lavet af luft og vand.
Manden spejler sig i en blank sky, retter lidt på sit hvide skæg, og begynder påklædnings-ritualet.
Hvide sko, til en hvid kappe....

Nu stopper jeg altså!!!
Mænd der bor i skyer er sku lidt for mærkeligt!

Jeg lader blikket dale fra skyerne, og kigger på den skovklædte kyst der pryder landet, på den anden side af sundet.
Det er altid fascinerende at beskue fremmede skovklædte kyster.
Hvad gemmer sig bag skoven? Hvor dyb er den?
Skovens uigennemskuelighed får en til at drømme om trolde, alfer, feer osv.

Måske man skulle skive et eventyr om skovens beboere?
Jeg prøver!...

Ørnen svævede majestætisk på den mørkeblå himmel.
Vinden, der var blid og lun, fik vingespidsernes arbejde til at virke som en stille ballet.
Den tætte granskov strakte sig under den, så langt man kunne se.
Ørnens øjne var rettet mod jorden, dens skarpe blik scannede skovbunden efter bytte.
Der! Den havde set bevægelse.
Den trak sine vinger helt tæt ind til kroppen, og faldt.
Hastigheden var voldsom, og vindens hylen var overdøvende.
Den nærmede sig sit bytte, de skarpe kløer blev foldet ud.
Ørnen afbrød angebet i sidste sekund.
Det der bevægede sig i skovbunden var hverken mus, rotte eller egeren.

Små fødder løber let over skovbunden.
Qismo har den...
Det der skal til.
Pakken han løber med er længere end ham selv.
Det er et sværd, pakket ind i vævet hør.
Gudernes sværd...

Måske jeg skulle gemme denne historie til en roman...?

Nu ved jeg hvad jeg vil skrive om!
Jeg vil skrive en kort historie om en forfatter der har skrivestop.

Læs fra toppen....